TIP TIL SOLOREJSEN

På egen hånd i Cuba er der ingen rejseleder, der blander sig hele tiden – men heller ingen til at give gode råd.

Vælger man at rejse rundt på egen hånd i Cuba, er man sikret en enestående oplevelse, men man risikerer også at fare vild i den labyrint af muligheder, landet tilbyder, når der ikke er nogen til at vise vej.

Seks gange har jeg besøgt Cuba, og var jeg stoppet efter den første, ville mine minder om det ejendommelige land ikke være de bedste. Jeg følte mig næsten dagligt snydt og bedraget, da jeg igen og igen trådte ned i en af de turistfælder, der er opstillet overalt.

Den slags koster penge, og det kan blive ret dyrt at finde sig til rette i et fremmed land som Cuba. Men det er ikke kun økonomisk, at man kan få en over nakken. Værre er det, at man også rent menneskeligt let føler sig udnyttet. Her følger en stribe tip, der kan sikre, at Cuba-rejsen allerede i første forsøg bliver en oplevelse for livet.

Godt begyndt er halvt fuldendt
Man kan overlade alt til et rejsebureau, men det er billigere selv at arrangere rejsen og finde billetter på nettet. Ud over flybilletten skal man huske visum, der kan købes hos visse rejsebureauer, selv om man ikke køber rejsen der. Det gælder for eksempel Check Point Travel, som jeg rejste med, da jeg første gang besøgte Cuba.

Man kan også købe visum på den cubanske ambassade i København. Visum skal købes der, hvis rejsen strækker sig ud over 30 dage. Mod betaling af et gebyr kan det ordnes pr. post, så man behøver ikke møde personligt op på ambassaden, hvis man bor i en anden del af landet.

Den cubanske stat kræver mindst to forudbestilte overnatninger på hotel eller i privat hjem, og det kan også ordnes på nettet. Desuden kræver staten dokumentation for, at man har en gyldig rejseforsikring. Kontrollen sker ved stikprøve i lufthavnen i Havanna.

Sikkert land
Selv om Cuba regnes for at være det sikreste land i Latinamerika at rejse i, er kriminalitet ikke ukendt. Vær på vagt, men vær ikke paranoid.

Frisørsalon i Habana Vieja.
Frisørsalon i Habana Vieja.

Man kan sagtens tage imod et tilbud om en rundvisning til fods i Havana eller gå på bar med en cubaner, man møder på gaden. Man skal bare først og fremmest følge sin sunde fornuft.

Voldskriminalitet er sjælden i Cuba. Det samme er røverier, men der er eksempler på tasketyverier, hvor unge gutter på cykel eller til fods drøner forbi en café og snupper en taske eller et fotografiapparat, som en skødesløs turist ikke har under opsyn.

Jeg har også læst om turister, der har fået flået en taske af skulderen, når de går på gaden. Men det er uhyre sjældent, at sådanne episoder finder sted – og det sker oftest, når ofrene nærmest selv beder om det ved at optræde uforsigtigt og nærmest udstille de værdier, de går rundt med.

Simpelt tyveri er hverdagskost, som det er i resten af verden. En ubevogtet taske er der stor risiko for at miste. En efterladt ejendel må man næsten med garanti vinke farvel til.

Evig pengejagt
En gennemsnitscubaner tjener cirka 190 kroner om måneden, og en stor del af hverdagen drejer sig derfor om at skrabe penge sammen.

Dollargrin i Habana Vieja. Tit bliver man afkrævet penge for at tage billeder af personer og deres offentligt parkerede køretøjer.
Dollargrin i Habana Vieja. Tit bliver man afkrævet penge for at tage billeder af personer og deres offentligt parkerede køretøjer.

Mange gør det ved at tigge eller platte sig frem på gaden, og selv på restauranter og i butikker skal man være påpasselig med ikke at blive taget ved næsen.

Et noget ucharmerende træk ved Cuba er, at langt de fleste kontakter med cubanere munder ud i et ønske om betaling. Man bør vælge fra i tide, hvis man ikke er parat til at betale.

På museerne trækker kustoderne for eksempel gerne de besøgende ind bag afspærringer og giver en eksklusiv rundvisning, men det koster altså. På gaden bliver man ofte afkrævet en dollar, hvis man tager et billede af en tilfældig cubaner.

Prostitueret på Calle Obispo i Habana Vieja. Prostitutionen er i de senere år blevet langt mere iøjnefaldende end tidligere.
Prostitueret på Calle Obispo i Habana Vieja. Prostitutionen er i de senere år blevet langt mere iøjnefaldende end tidligere.

Ofte støder man på de såkaldte jineteros. Det er mandlige plattenslagere, der sælger falske cigarer eller veksler hård valuta til cubanske pesos – eller endog til udgåede sedler, der er komplet værdiløse.
Andre har en prostitueret, en jinetera, på slæb, og de annoncerer deres vare med et hviskende ’chica, chica’! (spansk for ’pige’). For at narre politiet optræder luder og alfons ofte som kærestepar på spadseretur.

Bo privat
Man har næsten garanti for en god oplevelse, hvis man fravælger hotellet for at bo i et casa particular (spansk for ‘privat hus’). Det er også væsentligt billigere. Man kan booke via internettet på eksempelvis Casa Particular Cuba og Casa Havana Particular.

Regn med 35 CUC (ca. 240 kr.) for et værelse til to personer med eget bad og toilet. Regn også med en madras af beskeden standard. Det er desværre en landeplage i Cuba.

Alle legale casaer har et hvidt skilt med et blåt symbol på døren. Symbolet findes også i rødt. Det signalerer, at der her findes et casa particular for cubanere: Billigt og ydmygt, hvor man undertiden deler værelse og oftest bad med andre gæster.

Symbolet, der pryder alle casas particulares - altså private værelser, der typisk udlejes til turister. Et tilsvarende symbol i rødt signalerer, at der er tale om et casa particular for cubanere - lavere standard, lavere pris.
Symbolet, der pryder alle casas particulares – altså private værelser, der typisk udlejes til turister.
Symbolet i rødt signalerer, at der er tale om et casa particular for cubanere – lavere standard, lavere pris.

Skal man bo i hovedstaden er det bedst at reservere hjemmefra, men det er også muligt at finde et værelse på stedet. Kig efter det blå-hvide symbol og spørg løs. Hvis udlejeren har alt booket, hjælper han oftest ivrigt med at finde en anden udlejer, som belønner ham med et par CUC for ulejligheden (og hæver prisen på værelset tilsvarende, så turisten betaler regningen).

I provinsen er det oftest let at finde privat indkvartering. Ankommer man i bil, vil driftige gutter på cykler ofte hvirvle rundt om den i håb om at få overdraget den opgave at vise vej til et casa particular.

Måske vil de – for at få chaufføren til at stoppe – signalere, at bilen er punkteret, eller at vejen længere fremme er blokeret. Ignorer dem! Det er ikke svært selv at finde et casa particular, og brug af en ‘konsulent’ øger kun prisen. Kig efter huse, der skilter med ‘habitación’, ‘hostal’ eller ‘rent room’.
På lang afstand kan man med fordel spejde efter aircondition-anlæg, som stikker bagenden ud af vinduerne. Det er ofte et tegn på, at der er værelser til udlejning.

Ankommer man i bus, vil der som regel stå værelsesudlejere og vente på busstationen – nogle af dem udstyrede med fine mapper med billeder og beskrivelse af deres casa particular.

Husk medicin
Nogle af de gamle, smukke apoteker i storbyerne er nænsomt restaureret og giver den besøgende et fint indblik i svundne tiders storhed og velstand. Men der er ikke meget medicin på hylderne.

Apotek i Pinar del Rio. Ud over tandpasta, helsekostprodukter og måske en pakke bleer eller to er der ikke meget på hylderne i et gennemsnitligt apotek i Cuba.

I Cuba er der udbredt vareknaphed, når det gælder håndkøbsmedicin, så tag rigeligt med hjemmefra. På de lange transkontinentale flyvninger oplever jeg ofte tørhed i næse og svælg, og jeg bliver efterfølgende næsten konsekvent ramt af halsonde og snotnæse.

I mit rejseapotek har jeg altid hovedpinepiller, næsespray, sugetabletter som Strepsils og Hexokain, læbepomade, C-vitamin, medicin mod ‘feriemave’ og halsbrand, afføringsmiddel, hostemedicin i pilleform og desinficerende håndgel.

Jeg har også altid desinfektionsservietter, vådservietter og toiletpapir med i rygsækken, når jeg bevæger mig rundt i landet. De sanitære forhold lader mange steder meget tilbage at ønske, så det er rart at være klar til lidt af hvert, når naturen kalder.

Tag en taxi
Mange af de gamle, amerikanske dollargrin, man ser – og lugter – overalt, fungerer som taxier. Indtil 2012 var det kun tilladt for cubanere at benytte disse taxier (og cykeltaxier), mens turisterne var henvist til en flåde af gamle Lada’er eller lidt nyere Toyota’er.

Nu er alle taxier tilgængelige for alle, og det har skabt en indædt konkurrence – og desværre en intensiveret og nu helt ulidelig jagt på kunder. Som turist bliver man konstant overdænget med tilbud om en taxitur – også selv om man åbenlyst ikke har brug for det; når man går tur på gågaden Obispo i Havanna, for eksempel.

De gamle dollargrin, som i Vesten for længst ville være skrottet, kører i dag som taxier og sikrer mange turister en helt særlig oplevelse.
Gamle dollargrin, som i Vesten for længst ville være skrottet, kører i dag som taxier og sikrer mange turister en helt særlig oplevelse.

Den bedste forsikring mod at blive snydt (og det bliver man, hvis man ikke er på vagt!) er at bede om at få taximeteret tændt. På spansk hedder det: ‘Por favor, ponga el taximetro’. Eller spørg blot, om chaufføren har et taxameter: ‘Tiene metro?’.

Hvis chaufføren afviser, så find en anden taxi. Der er nok af dem. Når man bliver lidt mere rutineret og har en fornemmelse for prislejet, kan man udmærket aftale en pris på forhånd. Snart sagt alle chauffører kører uden brug af taximeter, når de har indtjent det af det statslige taxiselskab forventede daglige beløb.

En tur fra Habana Vieja til Habana del Este, hvor min datters cubanske familie bor, plejer vi at kunne gøre for fem-syv CUC. En tur fra Habana Vieja til Vedado bør ikke koste mere end fire CUC. Chaufførerne kræver sjældent under 10 dollar for en tur, men prisen er altså til forhandling.

Frihed i egen bil
Der er ringe grund til at leje bil, så længe man opholder sig i Havanna. Der kommer man lettest omkring til fods eller med taxi. Men til en tur ud i landet er en lejet bil nummer et. Det er nemmest at leje hjemmefra via rejsebureauet eller internet, men man kan sagtens gøre det på stedet. Det kræver bare lidt benarbejde og måske en ekstra dags ventetid. De fleste hoteller har en skranke med biludlejning.

Nogle udlejere kræver betaling for fuld tank, hvorefter bilen efter endt leje kan afleveres igen med tom tank. Sørg dog altid for, at der er rigeligt med benzin på bilen, for ude på landet kan der være meget langt mellem tankstationerne.

Tusindvis af små Hyundai'er kører rundt på Cuba som lejebiler. Her er vores parkeret i nationalparken Topes de Collantes nær Trinidad.
Tusindvis af små Hyundai’er kører rundt på Cuba som lejebiler. Her er vores parkeret i nationalparken Topes de Collantes nær Trinidad.

Og vær på vagt, når du tanker. Tankpasseren scorer gerne benzindækslet og erstatter det med for eksempel en gammel pilledåse i plastic. Derpå tilbyder han at sælge dig et dæksel, som han ’tilfældigvis’ har liggende. Han kan også prøve på at få penge for mere, end han har fyldt på bilen.

Jeg slap engang kun for at betale for ti liter ekstra, da jeg med instruktionsbogen i hånden kunne bevise, at min lille, lejede Hyundai slet ikke kunne rumme alle de liter, tankpasseren hævdede at have fyldt på den.

Spis godt
Cuba er ikke kendt som et gastronomisk paradis, men man kan sagtens spise overordentligt gode måltider i landet, der for menige cubaneres vedkommende ofte er plaget af fødevaremangel. Kylling, ris og bønner er vigtige ingredienser i cubanernes hverdagskost og indgår også i restauranternes menuer.

Rejer, oksekød og hummer er som regel kun til at betale for turister og findes oftest kun i private husholdninger, når mutter i køkkenet har nogle turister i et lejet værelse at sælge de dyre madvarer til.

Salg af grøntsager og kød i en pesos-butik i Habana Vieja.
Salg af grøntsager og kød i en pesos-butik i Habana Vieja.

Især i provinsen tilbyder de private udlejere aftensmad, mens udlejerne i Havanna oftest kun tilbyder morgenmad. Jeg har spist mine ubetinget bedste måltider i private hjem. Især i Trinidad og Playa Girón har standarden været meget høj.

Cubansk mad er sjældent særligt krydret og er aldrig stærk, hvilket kom noget bag på mig, da jeg første gang besøgte Cuba. Jeg havde en forestilling om, at maden nok ville være noget i retning af det mexicanske køkken, men det er altså ikke tilfældet.

På restaurant kan et godt måltid inklusive drikkevarer typisk fås for under 100 kroner. I et casa particular koster morgenmad typisk fem CUC (cirka 35 kroner), mens en middag som regel koster 10 CUC. Læg dertil noget at drikke, og man nærmer sig restaurantpriser. Men kvaliteten er ofte højere, og så er der ofte noget særligt charmerende ved at spise i et privat hjem.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *