EN SOLID PROPAGANDASEJR

En kvinde passerer på hovedfærdselsåren La Rampa i Havanna-bydelen Vedado en af utallige billeder af Fidel Castro i Havanna.

Cubas sundhedsvæsen er vidt berømmet og fremhæves af regimet som en af revolutionens største triumfer. De faktiske forhold driver imidlertid ingen til at juble.

Man skal ikke tale ret længe med en cubaner om Cubas samfundsstruktur, før landets sundhedsvæsen bliver fremhævet som en lysende triumf i det kaotisk forfaldne land. Fidel Castro bandt befolkningen på mund og hånd, men han gjorde også meget godt, lyder det. Og sundhedsvæsnet var altså en af El Comandantes største sejre, forstår man.

Rigtigt er det, at cubanerne har fri adgang til lægehjælp, og at de gør rigeligt brug af den. Gratis lægehjælp er ubestrideligt en landvinding af dimensioner i en så fattig del af verden.

Man må dog konstatere, at regimet dygtigt har udnyttet den store satsning på sundhedsområdet i propagandaen og i vide kredse i den vestlige verden med sundhedsvæsnet som eksempel har skabt en forestilling om, at den cubanske socialisme er en succes.

Nyttige idioter
Udenlandske læger og sygeplejersker kommer jævnligt på besøg, og de får den store guidede tur gennem det ypperste, sundhedsvæsnet kan byde på – blandt andet det veludstyrede, velholdte Hospital Hermanos Ameijeiras, som ligger i Centro Habana og som fortrinsvis benyttes af den politiske og kulturelle elite i Cuba.

Nogle af regimets gæster – de mest naive af dem – vender hjem og beretter begejstret og ukritisk om systemets fortræffeligheder.

hospital-ivan-portuondo_sala-hospitalizacion-2
Typisk cubansk hospitalsstue. Bemærk det private sengelinned og den medbragte proviant. (Foto lånt fra bloggen Medicina Cubana).

Dagbladet Politiken har ved flere lejligheder bragt læserbreve og kronikker af dansk sundhedspersonale, som er faldet i svime over det fattige lands formåen. Disse nyttige idioter har naturligvis kun set, hvad regimet har ønsket, de skulle se, og er så rejst hjem svævende i den vildfarelse, at det socialistiske diktatur har sikret det arbejdende folk forhold ikke ulig dem, den vestlige verden kan tilbyde høj som lav.

Krydser fingre
Cuba ligger fint i sundhedsstatistikkerne med lav børnedødelighed og høj levealder, og det bør selvfølgelig fremhæves. Men de faktiske forhold på hospitaler og lægeklinikker er mindre prangende, for naturligvis er sundhedsvæsnet i et fattigt, udpint land som Cuba lysår fra vestlig standard. Ud over statistikkerne er der bestemt ikke noget at prale af.

Det siges, at cubanerne krydser fingre, når de træder indenfor på et hospital i Cuba. De ved, de har brug for held og lykke. Folk kommer slæbende med spande og klude til rengøring, sengetøj, ventilatorer og endog fjernsyn, skriver bloggeren Iván García i blogposten ‘Cuba Needs More Doctors and Better Hospitals’. Han fortæller, at velstillede familier hver dag bringer frokost og middag til indlagte pårørende, og at de undertiden også forsyner sundhedspersonalet med mad.

ivan-docs-post-bb-620x330
De sanitære forhold på de fleste hospitaler lader meget tilbage at ønske. Dette foto, som jeg har lånt fra bloggen translatingcuba.com, skal være taget på Calixto Garcia-hospitalet i Havanna.

Jeg har besøgt flere hospitaler og lægeklinikker i Havanna. Det værste, jeg har set, er det store Calixto Garcia-hospital i bydelen Vedado. Da jeg ankom med min daværende kone for at besøge et indlagt familiemedlem, stod to portører under åben himmel få meter fra indgangen og spulede bårer rene for blod og menneskeligt søle. Indenfor var der i forhallen så beskidt, at skidtet formentlig kun kunne løsnes med en spartel.

Pårørende gør rent
Overalt var der mennesker. Syge og pårørende i uorganiseret sammenblanding. Tydeligt dødssyge patienter stavrede rundt på gangene, mens børn på besøg løb rundt og legede. Sygeplejersker og læger styrtede rundt – nogle med operationsmasker og forklæder plettet af patienters kropsvæsker.

Da vi omsider fandt den afdeling, hvor min ekskones onkel – i øvrigt selv en dygtig kirurg – var indlagt, blev jeg ved indgangen nær ramt af en stråle medicin, da en sygeplejerske netop i det øjeblik klargjorde en injektionssprøjte.

hospital_calixto_garcia__la_habana__cuba__sala_toralba__15_
Billedteksten til dette foto, som jeg har lånt fra bloggen Medicina Cubana, lyder: ‘Lokalet Torralbas (kirurgi) på Hospital Calixto Garcia’.

Afdelingen var en aflang hal, hvor halvmure skabte nogle båse, som gjorde det ud for stuer. Alt holdt i en mintgrøn farve, men malingen var skallet af og de afrundede mure var på overfladen grålige og blanke af fingerfedt efter mange års slid og ringe vedligeholdelse.

Selv om pårørende ofte gør båsen ren, før deres kære indlægges, var afdelingen rent ud sagt møgbelortet. Nogle vægge var beklædt med fliser, hvor skidtet sad særligt godt fast i fugerillerne. Alle patienter lå i deres senge i civilt tøj. Nogle øjensynligt nyopererede, mens andre så ud til at ligge for døden.

Oftest kun i kraft af pårørende fik patienterne noget at spise, forstod jeg. Intet privatliv. Ingen diskretion. Ringe omsorg. Blot en led stank og en konstant støj fra de mange mennesker. Et kvægtorv, hvor kreaturerne var stuvet sammen og ventede på igen at komme på græs. Eller det lurende, skræmmende alternativ.

Kæderyger på gangene
Iván García fortæller i sin blogpost fra april 2015 om en patient, han mødte på Calixto García-hospitalet. Ubaldo, hedder han. García mødte ham, da Ubaldo sad og kæderøg på en hospitalsgang, mens han ventede på, at en sygeplejerske kunne skifte hans fyldte stomipose efter en hasteoperation.
Svineriet og situationen til trods slog Ubaldo fast over for Iván García, at Calixto García-hospitalet er et af de bedste hospitaler i Havanna.

‘Af de hospitaler, som er for folket, er kun Hospital Hermanos Ameijeiras bedre. Det er sandt, at mange af rummene i Calixto García er forsømte. Men da det er en undervisningsinstitution, er kvaliteten blandt lægerne høj. Jeg bor i Manzanillo og sammenlignet med et hospital dér eller i en anden østlig provins, er Calixto et femstjernet hotel,’ fortalte Ubaldo.

Jeg har også besøgt en fødeklinik, hvor nybagte og vordende mødre lå på rad og række i en hal uden nogen adskillelse eller privatliv. En babyfabrik. I en ende højrøstede pårørende, som fejrede en nyfødt, og i en anden bekymrede familiemedlemmer, som ventede på forløsningen. Også her kun forplejning på familiernes nåde. Beskidt, indelukket, overfyldt.

sundhedapotek
Apotek i Pinar del Rio. Som på de fleste apoteker i Cuba er der fortrinsvis naturmedicin på hylderne – om noget overhovedet. Der er i Cuba udbredt vareknaphed, når det gælder medicin.

Eksport af læger
Jeg har været på lokale lægeklinikker, hvor syge, gangbesværede ældre måtte trække et nummer i en nærmest uendelig kø. Selv aftalte konsultationer foregik på den måde: ‘Mød op på tirsdag og bliv tilset, når lægen har tid’. Et bare nogenlunde velfungerende sundhedsvæsen kunne vel nok finde ud af at give svage patienter en fast mødetid, så de slap for pinefuld, timelang venten uden adgang til anden forplejning end den, de har pakket hjemmefra?

Måske er det læger, der mangler? Cuba uddanner tusindvis og atter tusindvis af læger hvert år, men en meget stor del af dem bliver sendt til andre lande i Latinamerika og den tredje verden. Det sikrer lægen en langt bedre hyre end i Cuba, så han i løbet af sin udstationering kan spare et pænt beløb op og sikre sig et godt liv, når han vender tilbage til Cuba – hvis han altså ikke vælger at blive i den frie verden.

Samtidig sikrer den cubanske stat sig enorme indtægter i ‘leje’ og dertil vigtige point i kampen for at opretholde illusionen om det socialistiske Cuba som en enestående succes i den latinamerikanske verden.

Enorme indtægter
Bloomberg.com skrev i marts 2014, at den cubanske regering det år forudså indtægter på 8,2 milliarder dollar – 56 milliarder kroner – fra andre lande som betaling for læger og sygeplejersker. Det er cirka 12,5 procent af det cubanske bruttonationalprodukt, så uddannelse af lægepersonale og efterfølgende udlejning er højt prioriteret.

Det samme er den humanitære indsats over for andre landes borgere. Cuba var det første land, der tilbød og ydede hjælp, da et jordskælv med frygtelige følger ramte nabolandet Haiti i 2010, og det fattige land har bygget hospitaler i for eksempel Bolivia og Argentina.

img_6555
Apoteket ‘Drogueria Johnson’ på Obispo-gaden i Havannas gamle bydel. Apoteket er flot, men de gamle, smukke medicinkrukker af porcelæn er tomme. Bleer, tandbørster, toiletpapir og naturmedicin er blandt de varer, apoteket har på hylderne.

Tusinder af fattige udlændinge er som led i ‘Operación Milagro’ (Operation Mirakel) blevet inviteret til øen for gratis at blive opereret for grå stær og andre øjensygdomme. Adskillige af landets hoteller er med kort varsel på skift blevet midlertidigt lukket og omdannet til øjenklinikker, så fattige latinamerikanere kan få hjælp og efterfølgende komme sig og slappe af på hotellet.

Dette skete også i de år, da det var forbudt for Cubas egne borgere at overnatte på landets hoteller. Mens udlændinge altså på statens regning var indlogeret på hotellerne og garanteret operation og rekreation, kunne en cubaner end ikke få lov til at betale sig til en overnatning. Denne absurde diskrimination af landets egne borgere blev ophævet i foråret 2008. Ved samme lejlighed fik cubanere lov til at leje biler, benytte landets bedste strande (som indtil da var reserveret til turister) og eje og benytte mobiltelefoner.

Sælger helbredsferier
Mens Operación Milagro er humanitær hjælp i propagandaøjemed, forsøger regimet at score ussel mammon på ‘helbredsferier’, hvor udlændinge køber sig til behandling på professionelt udstyrede klinikker og kombinerer en operation med rekreation i det tropiske ferieparadis.

Velfærdsydelser til landets egne borgere kommer tydeligvis et godt stykke længere nede på regimets prioriteringsliste.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *