FORVRÆNGET VIRKELIGHED

Hverdagslivet i Cuba river grimme flænger i det glansbillede af et ferieparadis, man finder i rejsebureauernes glittede magasiner.

De er fattige, men de er lykkelige og livsglade. Allerede før, man er landet på øen, sidder denne karakteristik af cubanerne fast i bevidstheden, for rejsebureauerne banker den ind i hovedet på os med flotte, glittede kataloger, der romantiserer diktaturet, forfaldet og fattigdommen.

Grundlæggende er cubanerne ganske rigtigt udstyret med lyse sind. Men sandheden er også, at der i Cuba ikke er mangel på bitre, misundelige mennesker, som kun har øje for deres egen dagligdag og deres egne behov. Det får jeg bekræftet hver gang, jeg bevæger mig ud i det cubanske hverdagsliv.

'Studiet, arbejdet, riflen' står der på logoet for UFC - unionen af unge kommunister. Forbillederne er Juan-Antonio Mella, Camilo Cienfuegos og Che Guevara. De gamle slagord har i dag ringe effekt på mange unge, som skamløst jagter ussel mammon på turiststrøgene og turistresorterne.
‘Studie, arbejde, riffel’ står der på logoet for UJC – unionen af unge kommunister. Forbillederne er Julio Antonio Mella, Camilo Cienfuegos og Che Guevara (se ‘Statslig heltedyrkelse‘). De gamle slagord har i dag ringe effekt på mange unge, som hellere end at studere, arbejde og gøre militærtjeneste jagter ussel mammon på turiststrøgene og i turistresorterne.

Seks gange har jeg besøgt Cuba. Jeg har mødt snesevis af mennesker og har rejst vidt omkring på den smukke ø. I de fem måneder, jeg sammenlagt har tilbragt i Cuba, har jeg kun mødt ganske få fremmede, der spurgte til mit liv, mit job, mit land uden at afslutte samtalen med på en eller anden facon at bede om penge.

Ser skævt til en
Jeg husker kun et par stykker, der har hjulpet mig med et eller andet uden bagefter at række hånden frem. Og jeg mindes faktisk ingen fremmede, der har smilet til mig på gaden uden, at det var et forsøg på at indlede en handel eller på anden måde liste et par dollar ud af mig.

Derimod er jeg igen og igen blevet mødt af skulende, bitre mænd, hvoraf ikke så få med åbenlys foragt har hvisket et eller andet tydeligvis nedsættende, når jeg har passeret dem.
Og jeg oplevede flere gange, at cubanske kvinder hvæsede spydige kommentarer til min daværende, cubanskfødte kone, når de passerede os på gaden og ikke kunne undertrykke deres misundelse over den for dem efterstræbelsesværdige tilværelse, hun nød.

En gang i Pinar del Rio spyttede en flok dagdrivere på gaden på vores lejebil og slyngede eder og forbandelser mod mig, fordi jeg nægtede at betale den sum, de krævede for at have vasket ruderne på bilen. Jeg havde ikke bestilt det i øvrigt dårligt udførte arbejde, så jeg så ingen grund til at betale.

Plaza Vieja i Havanna. Så sent som 2009 blev det sidste palæ på pladsen renoveret ved hjælp af udenlandske sponsorer. Beboerne blev flyttet ud af byen, og ind flyttede virksomheder og offentlige kontorer.
Plaza Vieja i Havanna. Så sent som 2009 blev det sidste palæ på pladsen renoveret ved hjælp af udenlandske sponsorer. Beboerne blev flyttet ud af byen, og deres nyrestaurerede boliger blev indrettet til kontorer for virksomheder og myndigheder.

Tænker på sig selv
Men hør, hvad så med alle de glade mennesker, man ser i rejsebrochurerne og hører om, hver gang snakken falder på Cuba? Hvad med de altid smilende, evigt smukke, ivrigt dansende cubanere, som Cuba-rejsende kan fortælle om, når de er kommet hjem?

Mit svar er: Ja, de smiler – for de ved jo, at vi giver dem en dollar, når de smiler! Og ja, de danser – for vi giver dem en dollar, når de danser!

Ja, de cubanere, man møder på hotellerne, i ferieresorterne og ved turistattraktionerne, synes at være glade og lykkelige, og de synger og spiller, og de klæder sig ud som karikaturer af sig selv og pulser på enorme, falske cigarer, og de er festlige og farverige.

Ja. Det er det, de lever af.

For den gennemsnitlige cubaner er der derimod ikke meget at smile ad i hverdagen. Livet er hårdt, for pengene er små, og der er jævnligt varemangel i pesosbutikkerne. Der er for en meget stor del af cubanere endog meget langt mellem fornøjelserne og de glade oplevelser.

Sig selv nærmest
Desværre har det resulteret i en udpræget egoisme i landet, der officielt hylder sammenhold, solidaritet, frivilligt arbejde og broderskab. Og det har resulteret i en bitterhed og vrede, som mange ganske uforståeligt retter mod turister, som entydigt er dem, der holder hjulene i gang, snarere end mod magthaverne, som i over et halvt århundrede har indskrænket den personlige frihed til at skabe velstand og vækst.

Udsigt over Havannas havn. I det fjerne skimtes beboelsesejendomme af østeuropæisk snit. 'Plattenbau' kaldte man den slags i DDR, og kvaliteten er ikke højere i Cuba.
Udsigt over Havannas havn. I det fjerne skimtes beboelsesejendomme af østeuropæisk snit. ‘Plattenbau’ kaldte man den slags i DDR. Kvaliteten er ikke højere i Cuba.

Enhver synes at være sig selv nærmest. Det konstaterer turister ofte, når de benytter privat overnatning, for en aftale er som regel kun en aftale, når det kan betale sig for cubaneren.

Vi boede i tre omgange over flere år hos señora Maria på Malecón i Havanna og fik et rigtigt fint forhold til hende. Det var næsten som familie, så da vi i 2014 skulle tilbringe endnu måned i Cuba, bestilte vi selvfølgelig på forhånd et værelse hos hende.

Vi havde vores lille datter med til Cuba for første gang, så det var trygt at vide, at vi havde plads i et godt, velkendt casa particular. Vi fik mail-kvittering på reservationen, og vi fik flere gange bekræftet aftalen med Maria i telefonen.

Går efter pengene
Alligevel havde hun booket værelset ud til anden side, da vi som planlagt ved 22-tiden efter 18 timers rejse med en meget træt baby endelig nåede frem. Det er typisk for cubanere: De vil hellere have én dollar i hånden her og nu end løfte om 10 dollar om lidt. Derfor kan det være svært at stole på, at de reservationer, man har foretaget, faktisk er noget værd.

Jeg har prøvet noget tilsvarende i Trinidad engang. Jeg havde fra Havanna booket et værelse i Trinidas centrum, men da jeg nåede frem, var der dukket en anden lejer op, som udlejer formentlig kunne bøffe for ekstra fem dollar. Jeg blev så i stedet dirigeret til et ydmygt kammer så langt fra bymidten, at det ganske enkelt ødelagde fornøjelsen ved mit ophold i byen. At jeg samtidig kom til at betale vild overpris for et så usselt logi, føjede kun spot til skade.

Ringer man efter en taxi, er det samme problem: Uanset, hvor mange løfter, der bliver givet af telefondamen, kommer taxien kun, hvis der undervejs ikke er nogen, der prajer den.

Byliv i Havannas gamle bydel. Bygningen til venstre huser folkeskolen 'Fabricio Ojeda', som er opkaldt efter en venuzuelansk filosof, som var venligt stemt over for den cubanske revolution.
Byliv i Havannas gamle bydel. Bygningen til venstre huser folkeskolen ‘Fabricio Ojeda’, som er opkaldt efter en venuzuelansk filosof, som var venligt stemt over for den cubanske revolution.

Slår en klo i turister
Cubanerne går tilsyneladende målrettet efter pengene i alt, hvad de foretager sig. På gaden lyder en klassisk åbningsreplik: ‘Hello, my friend! Where are you from?’ Svaret på spørgsmålet er fuldstændigt ligegyldigt.

Der er ingen – absolut ingen – der er interesseret i, hvor man kommer fra. Man kan sige Antarktis, Pakistan eller Danmark. Det spiller ingen rolle, for målet med henvendelsen er udelukkende at slå en klo i den omvandrende pengetank, så de kan bede om penge eller foreslå en handel af en eller anden art.

En gæst i det socialistiske land må snart erkende, at stort set alt drejer sig om penge. Ofte står man efter en dags sightseeing tilbage med det indtryk, at enhver i dette land er blindt optaget af at liste endnu en dollar op af lommen på endnu en turist.

Det er naturligvis en forvrænget virkelighed, men det er det også, når rejsebureauerne trykker farverige brochurer på lækkert, glittet papir og fremstiller Cuba som et paradis og cubanerne som lalleglade salsadansere, der trods armod og dunkle fremtidsudsigter lever sorgløse liv med rom og cigarer, gamle dollargrin, musik og dans.

Et sted imellem disse yderpunkter finder man det ægte Cuba.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *