HISTORIETIME I SVINEBUGTEN

Playa Girón har ikke det store at byde på, men man kan bruge mange timer på at granske stedets dramatiske fortid.

På den næsten 6000 kilometer lange cubanske kystlinje ligger talløse landsbyer lige ud til vandet og en dejlig sandstrand. Playa Girón i Bahía de Cochinos – Svinebugten – er en af dem, og den adskiller sig ikke synderligt fra de andre. Byen er en klassisk, søvnig, cubansk flække med ganske få tilbud til den besøgende.

Én ting, som imidlertid gør Playa Girón til noget særligt, er dens dramatiske fortid. I 1961 blev byen og dens strand, som bærer samme navn, uforvarende gjort til midtpunkt i et storpolitisk spil, som snart bragte verden på randen af atomkrig.

Kontra-revolution
Playa Girón var stedet, hvor hovedparten af en CIA-støttet invasionsstyrke på 1500 mand gik i land 17. april 1961 med det formål at bringe Castro-regimet til fald. Det blev en eklatant fiasko. I løbet af få dage blev invasionshæren, som i første omgang havde held til at overmande en lokal milits, besejret af en massiv overmagt under ledelse af først kaptajn José Ramón Fernández og siden Fidel Castro selv.

dsc04063
Fly-attrap (vist nok) ved indgangen til museet i Playa Girón, som hylder de faldne Castro-soldater i ‘krigen mod imperialismen’ som martyrer.

Idéen om en invasion blev undfanget i den amerikanske efterretningstjeneste CIA i begyndelsen af 1960, et år efter Fidel Castros magtovertagelse. I marts opnåede CIA præsident Eisenhowers accept af planerne om en invasion, og Eisenhowers vicepræsident, Richard Nixon, var ligeledes begejstret for planerne. Han forventede at skulle føre dem ud i livet som Eisenhowers efterfølger i præsidentembedet. Han tabte imidlertid valget til John F. Kennedy, som tiltrådte i januar 1961.

Allerede under valgkampen var Kennedy blevet informeret om planerne om at vælte Castro ved magt, og han godkendte som præsident en invasion i Svinebugten i begyndelsen af april 1961. Hovedparten af styrken på op mod 1500 mand bestod af eksilcubanere, der var flygtet fra Castros styre.

Måtte ikke støje
I modsætning til høgene i den amerikanske administration ønskede Kennedy ikke en alt for ‘støjende’ operation med åbenlys amerikansk deltagelse. Han ønskede mulighed for at kunne afvise, at regeringen var indblandet: Verden skulle helst tro, at invasionen alene var organiseret af det eksilcubanske samfund.

Derfor afviste Kennedy at yde fuld luftstøtte til invasionshæren, hvilket højst sandsynligt dødsdømte missionen og gjorde Kennedy særdeles upopulær i højreorienterede kredse i USA. I løbet af blot 72 timer blev invasionsstyrken besejret.

Kæmpe propagandasejr
Den amerikanske aggression sendte Fidel Castro endnu dybere ind i sovjetlederen Nikita Khrusjtjovs favn. Han jublede over at have fået en trofast og strategisk velplaceret allieret i USA’s baghave – præcis som USA havde en base i Vestberlin langt inde bag jerntæppet.

dsc04107
Regeringssoldater, der faldt i krigshandlingerne efter eksilcubanernes invasion, hyldes som martyrer.
dsc04104
Intet er for småt, når det gælder relikvier fra ‘krigen mod imperialismen’. På museet er for eksempel en sok tilhørende en falden regeringssoldat udstillet.

Den fejlslagne invasion blev en pinefuld ydmygelse for den nytiltrådte præsident John F. Kennedy i USA og en eventyrlig triumf for Fidel Castro, som cementerede sin position som Cubas – og Latinamerikas – stærke mand og i årtier derefter kunne udnytte ‘socialismens sejr over imperialismen’ i propagandaøjemed.

Sejren og det utal af helte og martyrer, der blev skabt i de dramatiske dage i april 1961, hyldes over alt på egnen, men især i Playa Girón, hvor Museo Girón fortæller sejrherrernes historie. Museet er ganske interessant, men man kunne nok have ønsket sig, at der blev skruet ned for propagandaen til fordel for en mere nøgtern og objektiv gennemgang af begivenhederne.

Det er dog for meget at forvente i et land som Cuba, hvor ingen lejlighed til at fremhæve selv minimale fremskridt for regimet forsømmes.

Missiler i Caribien
Begivenhederne i Svinebugten i april 1961 var den direkte årsag til Cuba-krisen, som året efter nær havde kastet verden ud i en tredje og denne gang altødelæggende verdenskrig med brug af atomvåben.

I maj 1962 godkendte Khrusjtjov en plan om, at Sovjetunionen skulle opstille atommissiler på Cuba. Hensigterne var mange: Først og fremmest kunne missilerne nå det amerikanske fastland, hvilket sovjetiske atommissiler på det tidspunkt ikke kunne med nødvendig præcision. Desuden håbede Khrusjtjov, at han med tiden kunne bruge missilerne som pression over for USA i en byttehandel: ‘Vi fjerner missilerne, og I forlader Vestberlin!’

lossy-page1-711px-mrbm_launch_site_1_san_cristobal_cuba_25_october_1962_-_nara_-_193928_tif
Amerikanske spionfotos optaget ved overflyvning af Cuba afslørede, at russerne var i færd med at opstille atommissiler på øen. (Foto: Public domain).

Endelig skal opstillingen af missilerne på Cuba ses i lyset af, at USA netop havde opstillet missiler i Italien og Tyrkiet. Missiler, som naturligvis pegede mod Moskva.

Castro tøvede
Til at begynde med var Castro ikke ubetinget begejstret, idet han frygtede, at verden ville opfatte ham som en sovjetisk marionetdukke. Han accepterede imidlertid planen efter pres fra både Khrusjtjov og medlemmer af sin egen regering, idet han forstod, at missilerne ville sikre, at USA ikke igen ville forsøge sig med en invasion.

I sensommeren 1962 påbegyndtes opførelse af missilanlæg ni forskellige steder på øen, blandt andet i San Cristóbal i det, der i dag er Artemisa-provinsen. Selv om projektet blev holdt tophemmeligt både i Cuba og i Sovjetunionen, fik den amerikanske efterretningstjeneste snart færten af det. Det var dog først 14. oktober, at en overflyvning af Cuba med et spionfly af typen U2 bekræftede, at missilanlæg var ved at blive gjort klar.

Rekognoscering over Atlanterhavet afslørede desuden russiske skibe lastet med missiler på vej til Cuba, og konflikten spidsede til. I 13 dage i oktober 1962 var verden tættere end nogensinde på en atomkrig, mens USA og Sovjet kappedes om at puste sig mest op. Kennedy insisterede på, at missilerne aldrig blev opstillet, men han afviste sine militære rådgiveres krav om et massivt angreb på Cuba og om nødvendigt et angreb med atomvåben på Sovjetunionen.

p-2h_neptune_over_soviet_ship_oct_1962
Foto taget af et besætningsmedlem på et amerikansk fly. Det viser et russisk fragtskib med kurs mod Sovjetunionen medbringende de ‘cubanske’ atommissiler. (Foto: Public domain).

Endelig en aftale
Mens hele verden holdt vejret, forhandlede parterne i det skjulte, og endelig 28. oktober kunne Khrusjtjov i en radiotale annoncere, at Sovjetunionen havde opgivet at opstille missiler på Cuba. En aftale var aftenen før indgået med Kennedy, som til gengæld for fjernelsen af missiltruslen på Cuba afgav løfte om, at USA aldrig igen ville iværksætte en invasion af Cuba.

Desuden forpligtede USA sig til at fjerne de amerikanske missiler i Italien og Tyrkiet, men den del af aftalen blev holdt hemmelig. Det havde Kennedy betinget sig, og det betød, at verden kun kunne opfatte Khrusjtjov som den store taber, idet det så ud som om, at han knapt havde fået noget til gengæld for sin opsigtsvækkende retræte. Han havde raslet med sablen – og havde ikke modet til at trække den, da det kom til stykket. Det var den opfattelse, verden fik, og ydmygelsen var højst sandsynligt medvirkende til hans fald som leder af Sovjetunionen to år senere.

Kennedy fremstod omvendt som en stærk, beslutsom leder af den vestlige verden, og det prestigetab, han havde lidt efter fiaskoen i Svinebugten, blev til fulde opvejet af hans succesrige håndtering af Cuba-krisen.

Utilgiveligt svigt
Hvad man ofte glemmer er, at havde Kennedy ikke kun gjort det halve arbejde i Svinebugten i 1961, så var Castro blevet væltet og Cuba-krisen og den overhængende risiko for en altomfattende atomkrig ville aldrig være opstået.

Castro var rasende på Khrusjtjov, fordi sovjetlederen ikke havde taget Castro i ed, før han indgik aftalen med Kennedy. Den cubanske leder opfattede det som et utilgiveligt svigt, ja, nærmest forræderi. Han var ikke mindst fortørnet over, at cubanske krav ikke var blevet hørt – eksempelvis, at USA skulle rømme flådebasen Guantánamo i det østlige Cuba.

Kampvogn udstillet ved invasionsmuseet i Playa Girón.

For at formilde sin caribiske allierede besluttede Sovjet at overlade ikke færre end 100 taktiske kernevåben i Castros varetægt. Det var sprænghoveder, som den amerikanske efterretningstjeneste ikke havde fået færten af, og som allerede befandt sig på øen.

Ønskede kernevåben
Den sovjetiske diplomat Anastas Mikojan blev betroet den ikke lette opgave at få Castro til at leve op til aftalen mellem Kennedy og Khrusjtjov, og Mikojan besluttede egenhændigt – efter at have bevidnet Castros humørsvingninger og forfølgelsesvanvid – at også de 100 kernevåben skulle demonteres og returneres til Sovjetunionen.

Mikojan anså det ganske simpelt for at være alt for farligt at overlade sprængkraft svarende til 100 Hiroshima-bomber til Castro og hans mænd, hvoraf argentineren Che Guevara var den mest konfrontatoriske. Han siges at være den, der opfordrede Sovjetunionen til at installere atommissiler på Cuba, og han erklærede siden, at han ville have affyret dem mod USA, hvis de var kommet under hans kontrol. Videre skal han indtrængende have opfordret Khrusjtjov til at angribe USA i et overraskelsesangreb velvidende, at det ville medføre gengældelsesangreb og sandsynligvis udslettelse af alt liv på planeten.

Kun modvilligt opgav Castro alle kernevåben, som i december 1962 i al ubemærkethed blev sejlet tilbage til Sovjetunionen. Historien om de 100 kernevåben blev afdækket af journalisten Joe Matthews på BBC i oktober 2012.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *