CUBAS SØDE GULD

Engang var Cuba verdens største producent af sukker. Det meste kom fra Valle de los Ingenios – Sukkermølledalen – nær Trinidad.

Over 70 sukkermøller var der engang i det kæmpe område øst for Trinidad, der samlet går under navnet Sukkermølledalen – på spansk: Valle de los Ingenios. Her blev hovedparten af Cubas sukker engang produceret, og landet var i en periode den største sukkerproducent i hele verden.

Umådelig rigdom blev skabt her, men det var nogle få, der høstede de store gevinster. Det hårde arbejde blev udført af slaver – først de indfødte og siden, da de oprindelige cubanere var noget nær udryddet, af afrikanere, der blev kidnappet i deres hjemlande og under grusomme pinsler og umenneskelig behandling tvunget til at arbejde i sukkerrørmarkerne.

På liste over verdensarv
Området dækker et areal på 270 kvadratkilometer og består egentlig af tre dale, nemlig San Luis, Santa Rosa og Meyer. Samlet under navnet Valle de los Ingenios blev området sammen med nærliggende Trinidad optaget på Unescos verdensarvliste i 1988.

img_7523
Den nyrestaurerede Ingenio Guáimaro vidner om de enorme formuer, der engang blev skabt på sukkerproduktion i dalen.
img_7573
Ingenio Guáimaro blev aldrig brugt til beboelse, men var alene en administrationsbygning.

Helt fra den tidligste kolonitid i 1500-tallet var sukker en vigtig afgrøde i Cuba, hvor klimaet og mulden er perfekt til dyrkning af sukkerrør, som spanierne indførte i 1512.

Fra slutningen af 1700-tallet var Cuba verdens største producent af sukker, men da revolutionskrigene begyndte at rase 100 år senere, blev mange sukkermøller forladt og andre ødelagt.

Sukkerbaronernes fornemme haciendaer fik lov at forfalde, og snart var Cubas dominans på sukkermarkedet en saga blot. Dyrkningen fortsatte dog, og eksporten var fortsat betydelig. Således fik USA frem til 1960 dækket en tredjedel af sit sukkerforbrug med cubansk sukker.

Efter Castros magtovertagelse i 1959 blev Sovjetunionen og Warszawapagt-landene hovedaftagere af Cubas sukker – og det til kunstigt høje priser. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991 lukkede to tredjedele af de eksisterende sukkermøller – rettere store fabrikker – og 100.000 mistede deres arbejde.

Flere steder i Sukkermølledalen kan man i dag se de forladte og forfaldne fabrikshaller, og togvogne, der engang transporterede sukkerrørene fra mark til fabrik, står forladte på skinnerne og ruster op.

dsc07718
Sukkermølledalen fotograferet fra syd.

Stadig stor produktion
Dyrkningen af sukkerrør er i dag industrialiseret, og biproduktet bruges i stor stil til produktion af rom, som er et andet af Cubas kendteste produkter.

Bacardí var cubansk, indtil revolutionen jog familien ud af Cuba. Produktionsapparatet blev nationaliseret og brugt til produktion af rom af mærket Caney, mens Bacardí rykkede til Puerto Rico. Selskabets ikoniske hovedkvarter i Habana Vieja står stadig.

Havana Club, som i dag er den kendteste cubanske rom, er også en nationaliseret virksomhed. Mærket blev lanceret af José Arechabala i 1878, men Castro-styret overtog altså butikken umiddelbart efter ‘revolutionens triumf’ og har i dag enorme indtægter på salg af den velsmagende drik.

I samarbejde med det franske firma Pernod Ricard er Havana Club vokset til et internationalt varemærke, men den amerikanske handelsblokade har forhindret selskabet i at sælge sit produkt i USA.

Fortsætter kampen
Bacardí, som siden revolutionen har kæmpet en indædt kamp mod Castro-styret, har opkøbt det oprindelige Havana Club-varemærke – inklusiv opskrift – af Arechabala-familien og forsøger nu at afsætte firmaets egen Havana Club på internationale markeder.

havanaclub
Et udvalg af den verdensberømte Havana Club-rom. Den blå er den bedste, hvis man spørger mig.

På flaskerne er angivet, at der er tale om rom fra Puerto Rico, men Bacardí spiller kraftigt i reklamekampagner på sin cubanske fortid – formentlig i lyset af den voksende popularitet, som Cuba og cubansk rom har oplevet i de seneste årtier.

Bacardí har imidlertid svært ved at komme ind på markedet med en cubansk rom, der ikke er produceret i Cuba. Desuden har Pernod Ricard anlagt sag for krænkelse af sit varemærke, og det er en strid, som den franske gigant synes tættest på at vinde. Barcardí har således tabt retten til navnet Havana Club i Spanien, mens Pernod Ricard og den cubanske stat har fået fornyet retten til Havana Club-varemærket i USA, som er verdens største marked for rom.

Spor af fortiden
Mens Cubas dominans på det internationale sukkermarked for længst er forbi, kan man i Sukkermølledalen finde spor af de – for nogle – gyldne tider, da vældige formuer blev skabt og hele egnen oplevede umådelig velstand.

Sukkermøllen Manaca Iznaga cirka 12 kilometer fra Trinidad blev opført i slutningen af 1700-tallet, mens ejendommens tårn (det bærende billede på denne artikel), der er et vartegn for hele egnen, blev opført af Alejo Maria Iznaga y Borrell omkring 1820. En af tårnets vigtigste funktioner var, at man derfra kunne holde øje med slaverne i markerne i plantagen og sikre, at de ikke stak af.

I dag er haciendaen restaurant, og man kan i baggården presse et glas sukkerrørsjuice – guarapo – på en antik presse som dem, der i sin tid blev betjent af slaver. Manaca Iznaga er den kendteste af egnens forladte sukkermøller. Andre er så forfaldne, at man knapt bemærker dem, når man kører forbi, mens flere og flere er under renovering, så fortiden træder lysere frem.

dsc07724
Sukkermølledalen fotograferet fra et udsigtspunkt nær Trinidad.

Pengemaskiner
En af dem er Ingenio Guáimaro, som jeg besøgte i januar 2014. Haciendaen er nænsomt renoveret, og den rummer en del af det originale møblement, mens resterne af de engang smukt dekorerede vægge lader forstå, at der i branchen blev tjent enorme summer. Bygningen er aldrig blevet brugt til beboelse, idet ejeren boede i nærliggende Trinidad. Den var i stedet en administrationsbygning.

Man finder Ingenio Guáimaro ved at følge landevejen fra Trinidad til Sancti Spiritus. Cirka 10 kilometer efter den fint annoncerede afkørsel til Manaca Iznaga, kommer en afkørsel til højre mod landsbyen Palmarito. Et lille skilt viser også vej til Ingenio Guáimaro. Fortsæt cirka 750 meter og kør til højre ad en grusvej, som fører direkte til haciendaen.

Der er hverken toilet eller mulighed for at købe forfriskninger på stedet, hvortil der er fri entré. En opsynsmand passer på stedet, og der er god chance for, at en lokal dukker op og tilbyder rundvisning. Forstår man spansk, gælder det om at slå til, for der er ingen plancher eller forklarende tekster. Betaling er efter fornemmelse, men to-tre dollar gør helt sikkert lykke.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *