NYE VINDE BLÆSER

Efter mere end et halvt århundredes indædt fjendskab har USA og Cuba taget små skridt i retning af forsoning – men reaktionære kræfter i USA kæmper imod.

Onsdag 17. december 2014 blev en mærkedag for cubanere over hele kloden: Den dag blæste pludselig nye vinde over deres fædreland, da præsidenterne Raúl Castro og Barack Obama samtidig tonede frem på tv i hver deres land for at bekendtgøre, at der var taget skridt til at normalisere forholdet mellem Cuba og USA efter mere end et halvt århundredes indædt fjendskab.

Viden om blev det fejret, at USA omsider viste vilje til at ophæve den flere generationer lange handelsblokade af Cuba. Det sås som et løfte om, at hjulene over tid vil begynde at rulle hurtigere og skabe velstand til alle på den caribiske ø.

Ignoreret blev det af de fleste, at der er meget langt fra ord til handling. Demokraten Obama fik ved midtvejsvalget i november 2014 sin politiske handlefrihed stærkt indskrænket, idet republikanerne vandt kontrollen i begge kamre i kongressen. Da Obama tog skridt til en forbrødring med Cuba, erklærede oppositionen sig straks uvillig til at slække på det jerngreb, USA har holdt Cuba i siden 1960.

img_6720
Fra Malecón i Havanna er der udsigt over Florida-strædet, som adskiller Cuba og USA.

Stærk kritik
Siden tabte demokraterne til manges forbløffelse og bestyrtelse præsidentvalget til republikaneren og realitystjernen Donald Trump, og partiet forlængede samtidig sit greb om kongressen.

Mange på den fløj har svært ved at se, hvad USA kan få ud af at give regimet i Cuba ny energi ved at ophæve blokaden. Den republikanske senator Marco Rubio, som er søn af cubanske immigranter, hævdede umiddelbart efter det opsigtsvækkende tøbrud, at Obamas løfte om at hæve blokaden hviler på en illusion om, at øget handel og større vareudbud vil resultere i øget politisk frihed.

For styret i Havanna kan ophævelsen af blokaden vise sig at være et tveægget sværd. Øget handel vil givetvis forbedre vækstmulighederne og på sigt hæve levestandarden, men spørgsmålet er, om det kommer til at gå hurtigt nok, og om regimet kan fastholde grebet om landet, når forandringens vinde blæser.

Uanset, hvad der sker og hvor hurtigt, må man håbe, at landet bliver reformeret i en glidende bevægelse, så cubanerne selv kan følge med og stadig selv kan holde udviklingen under kontrol. Lykkes det, kan Cuba måske i løbet af nogle år løfte sig ud af armodet og forhåbentlig flytte sig skridt for skridt i retning af et vestligt demokrati.

De gamle palæer i Havanna er overfyldte af beboere og er for manges vedkommende totalt nedslidte.
De gamle palæer i Havanna er overfyldte af beboere og er for manges vedkommende totalt nedslidte. Mange af de gamle, enorme herskabsboliger er delt op og huser flere generationer i samme familie.
Typisk dagligstue i Cuba. Tv'et byder trods blokade på mange amerikanske film og serier. Her er det en koncertoptagelse med Buddy Holly, der løber over skærmen.
Typisk dagligstue i Cuba. Tv’et byder trods blokade på mange amerikanske film og serier. Her er det en koncertoptagelse med Buddy Holly, der løber over skærmen.

Lykkes det ikke, er der grund til at frygte ragnarok med løbsk kriminalitet og udbredt korruption. Slipper det socialistiske styre grebet for hurtigt, kan landet lynhurtigt udvikle sig til et samfund, hvor turister ikke som i dag kan færdes frit og trygt, men helst skal bo bag høje mure og omgive sig med bodyguards for ikke at blive udplyndret.

Imod en sådan udvikling taler, at Cuba trods alt i over et halvt århundrede har udviklet sig under myndighedernes strenge kontrol og disciplin med ofte brutal reaktion på voldsudøvelse og voldelig kriminalitet.

Ambassader åbnet
Tøbruddet mellem de tidligere ærkefjender USA og Cuba begyndte i 2013 og førte i første omgang til, at landene genskabte de diplomatiske forbindelser. USA’s repræsentation i Havanna er forvandlet til en egentlig ambassade, og Cuba har åbnet en ambassade i Washington.

Første konkrete tegn på, at der blæser nye vinde, var, at USA strøg Cuba fra listen over regimer, der støtter terrorisme, og løslod de sidste tre af ‘Los cinco héroes’. De cubanske nationalhelte blev fængslet for spionage mod USA i 1998. Læs mere her.
Til gengæld løslod Cuba den spiondømte cubaner Rolando Sarraff Trujillo, som havde siddet fængslet i 20 år for sit arbejde til fordel for USA. Yderligere 53 fanger, som USA betegnede som politiske fanger, blev løsladt fra cubanske fængsler.

Cuba løslod endvidere den amerikanske embedsmand Alan Gross, som i fem år havde siddet fængslet i Cuba for forsøg på at indsmugle satellit-telefoner og computerudstyr. Han blev officielt ikke fangeudvekslet, men blev løsladt af humanitære årsager. Timingen afslører dog, at det reelt var en del af den pris, Cuba måtte betale for at få USA til at løsne grebet.

Ny strategi
Obama angav som motiv for tilnærmelsen, at forsøget på at tvinge Castros regime i knæ ved hjælp af embargoen ikke havde båret frugt gennem mere end fem årtier, og at det var tid for en ny strategi i kampen for at sikre de 11 millioner cubanere bedre levevilkår og politisk frihed.

Udsigt fra en tagterrasse i Trinidad de Cuba.
Udsigt fra en tagterrasse i Trinidad de Cuba.

Republikanerne ser imidlertid alene en gennemgribende reformering af Cuba som løsning på den lange konflikt. Senator Rubio, som i 2016 forgæves forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat, har forsikret, at republikanerne  vil gøre alt for at forhindre, at embargoen bliver ophævet.

img_7478
Olding i Trinidad sælger fotos af sig selv med sit trætte æsel.

Politisk er der langt til en normalisering af forholdet til Cuba, men forandringer har kunnet gennemføres i mindre målestok. Rejserestriktioner for amerikanske statsborgere er blevet lempet, og det samme er begrænsninger på import af for eksempel rom og cigarer.

Mere internet
Begrænsninger for brug af kreditkort udstedt i USA er fjernet i Cuba, og Castro har lovet at forbedre den almindelige cubaners adgang til Internet. Længe var adgangen censureret og kun tilgængelig på visse arbejdspladser samt på få offentlige netsteder, som flertallet af cubanere ikke har råd til at frekventere.

De, der havde råd, måtte stå i lange køer og vente i timevis på at få adgang til Internet via en oftest umådeligt langsom forbindelse. For eksempel i Havanna kunne man dagligt se snesevis af unge vente i kø foran teleselskabet Etecsas bygning på hjørnet af den travle handelsgade Obispo og Habana-gaden.

I dag er der visse steder oprettet såkaldte hotspots, hvor trådløs forbindelse til internet kan opnås via mobiltelefoner. I perioder forkæles borgere med smartphones – og dem kommer der flere og flere af – med gratis wifi.

img_7005
Kig fra den sydlige del af Habana Vieja ind mod centrum. Tårnet sidder på Barcardi-bygningen.

Etecsa har indgået et samarbejde med den amerikanske Google-koncern i en plan om at forbedre cubanernes adgang til internet.

Høje forventninger
Håbet om velstand har fået ny næring i Cuba, og det bliver spændende at følge udviklingen. I over 50 år har regimet haft blokaden som undskyldning for alt og har kunnet fastholde USA som det store fjendebillede.

Forsvinder blokaden, er USA ikke længere er den evige aggressor, og så må det cubanske styre selv stå til ansvar for de livsbetingelser, folket bliver budt. Forventningerne – især i den cubanske ungdom – til en fremtid uden blokaden er tårnhøje, og det bliver noget nær en umulig opgave for styret i Havanna at indfri dem.

Ved skæbnens ironi kan blokaden, der skulle vælte Castro-regimet, først medføre den ønskede virkning, når den er fuldt ophævet.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *