GAVEREGN HAR EN PRIS

Man føler sig let fristet til at overøse cubanerne med gaver og penge, men man risikerer at gøre dem en bjørnetjeneste.

For nogen tid siden skrev en dansk kvinde til mig umiddelbart før, hun skulle på ferie på Cuba. Hun var i tvivl om, hvorvidt det var en god idé at medbringe gaver til de fattige cubanere, og hun bad om mit råd.

Også hun havde hørt historierne om, at cubanerne er helt pjattede med aflagt tøj, små stykker sæbe, kuglepenne, karameller og andre smågaver, som turister deler ud til tilfældigt forbipasserende.

Jeg nåede ikke at svare kvinden, før hun var rejst, men jeg tog mig alligevel tid til at skrive til hende i håb om, at mit brev skulle nå hende derovre og gøre nytte. Det gjorde det ikke, og da hun kom hjem fra ferie sendte hun mig et svar, som jeg kun kunne opfatte som hånligt.

Overflod af gaver
I mit svar til hende havde jeg ikke talt varmt for det gaveræs, mange turister kaster sig ud i, når de besøger Cuba, men kvinden havde givet los og havde øset gaver ud over alle, hun mødte. Så mange gaver havde hun at give, at hun først kom af med de sidste, da hun i lufthavnen ved hjemrejsen overrakte sin rejseguide en goodybag og bad ham distribuere gaverne efter forgodtbefindende.

Ældre kone udklædt som et karrikatur af en cubanita i Habana Vieja. Hendes 'job' består i at lade sig fotografere af turister, hvilket hun opkræver en dollar for enhver, der vil foreviges med en 'ægte' cubaner.
Ældre kone udklædt som en karikatur af en cubanita i Habana Vieja. Hendes ‘job’ består i at lade sig fotografere af turister, hvilket hun opkræver en dollar for af enhver, der vil foreviges med en ‘ægte’ cubaner.

Det hele havde været en stor succes, understregede hun og konstaterede vel dermed, at jeg ikke aner, hvad jeg taler om, når jeg opfordrer til at fare med lempe.

‘Det er sikkert godt, at jeg ikke fik din advarsel før. Kuglepenne og al den sæbe vi kunne skrabe sammen undervejs, blev afleveret til børn og voksne vi mødte. Alle blev glade! Vi havde kun gode oplevelser!’, skrev kvinden og tilføjede triumferende, at hun og hendes mand havde haft en dejlig tur.

Jeg havde bestemt ingen intention om, at de ikke skulle have en god tur. Tværtimod. Og jeg advarede hende ikke. Jeg rådgav hende, som hun havde bedt om, ud fra mine personlige oplevelser, som har været både positive og negative, og ud fra nogle overordnede betragtninger om det problematiske i, at cubanerne konstant bliver bestyrket i troen på, at turister er ødsle velhavere, som blot venter på at blive malket for penge.

Dejligt at give
Det er netop, hvad der sker, når turister af deres hjertes godhed – og undertiden sikkert også med tanke på de lækre Facebook-opdateringer, det kan kaste af sig – overøser tilfældige børn og voksne på gaden med gaver og penge.

Hverdag på den evigt travle handelsgade Obispo i Havannas gamle bydel.
Hverdag på den evigt travle handelsgade Obispo i Havannas gamle bydel. Undertiden er det som om, at jagten på penge er det eneste omdrejningspunkt i en cubaners liv.

Det er der talrige turister, der gør, og nogle gange er det som at betragte ænderne i parken blive fodret med daggammelt brød af familie efter familie på en smuk forårsdag: Til sidst tager de uden synderlig begejstring mod, hvad de bliver budt.

Meget af det, folk samler sammen, sælger de. Der er trods alt grænser for, hvor mange kuglepenne, de har brug for, og hvor meget sæbe, de selv skal bruge, så hvis de pludselig står i skudlinjen, når en turistbus stopper, og det vælter ud med gavmilde turister, får de hurtigt fyldt lagrene op.

Og turisterne stiger veltilfredse om bord i bussen igen, når de har næret omsorg for de indfødte. Det er jo dejligt at give en gave. Man kan blive helt beruset af selvtilfredshed, når man benåder et formodet fattigt menneske med en kuglepen eller en flødekaramel. Eller når man giver drikkepenge i overflod i sikker forvisning om, at man har givet modtageren et bedre liv.

Job uden fremtid
For en turist betyder det ingenting at efterlade en dollar til tjeneren på en café eller at lægge en femdollarseddel på natbordet, når han tjekker ud af hotellet.

Men for Cuba betyder det efter min bedste overbevisning en hel del. På kort sigt er der en tjener og en stuepige, som bliver rigere end før, men på langt sigt risikerer gaveregnen og overdrevne drikkepenge at skævvride samfundet.

Øjebliksbillede fra Havannas havnefront.
Øjebliksbillede fra Havannas havnefront.

Læger, ingeniører, forskere og universitetsprofessorer ser ingen fremtid i deres eget erhverv, når de ved at slæbe kufferter på hotellerne, køre taxi, servere på en café eller slet og ret platte sig frem på gaden kan tjene 10-20-30 gange mere i kraft af turisters velvilje og naivitet.

Ingen steder i Cuba er der så mange penge at score som der, hvor der findes turister. Selv knægten, som strejfer rundt på gaden og viser turister vej til et casa particular eller platter dem for et par kuglepenne eller karameller, han kan sælge, kan tjene mere på en dag, end hans far tjener på en uge i et almindeligt job.

Når turister stikker sådan en knægt en dollar eller fem, giver det for ham ringe mening at stræbe efter en uddannelse, som efter års studier måske blot sikrer ham en løn på 30-40 dollar om måneden. Den gennemsnitlige månedsløn i Cuba var i 2016 på 740 pesos cubanos, hvilket svarer til 30 CUC (convertible pesos, som i daglig tale kaldes dollar. Læs mere her).

Scorer kassen
Turistbranchen – den legale eller illegale – virker ofte mere tillokkende. En tjener på en af de populære caféer i Habana Vieja høster drikkepenge i en målestok, som den fattige landarbejder næppe fatter. Typisk arbejder en tjener hver anden dag i 12 timers vagter, og antager man, at der lavt sat falder blot én dollar af i drikkepenge i timen, har han på en måned en ekstraindtægt på 180 dollar.

Det er et svimlende beløb i et land med en gennemsnitlig månedsløn på 30 dollar, som kan dække både de faste udgifter og brødføde en familie. Kun et fåtal af de turister, tjeneren lever af, kan i deres hverdag i deres hjemland budgettere med et rådighedsbeløb, der er seks gange højere end deres faste udgifter.

Man får oftest kun et smil fra en ukendt cubaner, når der er penge i farvandet. Denne bogsælger på Plaza de Armas i Habana Vieja smiler tilsyneladen kun, hvis man køber en af hans varer.
Man får oftest kun et smil fra en ukendt cubaner, når der er penge i farvandet. Denne bogsælger på Plaza de Armas i Habana Vieja var ingen undtagelse.

Laver man det samme regnestykke for tiggeren på gaden, vil man forstå, at man meget ofte bliver taget ved næsen, når man trykker en mønt i hånden på en øjensynligt sølle stakkel på gaden. Hvis en tigger bare et par gange om dagen lokker en dollar ud af en turist – og det er ingen stor bedrift – har han en månedsløn, der ligger langt over gennemsnittet.

Lider ingen nød
Enhver skal gøre, hvad han har lyst til, men det skader ikke at gøre det på et oplyst grundlag. Der er masser af mennesker i Cuba, der har brug for hjælp, men de fleste af dem, der står længst fremme i køen for at modtage gaver og penge fra turister, er ikke specielt nødlidende.

Flere gange har jeg oplevet, at en tigger har rynket på næsen og vrisset af mig, når jeg har lagt en mønt i hans fremstrakte hånd. Min brøde har været, at jeg forbarmede mig over staklen med en pesos-mønt og ikke et bidrag i den eftertragtede turistvaluta, CUC.

Så er det, man ved, at tiggeriet ikke sker af nød, men er blevet en givtig karriere. Det gør ikke Cuba noget godt. Og turisterne gør heller ikke noget godt for sig selv. De får blot sværere og sværere ved at opleve det ægte Cuba, når de konstant jagtes af lykkeriddere, som kun vokser i antal for hver dag ansporet af de gode, lette penge, der er at tjene.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *