FATTIGDOM BAG SMINKET FACADE

Man kan let komme i tvivl om, hvorvidt cubanerne virkelig er så fattige, som de benytter enhver lejlighed til at påstå.

En dag i januar 2014 blev jeg i den nordlige del af Havannas gamle bydel, Habana Vieja, passet op af en ung fyr, der uden hilsen eller nogen anden form for indledning forlangte en dollar (cirka 6 kr.).

‘One dollar!’, sagde han simpelt hen og forventede øjensynligt, at jeg bare hostede op med pengene. I panden bar han et par tilsyneladende kostbare solbriller, og han var klædt i moderigtige jeans, Nike-sko og en T-shirt med prangende påskrift. Hans mørke hår sad perfekt, og han lugtede af parfume. I den ene hånd holdt han en tændt cigaret.

‘Porque?’, spurgte jeg. Hvorfor skal jeg give dig penge? Jeg pegede på hans solbriller og sagde: ‘One dollar?’ Det affødte en strøm af spanske eder, da han gik sin vej uden den dollar, han mente at have krav på.

Pyntesyge unge
Episoden fortæller en del om det mærkværdige samfund, som Castro-brødrene skabte i det mere end halve århundrede, de sad ved magten.

img_8221
Fattigdommen springer tit i øjnene, men i de større byer er der masser af elegant klædte borgere, som snarere udstråler velstand.

Fattigdom er et livsvilkår for langt hovedparten af de 11 millioner borgere, men armodet afholder ikke de forfængelige cubanere fra at gøre ganske meget ud af sig selv. I storbyerne støder man ofte på saloner, hvor unge og ældre kvinder venter i kø på at blive udstyret med lange, farverige, kunstige negle, og frisørsaloner finder man også rigeligt af. Tatoo- og piercing-studioer skyder også op som paddehatte overalt.

Der er butikker med dyrt modetøj, italiensk skomode og US-inspireret streetwear, og på gaden er der en sand vrimmel af elegant klædte mennesker. Mange af dem ryger, og forbløffende mange har udstyret sig selv med en mobiltelefon og en hund i snor. Ja, i dette angiveligt ludfattige land findes endog på Havannas hovedstrøg Obispo en velbesøgt butik med alt til kæledyret.

Skjult fattigdom
Man kommer derfor let i tvivl om, hvorvidt cubanerne faktisk er så fattige, som de benytter enhver lejlighed til at påstå. Det kan være svært at forstå, at velklædte, velplejede, velmanicurerede og velfriserede rygere skulle være så nødlidende, at de nedværdiger sig selv til at tigge på gaden.

Ud over den unge mand med solbrillerne har jeg mødt talløse cubanere, som uden blusel har bedt om penge. Filosofien synes at være den, at udlændinge er rige, og cubanere er fattige, og det er derfor kun ret og rimeligt, at den rige betaler til den fattige. Igen og igen. Uophørligt. Rigtigt mange rækker bare rutinemæssigt lappen frem, når de får øje på en udlænding.

img_8558
Mange unge i storbyerne er piercede og tatoverede, hvilket må betyde, at de ikke lever i dybeste armod.

Det er som regel interessant at møde disse mennesker med et spørgsmål som det, jeg stillede den unge mand i Habana Vieja: ‘Porque?’ Man behøver ikke at kunne spansk for at forstå svaret, for det indeholder med meget stor sandsynlighed ingen gyldige argumenter.

Oftest står blot forbløffelse og målløshed malet i ansigterne på dem, for de opfatter tiggeriet som så naturligt, at de ikke blot i ét sekund har overvejet det rimelige i at bede ‘de rige’ om penge. De fleste slår blot ud med armene og trækker på skuldrene og går væk, når man afkræver dem svar på, hvorfor de har fortjent penge.

img_8557
Bryllupper bliver oftest fejret med pomp og pragt, og det samme gør pigernes 15 års-fødselsdage, Quinceañera, hvor der bestemt ikke mangler noget.

Trods de mange tegn på velstand bør man ikke tro, at fattigdommen i landet ikke er reel. På landet og i mange kvarterer i storbyerne træder armodet langt tydeligere frem, og havde man mulighed for at besøge de elegant klædte cubanere, man møder på gaden, ville man med stor sandsynlighed kunne konstatere, at de fleste af dem trods den tilstræbt glamourøse facade lever et temmelig skrabet liv.

På den anden side er der ikke tale om et dybt forarmet land, hvilket bloggen Best Cuba Guide tydeliggør. Der er på alle måder langt fra Cuba til visse afrikanske lande, hvor hungersnød og altomfattende fattigdom hersker.

Blind tigger på handelsgaden Obispo i Havanna. I kraft af turister tjener hun formentlig mere end en gennemsnitlig cubaner.
Blind tigger på handelsgaden Obispo i Havanna. I kraft af turister tjener hun formentlig mere end en gennemsnitlig cubaner.

Ingen husleje
En gennemsnitlig cubaner tjener, hvad der svarer til 190 kroner om måneden. Dette tal for 2016 stammer fra Trading Economics. Det cubanske Oficina Nacional de Estadísticas angiver snitlønnen i 2014 til at ligge på et beløb, der svarer til 163 kroner månedligt.

Middellønnen stiger tydeligvis markant, men stadig er der tale om beskedne beløb. Umiddelbart er det svært at forstå, at en løn på under 200 kroner om måneden – som tilmed ofte skal forsørge en hel familie – skulle levne plads til noget som helst ud over det helt basale i tilværelsen.
Man skal imidlertid vurdere lønnen ud fra den kendsgerning, at de faste udgifter for en cubansk familie er absolut overskuelige.

Lægehjælp og uddannelse er gratis, og få betaler husleje, fordi cubanerne ejer deres boliger og oftest lader dem gå i arv til børn og børnebørn. Udgifter til el, gas og vand er beskedne. En familie på tre personer i Havanna betaler for eksempel månedligt tre pesos (75 øre) for vand, mens el-forbruget beløber sig til cirka 25 pesos (6,25 kr.), hvis familien ikke gør overdrevent brug af elektricitet og således ikke har for eksempel aircondition. Beløbene er fra 2014.

rationeringlille
Rationeringsbog – en såkaldt ‘libreta’ – tilhørende en familie i Havanna.

Store tilskud
Oven i lønnen yder staten massiv støtte til fødevarer gennem et rationeringssystem. Eksempelvis i Havanna får hver person månedligt adgang til at købe ris til 0,5 pesos pr. pund (cirka 12 danske øre) op til fem pund. Derefter koster de følgende to pund pr. person hver én peso (cirka 25 øre), og har man yderligere brug for ris, som er den velnok vigtigste bestanddel i cubansk kost, er der ingen statsstøtte, og man må betale varens reelle pris, nemlig fem pesos (1,25 kr.) pr. pund.

Det er indlysende, at der ikke er meget tilbage, når en familie har stillet sulten, men i mange familier er der flere lønninger at gøre godt med, idet familierne ofte bor sammen på tværs af generationer.

Ineffektivt landbrug
Undertiden meldes der om fødevaremangel i landet. Det gælder dog ikke turister, som aldrig vil opleve, at de ikke kan købe sig til et godt måltid mad. Derimod kan der være vareknaphed i de pesos-butikker, der er reserveret til almindelige cubanere, men det er som regel en kortvarig situation.

Unge cubanere med smartphones på Havannas Plaza Vieja, som bestemt ikke udstråler fattigdom.
Unge cubanere med smartphones på Havannas Plaza Vieja, som efter omfattende renovering og flytning af fattige beboere til andre kvarterer udstråler alt andet end fattigdom.

De 11 millioner cubanere ville i øvrigt ikke skulle bekymre sig om varemangel, hvis staten kunne få det ineffektive landbrug op i omdrejninger. Den anerkendte, franske agronom René Dumont vurderede engang, at Cuba med sit enorme landbrugsareal og gode klima burde kunne brødføde 50 millioner mennesker.

Men ifølge nyhedsbureauet Reuters må Cuba importere over 60 procent (World Food Programme anslår, at der er tale om 70-80 procent) af landets fødevarer. Der er fortrinsvis tale om ris, korn, soya og bønner samt mælkepulver og kylling for et beløb svarende til 14 milliarder kroner årligt.

Et ufatteligt beløb i et land, hvor få hundrede kroner om måneden kan holde sulten fra døren for en hel familie – og ofte samtidig opretholde en facade af velstand.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *