FRI JAGT PÅ TURISTER

Raúl Castro iværksatte store forandringer af Cuba for at ruste landet til fremtiden, men reformationen går så langsomt, at ungdommen synes at have mistet tålmodigheden.

Går man en formiddagstur på Havannas travleste handelsstrøg, Obispo, kan man undre sig over, at der er så mange mennesker på gaden. Især unge mennesker er der en sand vrimmel af. Hvorfor er de ikke på arbejde? Hvorfor er de ikke i skole? På universitetet?

Svaret er lige så indlysende, som det er sørgeligt: Det kan ikke betale sig! Selv højtuddannede cubanere i gode stillinger tjener væsentligt mindre, end en driftig gut uden uddannelse kan tjene på gaden ved at platte turister for hård valuta.

Evig jagt på penge
Det har fået mange til at søge de nemme penge på gaden. Resultatet er en sand menneskejagt på turister, som uden undtagelse opfattes som velhavende, og som undertiden nærmest må løbe spidsrod mellem de talløse sælgere, der forsøger at kapre kunder.

Hundreder – ja, måske tusinder – af nye virksomheder er blomstret op i Cuba i de senere år som følge af Raúl Castros forsøg på at reformere sit land. Han forstod, at befolkningen ikke længere lader sig besnære og begrænse af socialistiske, revolutionære paroler om fællesskab, sammenhold og nøjsomhed, men (også) ønsker at forfølge deres personlige ambitioner om velstand og succes.

Virksomhederne er langt overvejende små foretagender som spisesteder (paladares), minihoteller (casas particulares), frisører og skønhedsklinikker.

I Cuba synes drømmen om velstand alene at være forbundet med servicering af turister, som der bare kommer flere og flere af. Den cubanske servicesektor er gigantisk, og den må forventes at blive endnu større i fremtiden.

Et af de seneste tiltag er massage, som tilbydes overalt – og som for langt hovedparten må formodes at være samme slags massage, som tilbydes på de bageste sider i Ekstra Bladet.

img_8014red
Gadesælger på handelsgaden Obispo. Hun tiltrækker sig opmærksomhed ved at spille på claves. Hendes varer – klassiske souvenir-effekter – er udstillet i trappeopgangen bag hende.

Vælger den lette løsning
En prostitueret kan tjene en gennemsnitlig årsløn på en uge ved at servicere turister. En uautoriseret gadesælger har en fortjeneste, der svarer til en almindelig arbejders månedsløn, hvis han sælger bare én æske af sine falske mærkevare-cigarer. Og en tigger, der lokker en dollar ud af en turist, har tjent, hvad en landarbejder kan knokle sig til på to-tre dage.

I det lys kan det være svært at overbevise de unge mennesker om, at det giver mening at slide sig gennem uddannelsessystemet med udsigt til at kunne tjene en kun beskeden løn efterfølgende.

img_8045
Gadesælger tilbyder hjemmelavet slik i Habana Vieja. Snart er det formentlig slik fra internationale giganter som Nestlé og Mars, hun sælger.

I gennemsnit tjener en cubaner 28 CUC – cirka 190 kroner – om måneden. De, der trækker gennemsnittet op, sidder i gode offentlige stillinger og tjener 40-50 CUC.

I den private sektor er der efter cubansk standard særdeles vellønnede job at finde som stuepiger i de talløse ‘casas particulares’, som turister står i kø for at leje. Et sted, hvor jeg engang boede i nogle uger, tjente stuepigen hele 80 CUC om måneden.

Hun var i øvrigt alligevel temmelig utilfreds med alting og jamrede sig konstant over sit hårde liv, husker jeg. Jeg vidste godt, hvad hun faktisk sagde: ‘Giv mig nogle af dine penge, rige europæer!’

Nogle få i landet kan tjene flere hundrede CUC om måneden. Det kunne for eksempel være en betroet medarbejder i FN eller en af de store statslige virksomheder.

Det kræver uddannelse og flere års erhvervserfaring at hæve sig over gennemsnittet, og den pris er der mange, der ikke vil betale. Mange unge cubanere, som gennem den reformpolitik, Raúl Castro satte i værk, er blevet stillet en økonomisk bedre fremtid i sigte, vil ikke vente på den tøvende forvandling af samfundet fra planøkonomisk utopi til markedsorienteret virkelighed.

De vil her og nu have del i den velstand og den frihed, de hele deres liv kun har været tilskuere til, når de overalt har kunnet se turister ødsle penge bort. Den hurtige adgang til penge ligger i turistbranchen.

Aggressiv tone
For blot et par år foregik kontakten med gadesælgerne forholdsvis diskret og afdæmpet, men den voldsomt forstærkede konkurrence har nu skabt en til tider aggressiv og oftest meget direkte tone. For eksempel er jeg aldrig tidligere i Cuba blevet anråbt på gaden af unge kvinder, som uden blusel og i alles påhør har afkrævet mig svar på, om jeg kan lide ‘fucky-fucky’. Det skete gentagne gange, da jeg i januar-februar 2014 senest besøgte landet.

masketluder
Prostitueret trækker åbenlyst på den travle handelsgade Obispo i Havanna. Det havde været utænkeligt for blot få år siden, da prostitutionen foregik langt mere diskret.

Luderne står i øvrigt nu helt åbenlyst og trækker på gaden, hvilket for blot få år siden var utænkeligt, idet politiet nidkært kontrollerede cubanitaer, der mængede sig med turister og derfor kunne mistænkes for at være prostituerede. Jeg antager, at luderne nu om dage har skaffet sig fred for politiet ved hjælp af bestikkelse.

Truende adfærd
Også cigarsælgerne og taxichaufførerne har anlagt en langt mere aggressiv stil i takt med den markant forstærkede konkurrence. Nogle af gadens plattenslagere – de såkaldte jineteros – skærer gerne ind foran en, når man går på gaden, og indleder en vedholdende afhøring: ‘Hvad laver du her? Hvad leder du efter? Hvad vil du?’

For disse mennesker er det komplet ubegribeligt, at nogen skulle finde på bare at gå en tur for at studere byen og hverdagslivet. I deres verden er en turist en forbruger, som har masser af penge, som han bare venter på at få brændt af på fornøjelser.

Forvrænget billede
Aldrig tidligere er jeg blevet overdænget med så mange tilbud om cigarer, kvinder, måltider og taxature, som jeg blev det på denne rejse. Og aldrig tidligere har jeg fornemmet en så fjendsk indstilling fra plattenslagerne, når de forstod, at jeg ikke var til at handle med.

img_6898
På den brede promenade Prado mit i Havannas centrum kan en turist ikke gå mange meter uden at blive antastet af en eller anden, der vil sælge en vare eller serviceydelse.

Det er ubehageligt, men det mest ulykkelige er, at man som turist let får den tanke, at folk på de travle handelsgader er repræsentative for den cubanske befolkning. Det er de ikke. De ordentlige, retskafne cubanere hænger netop ikke på gadehjørnerne i dagtimerne.

Da er de travlt optagede af skole og arbejde, og står man tidligt op og sætter sig på en bænk i Habana Vieja på en hverdag, vil man se en vrimmel af folk på vej til kontorer og læreanstalter. De fleste af dem har ingen kontakt med turister overhovedet.

Det er de andre, vi som turister møder hver dag, og det er dem, der giver os et førstehåndsindtryk af Cuba og cubanerne. Desværre.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *