Udvalgt

CUBA: ET MINDE FOR LIVET

To millioner turister besøger Cuba hvert år. De får alle en oplevelse for livet – og den er ikke nødvendigvis god

Der er noget særligt ved Cuba. Alene navnet sætter en lavine af positive associationer i gang hos de fleste: Sol, sommer, romantik, nostalgi, livsglæde, eventyr. Et sorgløst liv med cigarer og rom og smukke mennesker på hvide sandstrande. Dans og musik i gaderne. Afslappet frisind og livsglæde trods fattigdommens begrænsninger.

Sådan ser de fleste af os Cuba, før vi har været der. Mange får bekræftet deres forestilling om, hvad Cuba er, når de endelig aflægger øen visit, og de rejser hjem med de bedste ferieminder om den caribiske ø.

Andre ser lige igennem forstillelserne, løgnene og fortielserne i det socialistiske land og ser et disfunktionelt samfund, som aldrig beskrives i de gængse guidebøger. For virkeligheden er en ganske anden end den, guidebøgerne beskriver: Cuba er et diktatur, som udøves med den brutalitet, diktaturer nu engang fordrer. Det er der intet romantisk ved.

Overrumplende virkelighed
Ikke desto mindre besøger omkring to millioner turister Cuba hvert eneste år. Det siger i sig selv noget om dette ejendommelige styre, som foragter kapitalismen, at det kun undgår det totale kollaps i kraft af turister fra kapitalistiske lande. Regimet lever så at sige af frugten af kapitalismen.

Et af talløse dollargrin fra 1940'erne og 1950'erne, som stadig kører rundt på Cuba.
Et af talløse dollargrin fra 1940’erne og 1950’erne, som stadig kører rundt på Cuba.

Og turisterne lader sig velvilligt malke for penge af et system, som officielt foragter dem. Kun få af dem synes at bekymre sig om regimets undertrykkelse af frihedsrettighederne.

Det gjorde jeg heller ikke, da jeg første gang kom til Cuba. Jeg vidste selvfølgelig, at Cuba er et diktatur, men jeg havde en forestilling om, at det nok ikke var så diktatorisk, at det gjorde noget. Jeg tror, at rigtigt mange andre har det på samme måde.

Jeg var ganske velforberedt, da jeg kom til Cuba for første gang i januar 2007. Eller rettere: Jeg troede, jeg var velforberedt, idet jeg flittigt havde studeret guidebøger og læst op på landets historie. Men den virkelighed, jeg trådte ind i, da jeg omsider landede i José Martí-lufthavnen, kom helt og aldeles bag på mig.

Cuba er et ferieparadis, ja, men for cubanerne selv er livet ikke en dans på roser.
Cuba er et ferieparadis, ja, men for cubanerne selv er livet ikke en dans på roser.
En boligblok i Cienfuegos. Forfaldet er iøjnefaldende over alt i Cuba.
En boligblok i Cienfuegos. Forfaldet er iøjnefaldende over alt i Cuba.

Falsk billede
Hurtigt gik det op for mig, at det billede af Cuba, som turistindustrien har opbygget gennem årene, er et glansbillede. Alt det pæne er poleret, og det grimme er retoucheret væk.

Jeg væmmedes ved at se socialistiske slagord om frihed, lighed og sammenhold malet på husfacader af statens skiltemalere – og så samtidig se mig og alle andre turister forfordelt. Alle er lige, men nogle er mere lige end andre.

At jeg skulle betale 50-100 gange mere for at besøge museer og forlystelser end cubanerne, stødte min retfærdighedssans, og decideret forulempet følte jeg mig, når jeg ikke kunne gå ét skridt gennem byen – sådan føltes det – uden at en eller anden krævede min opmærksomhed for at liste nogle penge ud af mig.

Livsglæde for penge
Jeg fandt det krænkende og absurd, at jeg ikke uden videre kunne invitere en cubaner på middag, for hun skulle gemme sig for politiet, der mistænkte alle i selskab med turister for at være ludere.

Og jeg var målløs, da det stod mig klart, at cubanerne ikke måtte overnatte på hoteller i deres eget land, og at de som udgangspunkt var uønskede på turistbarer og -restauranter.

Livsglæde så jeg kun, når den var drevet frem af forventning om de dollar, som turister delte ud til oldinge, der som dresserede bjørne dansede uden for barerne på Obispo, og de brogede karikaturer af cubanitaer, der på Plaza de Catedral og byens andre pladser pressede turister til at betale vild overpris for at få taget et souvenir-foto med en ‘ægte’ cubaner ved deres side.

img_7043
Karikeret cubanita på Calle Obispo i Havanna. Disse kvinder, som ligner væsener, der næppe nogensinde har eksisteret på Cuba, tjener tykt på at lade sig fotografere med turister.

Efter en uge havde jeg kun lede til overs for disse mennesker og dette land, hvis fremmeste opgave det syntes at være at suge så mange penge ud af landets gæster som muligt. Gæster, der i øvrigt helst ikke skulle blande sig for meget med cubanerne. De skulle bare malkes og så sparkes ud af landet igen.

Nysgerrigheden vandt
Trods min dybe skuffelse nød jeg min ferie, da jeg vendte turistfælderne ryggen og i stedet prøvede at opleve Cuba bag facaden – med alle de mentale og økonomiske knubs, det så førte med sig. Jeg ville vide mere og vendte tilbage til Cuba de følgende år, og jeg har nu seks gange besøgt Castros eksperimentarium i Caribien.

Jeg har giftet mig med Mercedes, som er cubaner, og jeg har set et andet og dejligere Cuba end det ugæstfrie land, jeg stiftede bekendtskab med på min første tur. Meget har forandret sig til det bedre i de senere år, og jeg har lært at elske Cuba som feriemål. Vejen dertil har været særdeles ujævn, men den har været lærerig. Jeg har set en masse, og det fortæller jeg om på disse sider om Cuba.

Noget af det kan andre måske bruge til at få det bedste ud af deres rejse til Cuba. God fornøjelse.

CUBA: GAVEREGN HAR EN PRIS

Man føler sig let fristet til at overøse cubanerne med gaver og penge, men man risikerer at gøre dem en bjørnetjeneste

For nogen tid siden skrev en dansk kvinde til mig umiddelbart før, hun skulle på ferie på Cuba. Hun var i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at medbringe gaver til de fattige cubanere, og hun bad om mit råd.

Også hun havde hørt historierne om, at cubanerne er helt pjattede med aflagt tøj, små stykker sæbe, kuglepenne, karameller og andre smågaver, som turister deler ud til tilfældigt forbipasserende.

Jeg nåede ikke at svare kvinden, før hun var rejst, men jeg tog mig alligevel tid til at skrive til hende i håb om, at mit brev skulle nå hende derovre og gøre nytte. Det gjorde det ikke, og da hun kom hjem fra ferie sendte hun mig et svar, som jeg kun kunne opfatte som lettere hånligt.

Overflod af gaver
I mit svar til hende havde jeg ikke talt varmt for det gaveræs, mange turister kaster sig ud i, når de besøger Cuba, men kvinden havde givet los og havde øset gaver ud over alle, hun mødte. Så mange gaver havde hun at give, at hun først kom af med de sidste, da hun i lufthavnen ved hjemrejsen overrakte sin rejseguide en goodybag og bad ham distribuere gaverne efter forgodtbefindende.

Ældre kone udklædt som et karrikatur af en cubanita i Habana Vieja. Hendes 'job' består i at lade sig fotografere af turister, hvilket hun opkræver en dollar for enhver, der vil foreviges med en 'ægte' cubaner.
Ældre kone udklædt som en karikatur af en cubanita i Habana Vieja. Hendes ‘job’ består i at lade sig fotografere af turister, hvilket hun opkræver en dollar for af enhver, der vil foreviges med en ‘ægte’ cubaner.

Det hele havde været en stor succes, understregede hun og konstaterede vel dermed, at jeg ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg opfordrer til at fare med lempe.

‘Det er sikkert godt, at jeg ikke fik din advarsel før. Kuglepenne og al den sæbe vi kunne skrabe sammen undervejs, blev afleveret til børn og voksne vi mødte. Alle blev glade! Vi havde kun gode oplevelser!’, skrev kvinden og tilføjede triumferende, at hun og hendes mand havde haft en dejlig tur.

Jeg havde bestemt ingen intention om, at de ikke skulle have en god tur. Tværtimod. Og jeg advarede hende ikke. Jeg rådgav hende ud fra mine personlige oplevelser, som har været både positive og negative, og ud fra nogle overordnede betragtninger om det problematiske i, at cubanerne konstant bliver bestyrket i troen på, at turister er ødsle velhavere, som blot venter på at blive malket for penge.

Dejligt at give
Det er netop, hvad der sker, når turister af deres hjertes godhed – og undertiden sikkert også med tanke på de lækre Facebook-opdateringer, det kan kaste af sig – overøser tilfældige børn og voksne på gaden med gaver og penge.

Hverdag på den evigt travle handelsgade Obispo i Havannas gamle bydel.
Hverdag på den evigt travle handelsgade Obispo i Havannas gamle bydel. Undertiden er det som om, at jagten på penge er det eneste omdrejningspunkt i en cubaners liv.

Det er der talrige turister, der gør, og nogle gange er det som at betragte ænderne i parken blive fodret med daggammelt brød af familie efter familie på en smuk forårsdag: Til sidst tager de uden synderlig begejstring mod, hvad de bliver budt.

Meget af det, folk samler sammen, sælger de. Der er trods alt grænser for, hvor mange kuglepenne, de har brug for, og hvor meget sæbe, de selv skal bruge, så hvis de pludselig står i skudlinjen, når en turistbus stopper, og det vælter ud med gavmilde turister, får de hurtigt fyldt lagrene op.

Og turisterne stiger veltilfredse om bord i bussen igen, når de har næret omsorg for de indfødte. Det er jo dejligt at give en gave. Man kan blive helt beruset af selvtilfredshed, når man benåder et formodet fattigt menneske med en kuglepen eller en flødekaramel. Eller når man giver drikkepenge til overflod i sikker forvisning om, at man har givet modtageren et bedre liv.

Job uden fremtid
For en turist betyder det ingenting at efterlade en dollar til tjeneren på en café eller at lægge en femdollar-seddel på natbordet, når han tjekker ud af hotellet.

Men for Cuba betyder det efter min bedste overbevisning en hel del. På kort sigt er der en tjener og en stuepige, som bliver rigere end før, men på langt sigt risikerer gaveregnen og overdrevne drikkepenge at skævvride samfundet.

Øjebliksbillede fra Havannas havnefront.
Øjebliksbillede fra Havannas havnefront.

Læger, ingeniører, forskere og universitetsprofessorer ser ingen fremtid i deres eget erhverv, når de ved at slæbe kufferter på hotellerne, køre taxi, servere på en café eller slet og ret platte sig frem på gaden kan tjene 10-20-30 gange mere i kraft af turisters velvilje og naivitet.

Ingen steder i Cuba er der så mange penge at score som der, hvor der findes turister. Selv knægten, som strejfer rundt på gaden og viser turister vej til et casa particular eller platter dem for et par kuglepenne eller karameller, han kan sælge, kan tjene mere på en dag, end hans far tjener på en uge i et almindeligt job.

Når turister stikker sådan en knægt en dollar eller fem, giver det for ham ringe mening at stræbe efter en uddannelse, som efter års studier måske blot sikrer ham en løn på 30-40 dollar om måneden. Den gennemsnitlige løn i Cuba var i 2015 på 687 pesos cubanos, hvilket svarer til 28 CUC (convertible pesos, som i daglig tale kaldes dollar).

Scorer kassen
Turistbranchen – den legale eller illegale – virker ofte mere tillokkende. En tjener på en af de populære caféer i Habana Vieja høster drikkepenge i en målestok, som den fattige landarbejder næppe fatter. Typisk arbejder en tjener hver anden dag i 12 timers vagter, og antager man, at der falder tre dollar af i drikkepenge i timen, har han på en måned en ekstraindtægt på over 500 dollar. Et svimlende beløb i et land med en gennemsnitlig månedsløn på 28 dollar.

Man får oftest kun et smil fra en ukendt cubaner, når der er penge i farvandet. Denne bogsælger på Plaza de Armas i Habana Vieja smiler tilsyneladen kun, hvis man køber en af hans varer.
Man får oftest kun et smil fra en ukendt cubaner, når der er penge i farvandet. Denne bogsælger på Plaza de Armas i Habana Vieja var ingen undtagelse.

Kun et fåtal af de turister, tjeneren lever af, kan budgettere med et så stort rådighedsbeløb. Laver man det samme regnestykke for tiggeren på gaden, vil man forstå, at man meget ofte bliver taget ved næsen, når man trykker en mønt i hånden på en øjensynligt sølle stakkel på gaden. Hvis en tigger bare et par gange om dagen lokker en dollar ud af en turist – og det er ingen stor bedrift – har han en månedsløn, der ligger langt over gennemsnittet.

Lider ingen nød
Enhver skal gøre, hvad han har lyst til, men det skader ikke at gøre det på et oplyst grundlag. Der er masser af mennesker i Cuba, der har brug for hjælp, men de fleste af dem, der står længst fremme i køen for at modtage gaver og penge fra turister, er ikke specielt nødlidende.

Flere gange har jeg oplevet, at en tigger har rynket på næsen og vrisset af mig, når jeg har lagt en mønt i hans fremstrakte hånd. Min brøde har været, at jeg forbarmede mig over staklen med en pesos-mønt og ikke et bidrag i den eftertragtede turistvaluta, CUC.

Så er det, man ved, at tiggeriet ikke sker af nød, men er blevet en givtig karriere. Det gør ikke Cuba noget godt. Og turisterne gør heller ikke noget godt for sig selv. De får blot sværere og sværere ved at opleve det ægte Cuba, når de konstant jagtes af lykkeriddere, som kun vokser i antal for hver dag ansporet af de gode, lette penge, der er at tjene.

CUBA: EN SOLID PROPAGANDASEJR

Cubas sundhedsvæsen er vidt berømmet og fremhæves af Castro-regimet som en af revolutionens største triumfer. De faktiske forhold giver imidlertid intet at juble over

Man skal ikke tale ret længe med en cubaner om Cubas samfundsstruktur, før landets sundhedsvæsen bliver fremhævet som en lysende triumf i det kaotisk forfaldne land. Fidel Castro bandt befolkningen på mund og hånd, men han gjorde også meget godt, lyder det. Og sundhedsvæsnet er altså en af El Comandantes største sejre, forstår man.

Rigtigt er det, at cubanerne har fri adgang til lægehjælp, og at de gør rigeligt brug af den. Gratis lægehjælp er ubestridt en landvinding af dimensioner i en så fattig del af verden.

Man må dog konstatere, at regimet dygtigt har udnyttet den store satsning på sundhedsområdet i propagandaen og i vide kredse i den vestlige verden har skabt en forestilling om, at den cubanske socialisme er en succes.

Nyttige idioter
Udenlandske læger og sygeplejersker kommer jævnligt på besøg, og de får den store guidede tur gennem det ypperste, sundhedsvæsnet kan byde på – blandt andet det veludstyrede, velholdte Hospital Hermanos Ameijeiras, som ligger i Centro Habana og som fortrinsvis benyttes af den politiske og kulturelle elite i Cuba.

Nogle af regimets gæster – de mest naive af dem – vender hjem og beretter begejstret og ukritisk om systemets fortræffeligheder.

hospital-ivan-portuondo_sala-hospitalizacion-2
Typisk cubansk hospitalsstue. Bemærk det private sengelinned og den medbragte proviant. (Foto lånt fra bloggen Medicina Cubana).

Dagbladet Politiken har ved flere lejligheder bragt læserbreve og kronikker af dansk sundhedspersonale, som er faldet i svime over det fattige lands formåen. Disse nyttige idioter har naturligvis kun set, hvad Castro-regimet har ønsket, de skulle se, og er så rejst hjem i forvisning om, at det socialistiske regime har sikret det arbejdende folk forhold ikke ulig dem, den vestlige verden kan tilbyde høj som lav.

Krydser fingre
Cuba ligger fint i sundhedsstatistikkerne med lav børnedødelighed og høj levealder, og det bør selvfølgelig fremhæves. Men de faktiske forhold på hospitaler og lægeklinikker er mindre prangende, for naturligvis er sundhedsvæsnet i et fattigt, udpint land som Cuba lysår fra vestlig standard.

Det siges, at cubanerne krydser fingre, når de træder indenfor på et hospital i Cuba. De ved, de har brug for held og lykke. Folk kommer slæbende med spande, klude til rengøring, sengetøj, ventilatorer og endog fjernsyn, skriver bloggeren Iván García i blogposten ‘Cuba Needs More Doctors and Better Hospitals’. Han fortæller, at velstillede familier hver dag bringer frokost og middag til indlagte pårørende, og at de undertiden også forsyner sundhedspersonalet med mad.

ivan-docs-post-bb-620x330
De sanitære forhold på de fleste hospitaler lader meget tilbage at ønske. Dette foto, som jeg har lånt fra bloggen translatingcuba.com, er taget på Calixto Garcia-hospitalet i Havanna.

Jeg har besøgt flere hospitaler og lægeklinikker i Havanna. Det værste, jeg har set, er det store Calixto Garcia-hospital i bydelen Vedado. Da jeg ankom med min kone for at besøge et indlagt familiemedlem, stod to portører lidt væk fra indgangen under åben himmel og spulede bårer rene for blod og menneskeligt søle. Indenfor var der i forhallen så beskidt, at snavset formentlig kun kunne fjernes med en spartel.

Pårørende gør rent
Overalt var der mennesker. Syge og pårørende i uorganiseret sammenblanding. Tydeligt dødssyge patienter stavrede rundt på gangene, mens børn løb rundt og legede. Sygeplejersker og læger styrtede rundt – nogle med operationsmasker og forklæder plettet af patienters kropsvæsker.

Da vi omsider fandt den afdeling, hvor min kones onkel – i øvrigt selv en dygtig kirurg – var indlagt, blev jeg ved indgangen nær ramt af en stråle medicin, da en sygeplejerske netop i det øjeblik klargjorde en injektionssprøjte.

hospital_calixto_garcia__la_habana__cuba__sala_toralba__15_
Billedteksten til dette foto, som jeg har lånt fra bloggen Medicina Cubana, lyder: ‘Lokalet Torralbas (kirurgi) på Hospital Calixto Garcia’.

Afdelingen var en aflang hal, hvor halvmure skabte nogle båse, som gjorde det ud for stuer. Alt holdt i en mintgrøn farve, men malingen var skallet af og de afrundede mure var på overfladen grålige og blanke af fingerfedt efter mange års slid og ringe vedligeholdelse.

Selv om pårørende ofte gør båsen ren, før deres kære indlægges, var afdelingen rent ud sagt møgbelortet. Nogle vægge var beklædt med fliser, hvor skidtet sad særligt godt fast i fugerillerne. Alle patienter lå i deres senge i civilt tøj. Nogle øjensynligt nyopererede, mens andre så ud til at ligge for døden.

Oftest kun i kraft af pårørende fik patienterne noget at spise, forstod jeg. Intet privatliv. Ingen diskretion. Ringe omsorg. Blot en led stank og en konstant støj fra de mange mennesker. Et kvægtorv, hvor kreaturerne var stuvet sammen og ventede på igen at komme på græs. Eller det lurende alternativ.

Kæderyger på gangene
Iván García fortæller i sin blogpost fra april 2015 om en patient, han mødte på Calixto García-hospitalet. Ubaldo, hedder han. García mødte ham, da Ubaldo sad og kæderøg på en hospitalsgang, mens han ventede på, at en sygeplejerske kunne skifte hans stomipose fyldt med afføring efter en hasteoperation.
Svineriet og situationen til trods slog Ubaldo fast over for Iván García, at Calixto García-hospitalet er et af de bedste hospitaler i Havanna.

‘Af de hospitaler, som er for folket, er kun Hospital Hermanos Ameijeiras bedre. Det er sandt, at mange af værelserne i Calixto García er forsømte. Men da det er en undervisningsinstitution, er kvaliteten blandt lægerne høj. Jeg bor i Manzanillo og sammenlignet med et hospital dér eller i en anden østlig provins, er Calixto et fem-stjernet hotel,’ fortalte Ubaldo.

Jeg har også besøgt en fødeklinik, hvor nybagte og vordende mødre lå på rad og række i en hal uden nogen adskillelse eller privatliv. En babyfabrik. I en ende højrøstede pårørende, som fejrede en nyfødt, og i en anden bekymrede familiemedlemmer, som ventede på forløsningen. Også her kun forplejning på familiernes nåde. Beskidt, indelukket, overfyldt.

sundhedapotek
Apotek i Pinar del Rio. Som på de fleste apoteker i Cuba er der fortrinsvis naturmedicin på hylderne – om noget overhovedet. Der er i Cuba udbredt vareknaphed, når det gælder medicin.

Eksport af læger
Jeg har været på lokale lægeklinikker, hvor syge, gangbesværede ældre måtte trække et nummer i en nærmest uendelig kø. Selv aftalte konsultationer foregik på den måde: ‘Mød op på tirsdag og bliv tilset, når lægen har tid’. Et bare nogenlunde velfungerende sundhedsvæsen kunne vel nok finde ud af at give svage patienter en fast mødetid, så de slap for pinefuld, timelang venten?

Måske er det læger, der mangler? Cuba uddanner tusindvis og atter tusindvis af læger hvert år, men en meget stor del af dem bliver sendt til andre lande i Latinamerika og den tredje verden. Det sikrer lægen en langt bedre hyre end i Cuba, så han i løbet af sin udstationering kan spare et pænt beløb op og sikre sig et godt liv, når han vender tilbage til Cuba – hvis han altså ikke vælger at blive i den frie verden.

Samtidig sikrer den cubanske stat sig enorme indtægter i ‘leje’ og dertil vigtige point i kampen for at opretholde illusionen om det socialistiske Cuba som en enestående succes i den latinamerikanske verden.

Enorme indtægter
Bloomberg.com skrev i marts 2014, at den cubanske regering det år forudså indtægter på 8,2 milliarder dollar – 56 milliarder kroner – fra andre lande som betaling for læger og sygeplejersker. Det er cirka 12,5 procent af det cubanske bruttonationalprodukt, så uddannelse af lægepersonale og efterfølgende udlejning er højt prioriteret.

Det samme er den humanitære indsats over for andre landes borgere. Cuba var det første land, der tilbød og ydede hjælp, da et jordskælv med frygtelige følger ramte nabolandet Haiti i 2010, og det fattige land har bygget hospitaler i for eksempel Bolivia og Argentina.

img_6555
Apoteket ‘Drogueria Johnson’ på Obispo-gaden i Havannas gamle bydel. Apoteket er flot, men de gamle, smukke medicinkrukker af porcelæn er tomme. Bleer, tandbørster, toiletpapir og naturmedicin er blandt de varer, apoteket har på hylderne.

Tusinder af fattige udlændinge er som led i ‘Operación Milagros’ (Operation Mirakel) blevet inviteret til øen for gratis at blive opereret for grå stær og andre øjensygdomme. Talrige af landets hoteller er med kort varsel på skift blevet midlertidigt lukket og omdannet til øjenklinikker, så fattige latinamerikanere kunne få hjælp og efterfølgende komme sig og slappe af på hotellet. Dette skete også i de år, da det var forbudt for Cubas egne borgere at overnatte på landets hoteller.

Sælger helbredsferier
Mens Operación Milagros er humanitær hjælp i propagandaøjemed, forsøger regimet at score ussel mammon på et relativt nyt fænomen i Cuba, nemlig ‘helbredsferier’, hvor rige udlændinge køber sig til behandling på professionelt udstyrede klinikker og kombinerer en operation med rekreation i det tropiske ferieparadis.

Det sker, som det lyder på det statslige autenticacuba.com, når ‘Cubas veluddannede og erfarne lægestab arbejder på at levere den bedste sundhedspleje og behandling til enhver international patient, idet de giver dem og deres familier ro i sjælen, når helbredet virkelig betyder noget’.

Velfærdsydelser til landets egne borgere kommer tydeligvis et godt stykke længere nede på regimets prioriteringsliste.

CUBA: NYE VINDE BLÆSER

Efter mere end et halvt århundredes indædt fjendskab er USA og Cuba kommet til fornuft og nærmer sig nu hinanden

Onsdag 17. december 2014 blev en mærkedag for cubanere over hele kloden: Den dag blæste pludselig nye vinde over deres fædreland, da Raúl Castro og Barack Obama samtidig tonede frem på tv i hver deres land for at bekendtgøre, at der var taget skridt til at normalisere forholdet mellem Cuba og USA efter mere end et halvt århundredes indædt fjendskab.

Viden om blev det fejret, at USA omsider viser vilje til at ophæve den flere generationer lange handelsblokade af Cuba. Det ses som et løfte om, at hjulene over tid vil begynde at rulle hurtigere og skabe velstand til alle på den caribiske ø.

Ignoreret blev det af de fleste, at der er meget langt fra ord til handling. Præsident Obama fik ved midtvejsvalget i november 2014 sin politiske handlefrihed stærkt indskrænket, idet begge kamre i kongressen derpå kontrolleredes af republikanerne. Da Obama tog skridt til en forbrødring med Cuba, erklærede oppositionen sig straks uvillig til at slække på det jerngreb, USA har holdt Cuba i siden 1960.

img_6720
Fra Malecón i Havanna er der udsigt over Florida-strædet, som adskiller Cuba og USA.

Stærk kritik
Mange har svært ved at se, hvad USA kan få ud af at give Castro-regimet i Cuba ny energi ved at ophæve blokaden. Den republikanske senator Marco Rubio, som er søn af cubanske immigranter, hævdede umiddelbart efter det opsigtsvækkende tøbrud, at Obamas løfte om at hæve blokaden hviler på en illusion om, at øget handel og større vareudbud vil resultere i øget politisk frihed.

For Castro kan ophævelsen af blokaden vise sig at være et tveægget sværd. Øget handel vil givetvis forbedre vækstmulighederne og på sigt hæve levestandarden, men spørgsmålet er, om det kommer til at gå hurtigt nok, og om Castro kan fastholde grebet om landet, når forandringens vinde blæser.

Man må håbe, at landet bliver reformeret i en glidende bevægelse, så cubanerne selv kan følge med og stadig selv kan holde udviklingen under kontrol. Lykkes det, kan Cuba måske i løbet af nogle år løfte sig ud af armodet og forhåbentlig flytte sig skridt for skridt i retning af et vestligt demokrati.

De gamle palæer i Havanna er overfyldte af beboere og er for manges vedkommende totalt nedslidte.
De gamle palæer i Havanna er overfyldte af beboere og er for manges vedkommende totalt nedslidte. Mange af de gamle, enorme herskabsboliger er delt op og huser flere generationer i samme familie.
Typisk dagligstue i Cuba. Tv'et byder trods blokade på mange amerikanske film og serier. Her er det en koncertoptagelse med Buddy Holly, der løber over skærmen.
Typisk dagligstue i Cuba. Tv’et byder trods blokade på mange amerikanske film og serier. Her er det en koncertoptagelse med Buddy Holly, der løber over skærmen.

Lykkes det ikke, er der grund til at frygte ragnarok. Jeg er bestemt ingen tilhænger af Castro-styret, men slipper det grebet for hurtigt, vil landet om føje år kunne sammenlignes med Jamaica og Haiti, hvor turister ikke kan færdes uden livvagter og må opholde sig i reservater bag høje hegn.

Ambassader åbnet
Tøbruddet mellem de tidligere ærkefjender begyndte i 2013 og førte i første omgang til, at USA og Cuba genetablerede diplomatiske forbindelser. USA’s repræsentation i Havanna er forvandlet til en egentlig ambassade, og Cuba har åbnet en ambassade i Washington.

Første konkrete tegn på, at der blæser nye vinde, var, at USA strøg Cuba fra listen over regimer, der støtter terrorisme, og løslod de sidste tre af ‘Los cinco héroes’. De cubanske nationalhelte blev fængslet for spionage mod USA i 1998.
Til gengæld løslod Cuba den spiondømte cubaner Rolando Sarraff Trujillo, som havde siddet fængslet i 20 år for sit arbejde til fordel for USA. Yderligere 53 fanger, som USA betegnede som politiske fanger, blev løsladt fra cubanske fængsler.

Cuba løslød endvidere den amerikanske embedsmand Alan Gross, som i fem år havde siddet fængslet i Cuba for forsøg på at indsmugle satellit-telefoner og computerudstyr. Han blev officielt ikke fangeudvekslet, men blev løsladt af humanitære årsager. Timingen afslører dog, at det reelt var en del af den pris, Cuba måtte betale for at få USA til at løsne grebet.

Ny strategi
Obama angav som motiv for tilnærmelsen, at forsøget på at tvinge Castros regime i knæ ved hjælp af embargoen ikke havde båret frugt gennem mere end fem årtier, og at det var tid for en ny strategi i kampen for at sikre de 11 millioner cubanere bedre levevilkår og politisk frihed.

Udsigt fra en tagterrasse i Trinidad de Cuba.
Udsigt fra en tagterrasse i Trinidad de Cuba.

Obamas politiske modstandere ser imidlertid alene en gennemgribende reformering af Cuba – herunder fjernelse af Castro-brødrene – som løsning på den lange konflikt.

Senator Rubio, som i 2016 forgæves forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat, har forsikret, at republikanerne  vil gøre alt for at forhindre, at embargoen bliver ophævet.

img_7478
Olding i Trinidad sælger fotos af sig selv med sit trætte æsel.

Politisk er der langt til en normalisering af forholdet til Cuba, men forandringer har kunnet gennemføres i mindre målestok. Rejserestriktioner for amerikanske statsborgere er blevet lempet, og det samme er begrænsninger på import af for eksempel rom og cigarer.

Mere internet
Begrænsninger for brug af kreditkort udstedt i USA er fjernet i Cuba, og Castro har lovet at forbedre den almindelige cubaners adgang til Internet. Indtil nu har adgangen været censureret og kun tilgængelig på visse

img_7005
Kig fra den sydlige del af Habana Vieja ind mod centrum. Tårnet sidder på Barcardi-bygningen.

arbejdspladser samt på få offentlige netsteder, som flertallet af cubanere ikke har råd til at frekventere.

Håbet om velstand har fået ny næring i Cuba, og det bliver spændende at følge udviklingen. I over 50 år har Castro-brødrene haft blokaden som undskyldning for alt og har kunnet fastholde USA som det store fjendebillede. Når blokaden er væk, og USA ikke længere er den evige aggressor, skal det cubanske regime selv stå til ansvar for de livsbetingelser, folket bliver budt.

Forventningerne – især i den cubanske ungdom – til en fremtid uden blokaden er tårnhøje, og det bliver noget nær en umulig opgave for Castro-regimet at indfri dem.

Ved skæbnens ironi kan blokaden, der skulle vælte Castro, først medføre den ønskede virkning, når den er fuldt ophævet.

CUBA: FORVRÆNGET VIRKELIGHED

Hverdagslivet i Cuba river grimme flænger i det glansbillede af et ferieparadis, man ser i rejsebureauernes glittede magasiner

De er fattige, men de er lykkelige og livsglade. Allerede før, man er landet på øen, sidder denne karakteristik af cubanerne fast i bevidstheden, for rejsebureauerne banker den ind i hovedet på os og gør det med flotte, glittede kataloger, der romantiserer forfaldet og fattigdommen.

Grundlæggende er cubanerne ganske rigtigt udstyret med lyse sind. Det konstaterer jeg hver gang, jeg med min kone besøger familie og venner på øen. Men sandheden er også, at der i Cuba ikke er mangel på bitre, misundelige mennesker, som kun har øje for deres egen dagligdag og deres egne behov. Det får jeg bekræftet hver gang, jeg bevæger mig ud i det cubanske hverdagsliv.

'Studiet, arbejdet, riflen' står der på logoet for UFC - unionen af unge kommunister. Forbillederne er Juan-Antonio Mella, Camilo Cienfuegos og Che Guevara. De gamle slagord har i dag ringe effekt på mange unge, som skamløst jagter ussel mammon på turiststrøgene og turistresorterne.
‘Studie, arbejde, riffel’ står der på logoet for UJC – unionen af unge kommunister. Forbillederne er Julio Antonio Mella, Camilo Cienfuegos og Che Guevara (se ‘Statslig heltedyrkelse‘). De gamle slagord har i dag ringe effekt på mange unge, som hellere end at studere, arbejde og gøre militærtjeneste jagter ussel mammon på turiststrøgene og turistresorterne.

Seks gange har jeg besøgt Cuba. Jeg har mødt hundredvis af mennesker og har rejst vidt omkring på den smukke ø. I de fem måneder, jeg sammenlagt har tilbragt i Cuba, har jeg kun mødt ganske få fremmede, der spurgte til mit liv, mit job, mit land uden at afslutte samtalen med på en eller anden facon at bede om penge.

Ser skævt til en
Jeg husker kun et par stykker, der har hjulpet mig med et eller andet uden bagefter at række hånden frem. Og jeg mindes faktisk ingen ubekendte, der har smilet til mig på gaden uden, at det var et forsøg på at indlede en handel eller på anden måde liste et par dollar ud af mig.

Derimod er jeg blevet mødt overalt af skulende, bitre mænd, hvoraf nogle med slet skjult foragt har hvisket et eller andet tydeligvis nedsættende, når jeg har passeret dem.
Og min kone har fået spydige kommentarer af sine cubanske medsøstre, når de har passeret os på gaden og ikke har kunnet undertrykke deres misundelse over det gode liv, hun lever.

En gang i Pinar del Rio spyttede en flok dagdrivere på gaden på vores lejebil og slyngede eder og forbandelser mod mig, fordi jeg nægtede at betale den sum, de krævede for at have vasket ruderne på bilen. Jeg havde ikke bestilt det i øvrigt dårligt udførte arbejde, så jeg så ingen grund til at betale.

Plaza Vieja i Havanna. Så sent som 2009 blev det sidste palæ på pladsen renoveret ved hjælp af udenlandske sponsorer. Beboerne blev flyttet ud af byen, og ind flyttede virksomheder og offentlige kontorer.
Plaza Vieja i Havanna. Så sent som 2009 blev det sidste palæ på pladsen renoveret ved hjælp af udenlandske sponsorer. Beboerne blev flyttet ud af byen, og ind flyttede virksomheder og offentlige kontorer.

Tænker på sig selv
Men hør, hvad så med alle de glade mennesker, man ser i rejsebrochurerne og hører om, hver gang snakken falder på Cuba? Hvad med de altid smilende, evigt smukke, ivrigt dansende cubanere, som Cuba-rejsende kan fortælle om, når de er kommet hjem?

Mit svar er: Ja, de smiler – for de ved jo, at vi giver dem en dollar, når de smiler! Og ja, de danser – for vi giver dem en dollar, når de danser!

Ja, de cubanere, man møder på hotellerne, på ferieresorterne og ved turistattraktionerne, synes at være glade og lykkelige, og de synger og spiller, og de klæder sig ud som karikaturer af sig selv og pulser på enorme, falske cigarer, og de er festlige og farverige.

Ja. Det er det, de lever af.

For den gennemsnitlige cubaner er der derimod ikke meget at smile ad i hverdagen. Livet er hårdt, for pengene er små, og der er jævnligt varemangel i pesos-butikkerne. Der er for en meget stor del af cubanere endog meget langt mellem fornøjelserne og de glade oplevelser.

Sig selv nærmest
Desværre har det resulteret i en udpræget egoisme i landet, der officielt hylder sammenhold, enhed, frivilligt arbejde og broderskab. Og det har resulteret i en bitterhed og vrede, som mange helt uforståeligt retter mod turister – som entydigt er dem, der holder hjulene i gang – snarere end mod magthaverne, som i et halvt århundrede har begrænset den personlige frihed til at skabe velstand og vækst.

Udsigt over Havannas havn. I det fjerne skimtes beboelsesejendomme af østeuropæisk snit. 'Plattenbau' kaldte man den slags i DDR, og kvaliteten er ikke højere i Cuba.
Udsigt over Havannas havn. I det fjerne skimtes beboelsesejendomme af østeuropæisk snit. ‘Plattenbau’ kaldte man den slags i DDR. Kvaliteten er ikke højere i Cuba.

Enhver synes at være sig selv nærmest. Det konstaterer turister ofte, når de benytter privat overnatning, for en aftale er kun en aftale, når det kan betale sig for cubaneren.

Vi boede i tre omgange over flere år hos Señora Maria på Malecon i Havanna og fik et rigtigt fint forhold til hende. Det var næsten som familie, så da vi i 2014 skulle tilbringe endnu måned i Cuba, bestilte vi selvfølgelig på forhånd et værelse hos hende.

Vi havde vores lille datter med til Cuba for første gang, så det var trygt at vide, at vi havde plads i et godt, velkendt casa particular. Vi fik mail-kvittering på reservationen, og min kone talte flere gange med Maria i telefonen for at bekræfte aftalen.

Går efter pengene
Alligevel havde hun booket værelset ud til anden side, da vi som planlagt ved 22-tiden efter 18 timers rejse med en meget træt baby endelig nåede frem. Det er typisk for cubanere: De vil hellere have én dollar i hånden her og nu end løfte om 10 dollar om lidt. Derfor kan det være svært at stole på, at de reservationer, man har foretaget, faktisk er noget værd.

Jeg har prøvet noget tilsvarende i Trinidad engang. Jeg havde fra Havanna booket et værelse i Trinidas centrum, men da jeg nåede frem, var der dukket en anden lejer op, som udlejer formentlig kunne bøffe for ekstra fem dollar. Jeg blev så i stedet spist af med et ydmygt kammer så langt fra bymidten, at det ganske enkelt ødelagde fornøjelsen ved mit ophold i byen.

Ringer man efter en taxi, er det samme problem: Uanset, hvor mange løfter, der bliver givet af telefondamen, kommer taxien oftest kun, hvis der ikke er nogen på vejen, der prajer den.

Byliv i Havannas gamle bydel. Bygningen til venstre huser folkeskolen 'Fabricio Ojeda', som er opkaldt efter en venuzuelansk filosof, som var venligt stemt over for den cubanske revolution.
Byliv i Havannas gamle bydel. Bygningen til venstre huser folkeskolen ‘Fabricio Ojeda’, som er opkaldt efter en venuzuelansk filosof, som var venligt stemt over for den cubanske revolution.

Slår en klo i turister
Cubanerne går tilsyneladende målrettet efter pengene i alt, hvad de foretager sig. På gaden lyder en klassisk åbningsreplik: ‘Hello, my friend! Where are you from?’ Svaret på spørgsmålet er fuldstændigt ligegyldigt.

Der er ingen – absolut ingen – der er interesseret i, hvor man kommer fra. Man kan sige Antarktis, Pakistan eller Danmark. Det spiller ingen rolle, for målet med henvendelsen er udelukkende at slå en klo i den omvandrende kontantautomat, så de kan bede om penge eller foreslå en handel af en eller anden art.

En gæst i det socialistiske land må snart erkende, at stort set alt drejer sig om penge. Ofte står man efter en dags sightseeing tilbage med det indtryk, at enhver i dette land er blindt optaget af at liste endnu en dollar op af lommen på endnu en turist.

Det er naturligvis en forvrænget virkelighed, men det er det også, når rejsebureauerne trykker farverige brochurer på lækkert, glittet papir og fremstiller Cuba som et paradis og cubanerne som lalleglade salsa-dansere, der trods armod og dunkle fremtidsudsigter lever sorgløse liv med rom og cigarer, gamle dollargrin, musik og dans.

Et sted imellem ligger sandheden, og vil man lære Cuba at kende, skal man også kende den.

CUBA: FRI JAGT PÅ TURISTER

Raúl Castro forsøger at reformere sit land, men det går så langsomt, at ungdommen synes at have mistet tålmodigheden

Går man en formiddagstur på Havannas travleste handelsstrøg, Obispo, kan man undre sig over, at der er så mange mennesker på gaden. Især unge mennesker er der en sand vrimmel af. Hvorfor er de ikke på arbejde? Hvorfor er de ikke i skole? På universitetet?

Svaret er lige så indlysende, som det er sørgeligt: Det kan ikke betale sig! Selv højtuddannede cubanere i gode stillinger tjener væsentligt mindre, end en driftig gut uden uddannelse kan tjene på gaden ved at platte turister for hård valuta.

Evig jagt på penge
Det har fået mange til at søge de nemme penge på gaden. Resultatet er en sand menneskejagt på pengestærke turister, som undertiden nærmest må løbe spidsrod mellem de talløse sælgere, der forsøger at kapre kunder.

Den cubanske servicesektor er gigantisk, og den må forventes at blive endnu større i fremtiden, for i Cuba synes drømmen om velstand alene at være forbundet med servicering af turister, som der bare kommer flere og flere af.

Et af de seneste tiltag er massage, som tilbydes overalt – og som for langt hovedparten må formodes at være samme slags massage, som tilbydes på de bageste sider i Ekstra Bladet.

img_8014red
Gadesælger på handelsgaden Obispo. Hun tiltrækker sig opmærksomhed ved at spille på claves.

Vælger den lette løsning
En prostitueret kan tjene en gennemsnitlig årsløn på en uge ved at servicere turister. En uautoriseret gadesælger har en fortjeneste, der svarer til en almindelig arbejders månedsløn, hvis han sælger bare én æske cigarer. Og en tigger, der lokker en dollar ud af en turist, har tjent, hvad en landarbejder kan knokle sig til på to-tre dage. I det lys kan det være svært at overbevise de unge mennesker om, at det giver mening at slide sig gennem uddannelsessystemet med udsigt til at kunne tjene en kun beskeden løn efterfølgende.

img_8045
Gadesælger tilbyder hjemmelavet slik i Habana Vieja. Snart er det formentlig slik fra internationale giganter som Nestlé og Mars, hun sælger.

I gennemsnit tjener en cubaner 28 CUC – cirka 190 kroner – om måneden. De, der trækker gennemsnittet op, sidder i gode offentlige stillinger og tjener 40-50 CUC.

I den private sektor er der efter cubansk standard særdeles vellønnede job at finde som stuepiger i de talløse ‘casas particulares’, som turister står i kø for at leje. Et sted, hvor vi boede i nogle uger, tjente stuepigen hele 80 CUC om måneden. Hun var i øvrigt alligevel temmelig utilfreds med alting, husker jeg.

Nogle få i landet kan tjene flere hundrede CUC om måneden. Det kunne for eksempel være en betroet medarbejder i FN eller en af de store statslige virksomheder.

Det kræver uddannelse og flere års erhvervserfaring at hæve sig over gennemsnittet, og den pris er der mange, der ikke vil betale. Mange unge cubanere, som gennem Raúl Castros reformpolitik er blevet stillet en økonomisk bedre fremtid i sigte, vil ikke vente på den tøvende forvandling af samfundet fra planøkonomisk utopi til markedsorienteret virkelighed.

De vil her og nu have del i den velstand og den frihed, de hele deres liv kun har været tilskuere til, når de overalt har kunnet se turister ødsle penge bort. Den hurtige adgang til penge ligger i turistbranchen.

Aggressiv tone
For blot et par år foregik kontakten med gadesælgerne forholdsvis diskret og afdæmpet, men den voldsomt forstærkede konkurrence har nu skabt en til tider aggressiv og oftest meget direkte tone. For eksempel er jeg aldrig tidligere i Cuba blevet anråbt på gaden af unge kvinder, som uden blusel og i alles påhør har afkrævet mig svar på, om jeg kan lide ‘fucky-fucky’. Det skete gentagne gange, da jeg i januar-februar 2014 senest besøgte landet.

masketluder
Prostitueret trækker åbenlyst på den travle handelsgade Obispo i Havanna. Det havde været utænkeligt for blot få år siden, da prostitutionen foregik langt mere diskret.

Luderne står i øvrigt nu helt åbenlyst og trækker på gaden, hvilket for blot få år siden var utænkeligt, idet politiet nidkært kontrollerede cubanitaer, der mængede sig med turister og derfor kunne mistænkes for at være prostituerede. Jeg antager, at luderne nu om dage har skaffet sig fred for politiet ved hjælp af bestikkelse.

Truende adfærd
Også cigarsælgerne og taxichaufførerne har anlagt en langt mere aggressiv stil i takt med den markant forstærkede konkurrence. Nogle af gadens plattenslagere – de såkaldte jineteros – skærer gerne ind foran en, når man går på gaden: ‘Hvad laver du her? Hvad leder du efter? Hvad vil du?’

For disse mennesker er det komplet ubegribeligt, at nogen skulle finde på bare at gå en tur for at studere byen og hverdagslivet. I deres verden er en turist en forbruger, og en forbruger har penge, som han bare venter på at få brændt af på fornøjelser.

Forvrænget billede
Aldrig tidligere er jeg blevet overdænget med så mange tilbud om cigarer, kvinder, måltider og taxiture, som jeg blev det på denne rejse. Og aldrig tidligere har jeg fornemmet en så fjendsk indstilling fra plattenslagerne, når de forstod, at jeg ikke var til at handle med.

img_6898
På den brede promenade Prado mit i Havannas centrum kan en turist ikke gå mange meter uden at blive antastet af en eller anden, der vil sælge en vare eller serviceydelse.

Det er ubehageligt, men det mest ulykkelige er, at man som turist let får den tanke, at folk på de travle handelsgader er repræsentative for den cubanske befolkning. Det er de ikke. De ordentlige, retsskafne cubanere hænger netop ikke på gadehjørnerne i dagtimerne.

Da er de travlt optagede af skole og arbejde, og står man tidligt op og sætter sig på en bænk i Habana Vieja på en hverdag, vil man se en vrimmel af folk på vej til kontorer og læreanstalter. De fleste af dem har ingen kontakt med turister overhovedet.

Det er de andre, vi som turister møder hver dag, og det er dem, der giver os et førstehåndsindtryk af Cuba og cubanerne. Desværre.

CUBA: TAG DEN LILLE MED

I et land uden vestlig bekvemmelighed er det en udfordring at rejse med småbørn, men er man forberedt, er det ingen sag

Mens man i Danmark finder puslepladser overalt og sine steder tilmed får udleveret både bleer, vådservietter og babymad, hvis man er i bekneb, er det noget ganske andet at rejse med små børn i Cuba.

Faciliteter til småbørn finder man ingen steder – ud over måske på deciderede ferieresorter og enkelte hoteller i de større byer – så man skal være godt forberedt, når man har en lille med.

Det vigtigste overhovedet er en letvægtsklapvogn, hvor ryglænet kan lægges ned til tæt på vandret position. Det sikrer både mulighed for en middagslur, når man er på farten, og mulighed for bleskift næsten overalt.

En klapvogn er uundværlig, når man rejser med små børn.
En klapvogn er uundværlig, når man rejser med små børn. Vælg en vogn med store hjul. Det gør det lettere at køre på de toppede brosten.

Mobilt puslebord
Vi var i Cuba i en måned i januar-februar 2014, da vores Anna var lidt over et år, og ganske som vi havde forudset, stødte vi ikke én eneste gang på et puslebord. Vi havde droppet den traditionelle pusletaske og havde blot medbragt et vandtæt underlag, vi kunne lægge under den lille i klapvognen, når hun skulle skiftes.Det fungerede upåklageligt. Vi kørte vognen ind på toilettet eller blot lidt afsides og kunne så i ly af kalechen skifte den lille i al diskretion.

Køb en klapvogn i god kvalitet, så den kan holde til at blive moslet hen over brosten og køre på hullede fortove – og samtidig være overlæsset med alt det habengut, man som familie slæber rundt på.

Vælg en vogn med så store hjul som muligt, så den er lettere at skubbe på brosten. Den skal også kunne klappes så meget sammen, at flyselskabet ikke opkræver betaling for bagage i overstørrelse.

Mercedes og Anna. Min kone og vores datter.
Mercedes og Anna. Min kone og vores datter.

Tag alt med hjemmefra
Engangsbleer er en luksusvare i Cuba. De kan være overordentligt dyre og er oftest ikke særligt gode – og så er der ingen garanti for, at de overhovedet er til at få. Vi tog med fra Danmark, hvad vi forventede at skulle bruge på ferien, og det vil jeg anbefale andre også at gøre.

Vådservietter havde vi også med fra Danmark. De er tunge, så man kan ikke tage med til længere tid, så vi supplerede med skumgummivaskeklude, som vi kunne vride op i kogt vand eller kildevand på flaske. Husk også en rulle plasticposer til den brugte ble og vaskekludene.

Desinfektionsservietter er nyttige til håndvask til sidst. Brug dem ikke til intimvask. Prøv én gang på dig selv, og du ved, hvorfor de ikke skal bruges dernede.

img_7984
Supermarkedet ‘3ra y 70’ i Havanna byder på god mulighed for at finde både pulvermælk og engangsbleer. Supermarkedet ligger i bydelen Miramar på hjørnet af avenuerne 3 og 70. Den hæslige bygning i baggrunden er den russiske ambassade.

Mælk i pulver
Vi tog også pulvermælk med fra Danmark til en måneds forbrug. Kun ganske få steder er jeg i Cuba stødt på mælk i flydende form, og det har så været noget langtidsholdbart stads, der ikke skal stå på køl.

I Cuba leveres mælk oftest i pulverform, som man blander op i kogt vand eller kildevand på flaske. Det pulvermælk, man måske kan købe i Cuba, er ofte mærkevarer som Nestlé, så kvaliteten fejler intet. Det springende punkt er ‘måske’, for der er ingen garanti for, at der er pulvermælk på hylderne, når man skal bruge det. Vandet i Cuba skal koges, før man drikker det, og selv med den forholdsregel er jeg tilbageholdende. Jeg foretrækker at bruge kildevand til alt bortset fra badet.

Fold sengen ud
Myg er en pestilens, og de er særligt irriterende om natten. Jeg vågner i Cuba ofte op om morgenen med 8-10 myggestik rundt omkring på kroppen. Det er til at leve med, men for en etårig er det ikke sjovt. Myggespray må ikke bruges på børn, så løsningen for os var en rejseseng af mærket Deryan med luftmadras og myggenet.

anna-seng
Anna i sin smarte popup-seng, som hun sov trygt og godt i hver nat uden at blive stukket af myg som visse andre.

Sengen slås op som et popup-telt og vejer kun et par kilogram. Den sparede os for mange bekymringer. Sengen kan købes på hjemmesiden babyshower.dk og koster omkring 500 kroner.

Pas på i bilen
Autostole er et særsyn i Cuba, og langt de fleste børn sidder bare på en forælders skød under kørslen. Det gælder også i taxier, som man som turist vil køre mange kilometer i med mindre, man har lejet en bil under hele sit ophold. Nogle biludlejere tilbyder leje af autostol.

Flybilletten til småbørn inkluderer almindeligvis retten til at medbringe en klapvogn, og nogle tillader i stedet en autostol. Man har altså mulighed for at medbringe en stol hjemmefra, og gør man det, kan man købe en klapvogn i Cuba. I Havanna findes flere børnetøjsbutikker, hvor de også har klapvogne og den slags. Der ligger for eksempel en butik på Obispo-gaden og en i butiksarkaden ved Hotel Sevilla på Prado-gaden. En klapvogn kan fås for i omegnen af 600 kroner.

God velkomst
Uanset, hvad man slæber med hjemmefra, kan det være ret stressende at skulle navigere rundt i en lufthavn med kufferter og børn og tilbehør, og det bliver ikke nemmere, når man træt og stiv i kroppen ankommer efter en lang flyvning over Atlanterhavet.

Meget er bøvlet og bureaukratisk i Cuba, og i José Martí-lufthavnen i Havanna er der altid lange, lange køer ved immigrationsskrankerne. Familier med små børn bliver dog som regel pillet ud af køen og ført helt frem til skranken for hurtig ekspedition, og det er bare en dejlig måde at blive budt velkommen på.

CUBA: ARVEN FRA SPANIEN

En af de skønneste byer i Cuba er Trinidad, som giver et førsteklasses indtryk af den spanske kolonitid

Vil man andet og mere på Cuba end at slænge sig på strandene i Varadero eller slentre rundt i Havanna, er Trinidad på sydkysten uundgåelig. Byen er en af de bedst bevarede byer fra kolonitiden i Caribien og bymidten er den velnok bedst vedligeholdte i hele Cuba. Byen blev grundlagt i 1514 og blev i 1988 optaget på Unescos verdensarvliste.

Regeringen har forlængst erkendt byens værdi som turistmagnet, og derfor er store ressourcer gennem årene brugt på bymidten. Faktisk er Trinidad så smuk og velholdt, at den sine steder minder om et frilandsmuseum, men den er alligevel absolut et besøg værd.

img_7379
En af Trinidads hovedgader ved aftentide.

Kig bag facaden
Man bør dog også slå et smut ud ad sidegaderne, for så får man et tankevækkende kig bag den pæne facade. Især den sydlige del af byen finder man tarvelige, ydmyge huse, som ikke er fremtrædende i hverken turistbrochurer eller guidebøger.

Byen er dog generelt velstående i kraft af de mange turister, som året rundt lægger vejen forbi. Snesevis af private udlejere tjener godt på at udleje værelser (såkaldte casas particulares) og andre har succes med restauranter (paladares).

Dertil kommer den i Cuba obligatoriske armé af taxichauffører, cigarsælgere og plattenslagere, som tjener en god månedsløn på at irritere turister, indtil nogle af dem bukker under for presset og indgår en handel. Alt sammen har skabt en omsætning, der tydeligt afspejler sig i bybilledet.

img_7462
Landmand på vej gennem Trinidad, hvor hestetrukne køretøjer dagligt kommer med forsyninger.

Og den er faktisk smuk, Trinidad de Cuba. Pastelfarvede huse ligger på rad og række, gade op og gade ned, og især i aftensolen er det udelukkende postkort-motiver, man støder på i den indre by.

Trinidad byder ikke på uomgængelige seværdigheder, idet museerne er ordinære og bygningsværkerne ikke videre opsigtsvækkende. Det er byens atmosfære, skabt af de snævre stræder, pastelfarverne og brostenene, der gør byen unik.

Liv og glade dage
Ved aftentide er Casa de la Musica obligatorisk for unge såvel som ældre. ‘Musikhuset’ har en udendørs scene, hvor der hver aften er gang i den med livemusik og rig mulighed for en svingom med en af de lokale – hvis de ellers har råd til at komme ind. Engang var der fri entré for alle, men nu koster det en dollar for turister (cirka 6 kroner) og 10 pesos cubanos (2,50 kroner) for cubanere at komme ind.

Mojítos sælges i plasticbægre og er langt fra vanlig Cuba-standard, men det er hyggeligt og sjovt at være med og se på de mange dansere og høre de sædvanligvis dygtige musikere spille.

img_7399
En af de farverige sidegader i centrum af Trinidad.

Selve Trinidad er udforsket på blot to-tre dage, så man skal ikke planlægge en lang ferie med fast base i byen. Tager man omegnen med, kan man dog godt bruge længere tid. Ancón-stranden syd for byen er et pragtfuldt sted til daglang afslapning, og nordvest for byen ligger den skønne nationalpark Topes de Collantes, der byder på rig mulighed for strabadserende vandreture – for eksempel til vandfaldet Salto del Caburni, hvor man kan tage en dukkert.

Udforsk omegnen
Øst for byen ligger Sukkermølledalen, som engang var centrum for sukkerproduktion og slavehandel på øen, og lidt længere østpå ligger byen Sancti Spiritus. Det er en hyggelig provinsby med en dejlig gågade, hvor man ikke bliver generet af påtrængende plattenslagere.

Man kan også besøge den maleriske landsby La Boca vest for Trinidad for at nyde stranden der. Byen har mange paladares, så der er rig mulighed for at spise et godt måltid, før turen går tilbage til Trinidad. Har man ikke bil til rådighed er det let at finde en taxi begge veje.

Trinidad er en perle i Cuba og Caribien, og er man på øen, bør man ikke snyde sig selv for et besøg. Det er en fredelig by og er i kraft af dens relative velstand et af få steder i Cuba, hvor man kan falde i snak med folk uden at samtalen slutter med en bøn om penge.

CUBAS FØRSTE HOVEDSTAD

Baracoa i det østlige Cuba var et af de første steder, som Christoffer Columbus satte fod på i det nye land

Helt op til midten af 1960’erne var det kun muligt at nå Baracoa ad søvejen, og med sin fjerne beliggenhed helt mod øst for enden af den berygtede bjergvej La Farola er Cubas ældste by – og første hovedstad – stadig ikke et sted man tilfældigt kommer forbi.

Turister er bestemt ikke sjældne her, men byen er ikke så overrendt som mange andre i Cuba, og tempoet er helt i bund i den lille by. Baracoa er et dejligt sted, hvor man ikke bliver antastet af plattenslagere for hver femte meter, når man går på gaden.

En anden tidsalder
Baracoa ligger i den østlige ende af den 1435 kilometer lange landevej Carretera Central de Cuba, som i den vestlige ende begynder i La Fé i Pinar del Rio-provinsen.

Kig ud over Baracoa fra Hotel El Castillo.
Kig ud over Baracoa fra Hotel El Castillo.

Byen byder i sig selv ikke på mange seværdigheder ud over det afdæmpede byliv, men der er dejlige strande og spændende gader og stræder, hvor man synes at kunne kaste et blik ind i en anden tidsalder.

Der er kun få kaffe- og isbarer, og restauranterne er koncentreret på hotellerne – blandt andet Hotel El Castillo, hvorfra der er en formidabel udsigt over byen, havet og bjergene. El Castillo er indrettet i en del af byens gamle befæstning.

Den spanske ‘conquistador’ Diego Velázquez de Cuéllar grundlagde byen i 1511, hvilket var 19 år efter, at Christoffer Columbus (på spansk: Cristóbal Colón) for første gang satte fod på Cuba. Det skete 28. oktober 1492, da han styrede sine skibe ind i en bugt i det østlige Cuba og gik i land.

Statue af Christoffer Columbus på det sted, hvor han formodes at være gået i land i 1492.
Statue af Christoffer Columbus på det sted, hvor han formodes at være gået i land i 1492.

Columbus på kinesisk halvø
I vide kredse er det anerkendt som en kendsgerning, at det er nutidens Bariay-bugt, som ligger i Holguín-provinsen, der først fik besøg af den forvirrede opdagelsesrejsende. Han troede, at øen var en halvø, der ragede ud fra det kinesiske fastland, og umiddelbart efter landgangen sendte han folk af sted for at finde eller skabe kontakt til kejseren af Kina! Til sin dødsdag var han overbevist om, at han havde fundet søvejen til Asien, og at de caribiske øer, han satte fod på, var de østligste dele af de indiske og kinesiske riger.

Cirka en måned efter landgangen i Bariay-bugten gik han i land på det sted, der i dag kendes som Baracoa. Han kaldte stedet Porto Santo og beskrev det i sin logbog som ‘det smukkeste land, det menneskelige øje nogensinde har set’. At det var Baracoa-egnen, han skrev om, regnes for sikkert, idet han beskrev et bjerg som det karakteristiske El Yunque, der ligger 10 kilometer vest for Baracoa.

Udsigt over Baracoa med det karakteristiske El Yunque-bjerg i det fjerne.
Udsigt over Baracoa med det karakteristiske El Yunque-bjerg i det fjerne.

500 år gammelt kors
Ifølge overleveringen rejste Columbus på stranden i Baracoa et kors, som han havde medbragt fra det gamle land, og dette kors hævdes at være bevaret til i dag. Det er udstillet i byens Catedral de Nuestra Senora de la Asuncion og er af Castro-regimet udråbt til at være et nationalt monument.

Kulstof 14-datering har bekræftet, at korset er lavet af træ fra Columbus’ tid, men det er træ af en lokal sort, der ikke vokser i Europa, så det kan ikke passe, at Columbus fragtede det med hele vejen fra Europa. I alt 29 kors skal Columbus have opstillet i den nye verden, og korset i Baracoa hævdes at være det eneste, der er bevaret.

Bliv væk fra Yumurí
Fra Baracoa er der rig mulighed for udflugter, men jeg må fraråde et besøg ved Boca de Yumurí, Yumurí-flodens udmunding, som ligger ca. 30 kilometer syd for Baracoa.

Der kan man tage en båd op ad floden, og det skulle være ganske storslået. Men særdeles aggressive ‘jineteros’ – plattenslagere og svindlere – ødelægger fuldstændigt oplevelsen.

dsc07566
Pause på vej mod Boca de Yumurí.

Min kone og jeg ankom forventningsfulde i bil, men da vi nåede frem, blev bilen omringet af mænd med vildskab og dollartegn i øjnene. Endnu mens, vi sad i bilen, blev vi med skrig og skrål og håndflader klasket på køleren og bilens ruder nærmest afkrævet betaling for at trække vejret. Vi holdt os inden døre og kørte hastigt fra stedet, mens de vilde dyr forsøgte at få os til at stoppe bilen ved at stille sig i vejen.

Det er det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet i Cuba – ja, noget sted overhovedet. Og det var desværre ikke blot et enkeltstående tilfælde, for vores husvært beklagede sine uciviliserede landsmænds opførsel, da vi om aftenen fortalte ham om dagens oplevelse. Han lod os da forstå, at vi ikke var de første, der var blevet skræmt langt væk fra Boca de Yumurí.

Tag nordpå
Vi skulle hellere være søgt mod nordvest til nationalparken Alejandro de Humboldt, som er på Unescos verdensarvliste. Nationalparken rummer store arealer med stort set uberørt skov og talløse plante- og dyrearter. Fra parkens besøgscenter rækker et vidt forgrenet stisystem ud i parken og fører den besøgende til såvel vandfald som udsigtspunkter.

Udsigt fra vores casa particular over Bahia de Miel - Honningbugten.
Udsigt fra vores casa particular over Bahia de Miel – Honningbugten.

For adrætte vandrere er en udflugt til det 569 meter høje El Yunque, der relativt let kan bestiges, en mulighed. Og så er der vandfaldet Salto Fino, som med sine 305 meter er det højeste i Caribien, og som skulle ligge lige i udkanten af Baracoa.

Det opdagede jeg aldrig, da jeg var på besøg, og min guidebog nævner ikke vandfaldet med et ord. Men det skulle være ganske vist, at det findes og er et yndet udflugtsmål for både lokale og turister.

CUBAS SØDE GULD

Engang var Cuba verdens største producent af sukker. Det meste kom fra Valle de los Ingenios – Sukkermølledalen – nær Trinidad

Over 70 sukkermøller var der engang i det kæmpe område øst for Trinidad, der samlet går under navnet Sukkermølledalen – på spansk: Valle de los Ingenios. Her blev hovedparten af Cubas sukker engang produceret, og landet var i en periode den største sukkerproducent i hele verden.

Umådelig rigdom blev skabt her, men det var nogle få, der høstede de store gevinster. Det hårde arbejde blev udført af slaver – først de indfødte og siden, da de var noget nær udryddet, af afrikanere, der blev kidnappet i deres hjemlande og under grusomme pinsler og umenneskelig behandling tvunget til at arbejde i sukkerrørmarkerne.

På liste over verdensarv
Området dækker et areal på 270 kvadratkilometer og består egentlig af tre dale, nemlig San Luis, Santa Rosa og Meyer. Samlet under navnet Valle de los Ingenios blev området sammen med nærliggende Trinidad optaget på Unescos verdensarvliste i 1988.

img_7523
Den nyrestaurerede Ingenio Guáimaro vidner om de enorme formuer, der engang blev skabt på sukkerproduktion i dalen.
img_7573
Ingenio Guáimaro blev aldrig brugt til beboelse, men var alene en administrationsbygning.

Helt fra den tidligste kolonitid i 1500-tallet var sukker en vigtig afgrøde i Cuba, hvor klimaet og mulden er perfekt til dyrkning af sukkerrør, som spanierne indførte i 1512.

Fra slutningen af 1700-tallet var Cuba verdens største producent af sukker, men da revolutionskrigene begyndte at rase 100 år senere, blev mange sukkermøller forladt og andre ødelagt.

Sukkerbaronernes fornemme haciendaer fik lov at forfalde, og snart var Cubas dominans på sukkermarkedet en saga blot. Dyrkningen fortsatte dog, og eksporten var fortsat betydelig. Således fik USA frem til 1960 dækket en tredjedel af sit sukkerforbrug med cubansk sukker.

Efter Castros magtovertagelse i 1959 blev Sovjetunionen og Warszawapagt-landene hovedaftagere af Cubas sukker – og det til kunstigt høje priser. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991 lukkede to tredjedele af de eksisterende sukkermøller – rettere store fabrikker – og 100.000 mistede deres arbejde.

Flere steder i Sukkermølledalen kan man i dag se de forladte og forfaldne fabrikshaller, og togvogne, der engang transporterede sukkerrørene fra mark til fabrik, står forladte på skinnerne og ruster op.

dsc07718
Sukkermølledalen fotograferet fra syd.

Stadig stor produktion
Dyrkningen af sukkerrør er i dag industrialiseret, og biproduktet bruges i stor stil til produktion af rom, som er et andet af Cubas kendteste produkter.

Bacardí var cubansk, indtil revolutionen jog familien ud af Cuba. Produktionsapparatet blev nationaliseret og brugt til produktion af rom af mærket Caney, mens Bacardí rykkede til Puerto Rico.

Havana Club, som i dag er den kendteste cubanske rom, er også en nationaliseret virksomhed. Mærket blev lanceret af José Arechabala i 1878, men Castro-styret overtog altså butikken umiddelbart efter ‘revolutionens triumf’ og har i dag enorme indtægter på salg af den velsmagende drik.

I samarbejde med det franske firma Pernod Ricard er Havana Club vokset til et internationalt varemærke, men den amerikanske handelsblokade forhindrer, at Havana Club kan sælges i USA.

Fortsætter kampen
Bacardí, som siden revolutionen har kæmpet en indædt kamp mod Castro-styret, har opkøbt det oprindelige Havana Club-varemærke – inklusiv opskrift – af Arechabala-familien og forsøger nu at sælge firmaets egen Havana Club i USA. Desuden har firmaet i flere reklamekampagner fremhævet sin cubanske fortid – formentlig i lyset af den voksende popularitet, som Cuba og cubansk rom har oplevet i de seneste årtier.

havanaclub
Et udvalg af den verdensberømte Havana Club-rom. Den blå er den bedste, hvis man spørger mig.

Indtil videre ser det imidlertid ud til, at Bacardí har svært ved at komme ind på markedet med en cubansk rom, der ikke er produceret i Cuba. Desuden har Pernod Ricard anlagt sag for krænkelse af sit varemærke.

Spor af fortiden
Mens Cubas dominans på det internationale sukkermarked for længst er forbi, kan man i Sukkermølledalen finde spor af de – for nogle – gyldne tider, da vældige formuer blev skabt og hele egnen oplevede umådelig velstand.

Sukkermøllen Manaca Iznaga cirka 12 kilometer fra Trinidad blev opført i slutningen af 1700-tallet, mens ejendommens tårn (det bærende billede på denne artikel), der er et vartegn for hele egnen, blev opført af Alejo Maria Iznaga y Borrell omkring 1820. En af tårnets vigtigste funktioner var, at man derfra kunne holde øje med slaverne i markerne i plantagen og sikre, at de ikke stak af.

I dag er haciendaen restaurant, og man kan i baggården presse et glas sukkerrørsjuice – guarapo – på en antik presse som dem, der i sin tid blev betjent af slaver. Manaca Iznaga er den kendteste af egnens forladte sukkermøller. Andre er så forfaldne, at man knapt bemærker dem, når man kører forbi, mens flere og flere er under renovering, så fortiden træder lysere frem.

dsc07724
Sukkermølledalen fotograferet fra et udsigtspunkt nær Trinidad.

Pengemaskiner
En af dem er Ingenio Guáimaro, som jeg besøgte i januar 2014. Haciendaen er nænsomt renoveret, og den rummer en del af det originale møblement, mens resterne af de engang smukt dekorerede vægge lader forstå, at der i branchen blev tjent enorme summer. Bygningen er aldrig blevet brugt til beboelse, idet ejeren boede i nærliggende Trinidad. Den var i stedet en administrationsbygning.

Man finder Ingenio Guáimaro ved at følge landevejen fra Trinidad til Sancti Spiritus. Cirka 10 kilometer efter den fint annoncerede afkørsel til Manaca Iznaga, kommer en afkørsel til højre mod landsbyen Palmarito. Et lille skilt viser også vej til Ingenio Guáimaro. Fortsæt cirka 750 meter og kør til højre ad en grusvej, som fører direkte til haciendaen.

Der er hverken toilet eller mulighed for at købe forfriskninger på stedet, hvortil der er fri entré. En opsynsmand passer på stedet, og der er god chance for, at en lokal dukker op og tilbyder rundvisning. Forstår man spansk, gælder det om at slå til, for der er ingen plancher eller forklarende tekster. Betaling er efter fornemmelse, men to-tre dollar gør helt sikkert lykke.

CUBA: HISTORIETIME I SVINEBUGTEN

Playa Girón har ikke det store at byde på, men man kan bruge mange timer på at granske stedets dramatiske fortid

På den næsten 6000 kilometer lange cubanske kystlinje ligger talløse landsbyer lige ud til vandet og en dejlig sandstrand. Playa Girón i Bahía de Cochinos – Svinebugten – er en af dem, og den adskiller sig ikke synderligt fra de andre. Byen er en klassisk, søvnig, cubansk flække med ganske få tilbud til den besøgende.

Én ting, som imidlertid gør Playa Girón til noget særligt, er dens dramatiske fortid. I 1961 blev byen og dens strand, som bærer samme navn, uforvarende gjort til midtpunkt i et storpolitisk spil, som snart bragte verden på randen af atomkrig.

Kontra-revolution
Playa Girón var stedet, hvor hovedparten af en CIA-støttet invasionsstyrke på 1500 mand gik i land 17. april 1961 med det formål at bringe Castro-regimet til fald. Det blev en eklatant fiasko. I løbet af få dage blev invasionshæren, som i første omgang havde held til at overmande en lokal milits, besejret af en massiv overmagt under ledelse af først kaptajn José Ramón Fernández og siden Fidel Castro selv.

dsc04063
Fly-attrap (vist nok) ved indgangen til museet i Playa Girón, som hylder de faldne Castro-soldater i ‘krigen mod imperialismen’ som martyrer.

Idéen om en invasion blev undfanget i den amerikanske efterretningstjeneste CIA i begyndelsen af 1960, et år efter Fidel Castros magtovertagelse. I marts opnåede CIA præsident Eisenhowers accept af planerne om en invasion, og Eisenhowers vicepræsident, Richard Nixon, var ligeledes begejstret for planerne. Han forventede at skulle føre dem ud i livet som Eisenhowers efterfølger i præsidentembedet. Han tabte imidlertid valget til John F. Kennedy, som tiltrådte i januar 1961.

Allerede under valgkampen var Kennedy blevet informeret om planerne om at vælte Castro ved magt, og han godkendte som præsident en invasion i Svinebugten i begyndelsen af april 1961. Hovedparten af styrken på op mod 1500 mand bestod af eksilcubanere, der var flygtet fra Castros styre.

Måtte ikke støje
I modsætning til høgene i den amerikanske administration ønskede Kennedy ikke en alt for ’støjende’ operation med åbenlys amerikansk deltagelse. Han ønskede mulighed for at kunne afvise, at regeringen var indblandet: Verden skulle helst tro, at invasionen alene var organiseret af det eksilcubanske samfund.

Derfor afviste Kennedy at yde fuld luftstøtte til invasionshæren, hvilket højst sandsynligt allerede på forhånd dødsdømte missionen og gjorde Kennedy særdeles upopulær i højreorienterede kredse i USA. I løbet af blot 72 timer blev invasionsstyrken besejret.

Kæmpe propagandasejr
Den amerikanske aggression sendte Fidel Castro endnu dybere ind i sovjetlederen Nikita Khrusjtjovs favn. Han jublede over at have fået en trofast og strategisk velplaceret allieret i USA’s baghave – præcis som USA havde en base i Vestberlin langt inde bag jerntæppet.

dsc04107
Regeringssoldater, der faldt i krigshandlingerne efter eksilcubanernes invasion, hyldes som martyrer.
dsc04104
Intet er for småt, når det gælder relikvier fra ‘krigen mod imperialismen’. På museet er for eksempel en sok tilhørende en falden regeringssoldat udstillet.

Den fejlslagne invasion blev en pinefuld ydmygelse for den nytiltrådte præsident John F. Kennedy i USA og en eventyrlig triumf for Fidel Castro, som cementerede sin position som Cubas – og Latinamerikas – stærke mand og i årtier derefter kunne udnytte ’socialismens sejr over imperialismen’ i propagandaøjemed.

Sejren og det utal af helte og martyrer, der blev skabt i de dramatiske dage i april 1961, hyldes over alt på egnen, men især i Playa Girón, hvor Museo Girón fortæller sejrherrernes historie. Museet er ganske interessant, men man kunne nok have ønsket sig, at der blev skruet lidt ned for den socialistiske propaganda til fordel for en mere nøgtern og objektiv gennemgang af begivenhederne.

Men det er for meget at forvente i et land som Cuba, hvor ingen lejlighed til at fremhæve selv minimale fremskridt for Castro-regimet forsømmes.

Missiler i Caribien
Begivenhederne i Svinebugten i april 1961 var den direkte årsag til Cuba-krisen, som året efter nær havde kastet verden ud i en tredje og denne gang altødelæggende verdenskrig med brug af atomvåben.

I maj 1962 godkendte Khrusjtjov en plan om, at Sovjetunionen skulle opstille atommissiler på Cuba. Hensigterne var mange: Først og fremmest kunne missilerne nå det amerikanske fastland, hvilket sovjetiske atommissiler på det tidspunkt ikke kunne med nødvendig præcision. Desuden håbede Khrusjtjov, at han med tiden kunne bruge missilerne som pression over for USA i en byttehandel: Vi fjerner missilerne, og I forlader Vestberlin!

lossy-page1-711px-mrbm_launch_site_1_san_cristobal_cuba_25_october_1962_-_nara_-_193928_tif
Amerikanske spionfotos optaget ved overflyvning af Cuba afslørede, at russerne var i færd med at opstille atommissiler på øen. (Foto: Public domain).

Endelig skal opstillingen af missilerne på Cuba ses i lyset af, at USA netop havde opstillet missiler i Italien og Tyrkiet. Missiler, som naturligvis pegede mod Moskva.

Castro tøvede
Til at begynde med var Castro ikke ubetinget begejstret, idet han frygtede, at verden ville opfatte ham som en sovjetisk marionetdukke. Han accepterede imidlertid planen efter pres fra både Khrusjtjov og medlemmer af sin egen regering, idet han forstod, at missilerne ville sikre, at USA ikke igen ville forsøge sig med en invasion.

I sensommeren 1962 påbegyndtes opførelse af missilanlæg ni forskellige steder på øen, blandt andet i San Cristóbal i det, der i dag er Artemisa-provinsen. Selv om projektet blev holdt tophemmeligt både i Cuba og i Sovjetunionen, fik den amerikanske efterretningstjeneste snart færten af det. Det var dog først 14. oktober, at en overflyvning af Cuba med et spionfly af typen U2 bekræftede, at missilanlæg var ved at blive gjort klar.

Rekognoscering over Atlanterhavet afslørede desuden russiske skibe lastet med missiler på vej til Cuba, og konflikten spidsede til. I 13 dage i oktober 1962 var verden tættere end nogensinde på en atomkrig, mens USA og Sovjet kappedes om at puste sig mest op. Kennedy insisterede på, at missilerne aldrig blev opstillet, men han afviste sine militære rådgiveres krav om et massivt angreb på Cuba og om nødvendigt et angreb med atomvåben på Sovjetunionen.

p-2h_neptune_over_soviet_ship_oct_1962
Foto taget af et besætningsmedlem på et amerikansk fly. Det viser et russisk fragtskib med kurs mod Sovjetunionen medbringende de ‘cubanske’ atommissiler. (Foto: Public domain).

Endelig en aftale
Mens hele verden holdt vejret, forhandlede parterne i det skjulte, og endelig 28. oktober kunne Khrusjtjov i en radiotale annoncere, at Sovjetunionen havde opgivet at opstille missiler på Cuba. En aftale var aftenen før indgået med Kennedy, som til gengæld for fjernelsen af missiltruslen på Cuba afgav løfte om, at USA aldrig igen ville iværksætte en invasion af Cuba.

Desuden forpligtede USA sig til at fjerne de amerikanske missiler i Italien og Tyrkiet, men den del af aftalen blev holdt hemmelig. Det havde Kennedy betinget sig, og det betød, at verden kun kunne opfatte Khrusjtjov som den store taber, idet det så ud som om, at han knapt havde fået noget til gengæld. Han havde raslet med sablen – og havde ikke modet til at trække den, da det kom til stykket. Det var den opfattelse, verden fik, og ydmygelsen var højst sandsynligt medvirkende til hans fald som leder af Sovjetunionen to år senere.

Kennedy fremstod omvendt som en stærk, beslutsom leder af den vestlige verden, og det prestigetab, han havde lidt efter fiaskoen i Svinebugten, blev til fulde opvejet af hans succesrige håndtering af Cuba-krisen.

Utilgiveligt svigt
Hvad man ofte glemmer er, at havde Kennedy ikke kun gjort det halve arbejde i Svinebugten i 1961, så ville Cuba-krisen og den overhængende risiko for en altomfattende atomkrig aldrig være opstået.

Castro var rasende på Khrusjtjov, fordi sovjetlederen ikke havde taget Castro i ed, før han indgik aftalen med Kennedy. Det opfattede Castro som et utilgiveligt svigt, ja, nærmest forræderi. Han var ikke mindst fortørnet over, at cubanske krav ikke var blevet hørt – eksempelvis, at USA skulle rømme flådebasen Guantánamo i det østlige Cuba.

Kampvogn udstillet ved invasionsmuseet i Playa Girón.

For at formilde sin caribiske allierede besluttede Sovjet at overlade ikke færre end 100 taktiske kernevåben i Castros varetægt. Det var sprænghoveder, som den amerikanske efterretningstjeneste ikke havde fået færten af, og som allerede befandt sig på øen.

Ønskede kernevåben
Den sovjetiske diplomat Anastas Mikoyan blev betroet den ikke lette opgave at få Castro til at leve op til aftalen mellem Kennedy og Khrusjtjov, og Kikoyan besluttede egenhændigt – efter at have bevidnet Castros humørsvingninger og forfølgelsesvanvid – at også de 100 kernevåben skulle demonteres og returneres til Sovjetunionen.

Mikoyan anså det ganske simpelt for at være alt for farligt at overlade sprængkraft svarende til 100 Hiroshima-bomber til Castro og hans mænd, hvoraf argentineren Che Guevara var den mest konfrontatoriske. Han siges at være den, der opfordrede Sovjetunionen til at installere atommissiler på Cuba, og han erklærede siden, at han ville have affyret dem mod USA, hvis de var kommet under hans kontrol. Videre skal han indtrængende have opfordret Khrusjtjov til at angribe USA i et overraskelsesangreb velvidende, at det ville medføre gengældelsesangreb og udslettelse af alt liv på jorden.

Kun modvilligt opgav Castro alle kernevåben, som i december 1962 i al ubemærkethed blev sejlet tilbage til Sovjetunionen. Historien om de 100 kernevåben blev afdækket af journalisten Joe Matthews på BBC i oktober 2012.