MUSEUM PÅ HJUL

Ved siden af salsamusik og cigarer er gamle amerikanerbiler Cubas kendteste varemærke.

Er amerikanske dollargrin fra 1940’erne og 1950’erne de rene evighedsmaskiner? Eller har Cuba de dygtigste og mest opfindsomme mekanikere i verden?

Spørgsmålene stiller man uvilkårligt sig selv, når man bevæger sig rundt på Cuba, hvor tusinder og atter tusinder af de flotte flydere stadig efter alle disse år ruller rundt i gaderne og landskabet i en dunst af udstødningsgas og bulder fra de kraftfulde motorer.

En meget stor del af de gamle amerikanerbiler i Cuba fungerer som taxier - legale eller illegale.
En meget stor del af de gamle amerikanerbiler i Cuba fungerer som taxier – legale eller illegale. Denne flotte bil er fotograferet på kystvejen Malecón i Havanna.

Nogle af de gamle biler er i forbløffende fin form og ville på det frie marked i USA og Europa formentlig kunne indbringe vældige summer, mens hovedparten af vognparken efterhånden er slidt op og næppe har mange år tilbage.

Ny mekanik under kølerhjelmen
Reservedele har været en mangelvare, siden USA indførte handelsblokade af landet i 1961, og det har drevet cubanerne til at udtænke særprægede løsninger på de stadigt mere hyppige motorstop.

Udskiftning af de brølende, benzinslugende motorer med først russiske Lada-motorer og siden koreanske Hyundai-motorer er den mest vidtgående løsning, og der kører talrige ældgamle Chevrolet’er og Buick’er rundt på Cuba med ny, asiatisk mekanik under kølerhjelmen.

Gamle amerikanere og nyere asiater deles om vejnettet i Cuba, som i vid udstrækning i de større byer er anlagt efter amerikansk mønster med nummerede avenuer og gader og mange ensretninger.
Gamle amerikanere og nyere asiater deles om vejnettet i Cuba, som i vid udstrækning i de større byer er anlagt efter amerikansk mønster med nummerede avenuer og gader og mange ensretninger.

Da Sovjetunionen holdt liv i Cuba, blev tusindvis af Lada’er importeret til øen, og de fungerer for en stor del i dag som – sædvanligvis totalt nedslidte – taxier. Indtil for ikke længe siden var de forbeholdt cubanere, men i dag kan alle taxier lovligt betjene turister såvel som cubanere.

Biler i rutefart
En meget stor del af de gamle dollargrin fungerer som taxier. Nogle som taxier, som vi kender dem, mens andre fungerer som en slags minibusser, der kører i rutefart, og hvor hver passager betaler en sum for at blive fragtet hen i nærheden af deres hjem eller arbejde.

I Havanna stopper disse biler ved faste, men umarkerede stoppesteder, hvor de samler passagerer op. Derpå sætter de kursen ud af centrum ad faste ruter. For eksempel kører taxier, der stopper på hjørnet af Prado og Neptuno til Miramar og Playa i det vestlige Havanna, mens de, der gør holdt på Cardenas-gaden, kører til Bahía og Alamar i det østlige Havanna.

Evigt transportproblem
Kun relativt få cubanere ejer en bil, og de færreste af dem benytter den alene til transport eller rekreative formål. En bil giver mulighed for god indtjening.

Vores faste taxichauffør under vores seneste besøg i Cuba med sin gamle øse, hvis motor han har udskiftet med en Hyundai-motor.
‘Vores’ taxichauffør, Geomar, under vores seneste besøg i Cuba. Han har udskiftet motoren i sin gamle øse med en koreansk Hyundai-motor.

Det udnytter langt de fleste bilejere, som enten lovligt eller ulovligt (på spansk: ‘a la izquierda’ = ’til venstre’) tilbyder taxikørsel eller anden transport.

Mange biler er nedarvet gennem generationer, mens andre er tildelt betroede medarbejdere i statslige virksomheder som et frynsegode. Dog er der flere og flere, der faktisk har råd til at købe en bil, hvilket er blevet tilladt inden for de senere år. Køb af bil kræver oftest mange års opsparing og massiv hjælp fra slægtninge i udlandet.

Offentlig transport er umådelig vigtig for flertallet af cubanere, som ikke har anden transportmulighed end de almindeligvis tætpakkede og ofte uhumske busser, staten stiller til rådighed.

Der findes sikkert køreplaner, men ingen synes at forvente, at bussen kommer på faste tidspunkter. Folk tager bare opstilling ved busstoppestedet og venter med tilsyneladende evig tålmodighed på en transportmulighed.

Blaffere overalt
Andre tager den på stop, og dagligt ser man ved trafikknudepunkter snesevis af mennesker blaffe til og fra arbejde. På landet er det sat i system, idet en embedsmand i okkergul uniform ganske enkelt stopper biler, der ikke er fyldt helt op, hvorefter han sørger for, at ventende passagerer får et lift. Det er dog kun biler fra statslige virksomheder og visse militære køretøjer, der har pligt til at tage blaffere med.

Ofte støder man på sjældne og særprægede køretøjer i Cuba. For eksempel denne VW.
Ofte støder man på sjældne og særprægede køretøjer i Cuba. For eksempel denne VW. Jeg er ingen bilekspert, så jeg kender ikke modellen. Det er i øvrigt ikke utænkeligt, at VW-emblemet er stjålet fra en anden bil og sat på denne som pynt.

Ved samme lejlighed tjekker embedsmanden i øvrigt, om de statsejede køretøjer bruges efter hensigten. Disse biler har en blå stribe på de hvide nummerplader og kombinationen af tal og bogstaver afslører, om køretøjet må bruges af den pågældende chauffør på det pågældende tidspunkt og ikke misbruges til et privat ærinde som for eksempel at fragte venner og familie til stranden.

I de senere år er stadigt flere nye – eller i det mindste nyere – biler kommet til landet. Mange som gaver fra andre regeringer, og talløse Hyundai’er, Toyota’er, Seat’er og Kia’er kører i dag rundt på de cubanske landeveje. Men det er og bliver de gamle amerikanerbiler, der er Cubas varemærke.

Særligt en af dem har gennem tiden opnået nærmest mytisk status: Forfatteren Ernest Hemingsways Chrysler New Yorker DeLuxe, som forsvandt, da Castro greb magten.
Hemingway købte den i 1955, og da han forlod Cuba for altid i 1960, overlod han den i sin chaufførs varetægt.

En Chrysler New Yorker Deluxe som den, Hemingway købte i 1955. Forfatterens eksemplar var dog en 'convertible' - altså uden fast tag. (Foto: Wikimedia Commons / jeremyg3030).
En Chrysler New Yorker Deluxe som den, Hemingway købte i 1955. Forfatterens eksemplar var dog en ‘convertible’ – altså uden fast tag – og farverne var byttet om således, at kølerhjelmen var rød (rettere ‘Navajo Orange’) og siderne hvide (‘Desert Sand’). (Foto: Wikimedia Commons / jeremyg3030).

Skattejagt
Siden forsvandt bilen, der ville kunne indbringe en formue på en auktion, fuldstændigt ud af offentlighedens søgelys. Den har i årtier lokket skattejægere til øen fra nær og fjern, og den er flere gange meldt fundet. Sent i 2010 fremviste den cubanske regering så endelig et eksemplar af bilen og erklærede, at det var Hemingways.

Beviset var den forsikringspolice, som Hemingway udtog på køretøjet. Siden forfatterens død i 1961 havde bilen været ejet af hans læge, og den gik i arv i hans familie for til sidst at stå opmagasineret i en garage tilhørende en vis Leopoldo Nuñez Gutiérrez.

Det oprindeligt rød-hvide køretøj (ifølge Chrysler var bilen malet i farverne ‘Navajo Orange’ og ‘Desert Sand’) var i en sølle forfatning. Et lag hvid vægmaling skjulte den oprindelige lakering, det lækre indtræk var ædt op af fugt og ælde, og rust var begyndt at brede sig.

Bilen er nu under restaurering og skal udstilles ved Hemingways hus i Havanna-forstaden San Francisco de Paula ved siden af hans fiskerbåd, Pilar.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *