STATSLIG HELTEDYRKELSE

Che Guevara, Camilo Cienfuegos og andre revolutionshelte dyrkes intensivt på Cuba for at holde Castros triumf i frisk erindring.

Alle genkender Che Guevara med det tynde skæg, det uudgrundelige blik og baskerhuen på Alberto Kordas fotografi fra 1960. Billedet af den argentinskfødte revolutionshelt  er et af de mest kendte portrætter i verden, og det er et varemærke, som den cubanske regering dygtigt har udnyttet til at sikre sig enorme indtægter ved salg af Che-souvenirs.

Over alt i Cuba støder man på det ikoniske billede, men Che – som cubanerne blot kalder ham – er ikke den eneste helt i det socialistiske samfund. Langt fra. Det vrimler med mænd, der tilsyneladende hver især har haft helt afgørende betydning for det mønstersamfund, brødrene Castro hævdes at have opbygget.

Forræderi mod staten
Heltene forekommer at være en hjørnesten i samfundet og tjener øjensynligt til skabelse af en mytologi omkring den århundredlange cubanske kamp for frihed. En kamp, som ifølge den aktuelle historieskrivning blev fuldendt med Fidel Castros sejr over diktator Fulgencio Batista ved årskiftet 1958-1959.

img_3273
Che Guevaras portræt på Indenrigsministeriet på Revolutionspladsen er en af de kendteste seværdigheder i Havanna.
img_3530
José Martís buste står ved enhver skole i Cuba og også her ved indgangen til modelbyen Maqueta de la Habana i bydelen Miramar.

Den massive heltedyrkelse antager nærmest religiøse dimensioner og fortæller historien om tapre, uselviske mænd, der ofrede alt for revolutionen og det cubanske folk.

Deri ligger naturligvis, at det vil være et forræderi mod nationen og disse mænd at ønske forandring, og det skaber den ejendommelige situation, at mænd, der betalte den højeste pris for at forandre verden, i dag udnyttes til det yderste for at bevare det eksisterende og afværge en ny gennemgribende forandring.

Det sker uden smålig skelen til de idealer, som heltene faktisk var forkæmpere for – idealer som individuel frihed, demokrati og ytringsfrihed.

Roterer i sin grav
En af de vigtigste figurer i den cubanske frihedskamp er José Martí, som var revolutions-filosof, frimurer, forfatter, poet, politiker og journalist. I store dele af Latinamerika er han et revolutionsikon, og i Cuba ser man statuer af ham overalt. Ved enhver skole finder man for eksempel en buste af Martí, hvorfor cubanerne helt fra barnsben lærer at forstå, at dette er en mand, de står i stor gæld til. På hans fødselsdag 28. januar er der hvert år optog og fest i snart sagt enhver flække i Cuba.

martibusteskygge
José Martí.

Men nationalhelten Martí ville nok vende sig i sin grav, hvis han så, hvordan hans virke i dag udnyttes til at understøtte et autoritært styre. Martí var bestemt ikke en mand, der talte imod frie valg og ønskede restriktive udrejseregler. Han var selv vidt berejst, og mange værker i hans omfattende forfatterskab havde frihed og demokrati som rød tråd.

I øvrigt er det interessant, at Martí også blev hyldet som nationalhelt af det diktatoriske Batista-regime, som Castro væltede af pinden nytårsaften 1958. Det enorme monument på Revolutionspladsen er således rejst af Batista-styret til ære for José Martí.

Dræbt i smoking
José Martí var revolutionær, men pennen og ikke sværdet var hans våben. Han blev dræbt i den cubanske revolution i 1895, da han på en hvid hest, iklædt smoking og med kun én våbenfælle ved sin side lancerede et håbløst angreb på spanske styrker.

Dygtigere på slagmarken var revolutionsheltene Maximo Gomez, Antonio Maceo, Carlos Manuel de Cespedes og Calixto Garcia, som er yderligere fire af de store helte fra de tidlige uafhængighedskrige mod Spanien. Den sidste nåede sin afslutning i 1898. Da var konflikten eskaleret til en krig mellem USA og Spanien, som USA vandt. Ved den lejlighed blev den stadig eksisterende amerikanske flådebase ved Guantánamo grundlagt.

dsc04447
Monument i Santiago de Cuba til ære for revolutionshelten Antonio Maceo.

Efter krigene mod Spanien oplevede cubanerne blot ny undertrykkelse af regimer under amerikansk indflydelse. Det sidste var Fulgencio Batistas styre, som var gennemsyret af korruption og langt hen ad vejen kontrolleret af den amerikanske mafia.

Den sidste revolution
Castro satte sig tungt på magten og opbyggede målrettet en personkult omkring sig selv og – i noget mindre grad – sin lillebror Raúl, der var sin brors mest trofaste og loyale støtte.

Fra første dag efter ‘revolutionens triumf’ var det åbenlyst, at Castro anså sin revolution for at være den sidste, Cuba havde brug for, og han undertrykte politiske modstandere og skabte et étpartisystem efter sovjetisk forbillede.

Lillebror Raúl var under revolutionen en skånselsløs revolutionær, der umiddelbart efter sejren over Batista indfangede snesevis af diktatorens officerer og lod dem henrette uden rettergang. På sine gamle dage er han tilsyneladende blevet lidt mere blød, og han forsøgte at reformere samfundet som ny præsident efter sin storebror, der i 2008 trak sig på grund af sygdom og døde i 2016.

dsc05024
Blomster og kranse ved foden af Martí-statuen i Parque Central midt i Havannas centrum på hans fødselsdag 28. januar.

Reformerne har ikke ændret meget. Cuba er i dag fortsat i dyb, økonomisk krise, som landet har været det, siden livlinen til Sovjetunionen blev kappet i 1991, da supermagten kollapsede. Fattigdommen er udbredt, og utilfredsheden ulmer i et samfund, hvor langt hovedparten af befolkningen ikke længere synes at finde næring i de revolutionære idéer, der for over 50 år siden bragte Castro-brødrene til magten.

Enorme portrætter
Så meget desto mere grund til at fastholde nationalheltenes position, synes magthaverne at tænke. Til stadighed dukker der nye hyldestmalerier, mindetavler og statuer op. Et af de seneste store projekter er det kæmpe portræt af revolutionshelten Camilo Cienfuegos, der i oktober 2009 blev hængt op på facaden af informationsministeriet på Revolutionspladsen. Det skete i 50-året for hans død, og Camilo fik dermed en lige så fremtrædende plads som Che Guevara, hvis portræt på indenrigsministeriet på Revolutionspladsen er et af de kendteste motiver fra dagens Cuba.

Nu mangler bare Julio Antonio Mella. Han afbilledes ofte sammen med Che og Camilo, men endnu er hans portræt ikke nået til Revolutionspladsen, hvor Havannas borgere jævnligt bliver trommet sammen til massedemonstrationer.

***

chepipe
Che Guevara fotograferet i Cuba i 1958. Den argentinske læge var en af Fidel Castros mest trofaste følgere. Han var parat til at ofre alt for revolutionen. (Foto: Public domain).

Ernesto Rafael ‘Che’ Guevara de la Serna blev født i Argentina i 14. juni 1928 af velstående forældre. Som ung foretog han en dannelsesrejse gennem Sydamerika, hvor han blev forfærdet over de elendige forhold, som masserne levede under. Han ændrede radikalt livssyn og anså snart verdensrevolution for at være den eneste måde at stoppe imperialismen på. Mødte i Mexico Fidel Castro og sluttede sig til den skare af revolutionære, som i 1956 gik i land i den nuværende Granma-provins i Cuba.

Guevara ledede som ‘comandante’ det afgørende slag i revolutionen, da han i december 1958 slog diktator Batistas styrker ved Santa Clara. Indtog en ledende rolle i Castros styre, men frasagde sig alle poster i 1965 for at udbrede revolutionen til lande i Afrika og Sydamerika.

Det havde han ikke stor succes med, og han mødte sit endeligt i landsbyen La Higuera i Bolivia i 1967, da han blev likvideret med ni skud af det bolivianske militær. 30 år senere blev resterne af hans legeme fundet nedgravet nær flyvepladsen i Vallegrande. Liget blev udleveret til Cuba, hvor det blev lagt i en grav ved Guevara-monumentet i Santa Clara.

Hans hænder manglede, idet de blev amputeret umiddelbart efter hans død. Nogle kilder angiver, at hænderne blev sendt til først La Paz og siden Argentina, hvor man ved hjælp af fingeraftryk kunne fastslå, at den henrettede mand faktisk var Che Guevara. Andre kilder anfører, at hænderne blev bragt til Cuba, hvor de blev opbevaret i et skrin på Plaza de la Revolución.

Guevara var en kompromisløs revolutionær, som personligt slog masser af mennesker ihjel og beordrede talløse modstandere henrettet i stræben efter at opfylde sin drøm om et klasseløst, kommunistisk samfund, hvor frivilligt arbejde til fordel for fællesskabet var en hjørnesten.

Guevara erklærede efter Cuba-krisen, der bragte verden på randen af atomkrig, at han – hvis de russiske atommissiler på Cuba var kommet under hans kontrol – ville have affyret missilerne mod USA velvidende, at det ville koste hundredtusinder af uskyldige mennesker livet. Det var, mente Guevara, en pris, der var værd at betale for at besejre imperialisterne *.

(* Kilde: Guevara, Ernesto; Deutschmann, David (1997). Che Guevara Reader: Writings by Ernesto Che Guevara on Guerrilla Strategy, Politics & Revolution. Ocean Press. ISBN 1-875284-93-1.)

***

camilo_cienfuegos
Camilo Cienfuegos gjorde Fidel Castro rangen stridig som den populæreste figur i Cuba, og han hyldes stadig overalt. (Foto: Public domain).
Camilo Cienfuegos Gorriarán blev født 6. februar 1932 i Havanna. Blev allerede som 16-årig politisk aktiv og deltog i demonstrationer mod stigende billetpriser i den offentlige transport. Som 22-årig sluttede han sig til en undergrunds-organisation, som havde til formål at vælte diktator Batista.

Cienfuegos blev såret under en demonstration i 1955 og måtte snart forlade Cuba. Han rejste til New York, men blev udvist og havnede i Mexico, hvor han mødte Fidel Castro og Che Guevara. Han sluttede sig til dem og var med ombord på yachten Granma, der i 1956 bragte 82 revolutionære til Cuba.

Opnåede under revolutionen stor berømmelse og var landets populæreste person efter Fidel Castro, da revolutionen havde sejret. I oktober 1959 blev Cienfuegos af Castro sendt til Camagüey for at arrestere en politisk modstander. På vej tilbage til Havanna forsvandt hans Cessna-fly sporløst på en natteflyvning over havet. Cienfuegos blev måneden efter erklæret død. Et vedholdende rygte om, at det var Castro, der stod bag hans forsvinden og dermed havde ryddet en rival af vejen, er aldrig verificeret.

***

Julio Antonio Mella Fotocopia Carlos Pereira 18/07/75 Archivo 2-1 Publicada 14/07/2000 Mell0004
Julio Antonio Mella. Hyldes som stifter af Cubas første kommunistiske parti. (Foto: Public domain).

Julio Antonio Mella blev født i Havanna i 1903. Besøgte flere gange USA som ganske ung, før han begyndte at læse jura på universitetet i Havanna. Her blev han aktiv i de studerendes kamp for bedre vilkår og blev bortvist i 1925.

Var forinden medstifter af Cubas første ‘internationaliserede’ kommunistparti, som i 1925 blev anerkendt af Moskva. Mella flygtede samme år fra Cuba efter anklage om, at han havde planlagt et bombeanslag mod universitetet.

Han rejste til Mellemamerika og mødte sit endeligt i Mexico i 1929, da han blev snigmyrdet. Hvem, der stod bag, er aldrig endeligt afklaret, men mange historikere hælder til, at Mella, der var erklæret trotskist, blev offer for fejden mellem Trotskij og Stalin.

***

fidelcastro1978
Fidel Castro i 1978. (Foto: Public domain).

Fidel Alejandro Castro Ruz blev født 13. august 1926 i Birán i det østlige Cuba som søn af en velhavende farmer og dennes tjenestepige. Læste til advokat i Havanna, hvor han blev politisk aktiv og nåede den konklusion, at kun væbnet kamp kunne vælte diktator Batista. Ledede et amatøragtigt angreb på Moncada-kasernen i Santiago de Cuba i 1953 og overlevede som en af få. Blev efterfølgende fængslet.

Efter to år bag tremmer rejste han af frygt for likvidering til Mexico, hvor han planlagde en ‘invasion’ af sit fødeland. Den slog fejl, og under 20 af de 82 mænd på yachten Granma overlevede de første kampe med Batistas soldater. Blandt andre Fidel, Raúl, Che og Camilo søgte tilflugt i Sierra Maestra-bjergene, hvorfra revolutionen langsomt voksede sig større.

Blev enehersker i Cuba ved årsskiftet 1958-1959 og holdt sig ved magten til 2008, da han fratrådte alle poster. Til sin død 25. november 2016 var han dog fortsat en magtfuld figur i Cuba og lod med sine ‘refleksioner’ i partiavisen Granma ingen være i tvivl om, hvad der var den rette vej for det cubanske samfund.

Fidel Castro hævdes som sit sidste ønske at have krævet, at hans navn aldrig vil optræde på et monument eller et vejskilt, idet han ikke ønskede at blive genstand for en personkult. Dette står imidlertid i skarp modsætning til den rolle, han konstruerede til sig selv, da han gennem et halvt århundrede var ubestridt leder af nationen.

***

fidel-raul-castro
Fidel og Raúl Castro under en samling i det cubanske parlament i 2001. Parlamentet er – som i ethvert diktatur – en ren vittighed. (Foto: Public domain).

Raúl Modesto Castro Ruz er født 3. juni 1931 i Birán og er således knapt fem år yngre end sin karismatiske storebror, som han siden sin pure ungdom fulgte loyalt.

I modsætning til Fidel var Raúl middelmådig i skolen, men han brændte lige så stærkt for den socialistiske sag og deltog ved sin brors side i voldsomme demonstrationer mod Batista-styret.

Fængslet efter Moncada-angrebet med Fidel og få andre overlevende. Fulgte med til Mexico og vendte på yachten Granma tilbage til Cuba i 1956. Blev under revolutionen udnævnt til ‘comandante’ og stod i spidsen for revolutionære styrker i det østlige Cuba, men han opnåede ingen nævneværdige sejre.

Efter Batistas fald blev Raúl af sin bror udnævnt til minister for de væbnede styrker, og han holdt denne post, indtil han i 2008 blev valgt til Cubas præsident – en post, som placerede ham som øverstkommanderende for alle væbnede styrker i Cuba.

I april 2018 trådte Raúl Castro tilbage og overlod ved et ufrit præsidentvalg magten til sin marionetdukke Miguel Díaz-Canel.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *