DYRT AT BEVÆGE SIG RUNDT

Transport på Cuba er temmelig kostbar for turister, som dagligt kan komme til at betale i billeje, hvad en gennemsnitlig cubaner tjener i kvartalet.

Har man ikke via et rejsebureau købt bustransfer fra lufthavnen til sit hotel, stifter man allerede ved ankomsten til Cuba bekendtskab med en af de største udfordringer i landet: Transport.

Infrastrukturen har store huller, og transportproblemet er enormt. Det gælder både vare- og persontransport. Hestevogne, cykeltaxier og oksekærrer er almindelige overalt, og mange steder bruges åbne lastbiler som lokale busser, hvor passagererne pakkes tæt sammen på ladet. Blafning er sat i system i landet, og enhver gammel øse kan tilsyneladende prajes på gaden som taxi.

Blaffere venter efter endt arbejdsdag på et lift – sædvanligvis mod beskeden betaling – ved en af Havannas hovedfærdselsårer, Malecón.

Når man ankommer som turist til José Martí-lufthavnen uden for Havanna, er taxi det naturlige valg til den videre rejse til hotel eller casa particular. Det vrimler med chauffører ved ankomstterminalen, så man kommer ikke til at vente længe på en taxi.

Slår plat på turister
Mange plattenslagere blander sig med de autoriserede chauffører og kører piratkørsel. Jeg foretrækker de autoriserede vogne, for opstår der bøvl, har man et sted at klage, og det er noget, chaufførerne har respekt for.

Selv de autoriserede chauffører kører ofte uden taxameter, men angiver en fast pris. Vær beredt på, at de som udgangspunkt oftest sætter prisen temmelig højt.

Typisk må man slippe 25 CUC (cirka 175 kroner) for at blive kørt til centrum – en pris, der skal ses i lyset af, at gennemsnitslønnen på øen er 30 CUC om måneden.

Det er ikke muligt at benytte kreditkort i taxi, og da man ikke kan veksle til turistvalutaen CUC uden for Cuba, er man nødt til at veksle straks efter ankomsten. Læs om Cubas to valutaer her. Uden for ankomstterminalen findes to veksleboder (Cadeca), så man slipper for at stå alt for længe i kø.

Parlamentsbygningen Capitolio i Havanna. Den store bygning er i dag mest til pynt.
Parlamentsbygningen Capitolio i Havanna. Den store bygning, som er en kopi af den amerikanske kongresbygning, er i dag mest til pynt.

Jaget vildt
For ikke så længe siden var man som turist jaget vildt af plattenslagere i ankomsthallen, men nu er uvedkommende nægtet adgang til hallen, og det har gjort ankomsten til Cuba noget mere behagelig.

Til gengæld er lufthavnspersonalet ivrigt begyndt at tilbyde hjælp med kufferter og børn i håb om at tjene lidt drikkepenge.

Kunne man så bare betale for hurtig betjening, ville det være værd at gøre. Men nej, man er nødt til at tage den slagne vej gennem immigrationskontrollen med fotografering og granskning af ens papirer, før man når til bagagehallen. Der må man sædvanligvis vente en rum tid på sin bagage. De to seneste gange, jeg er rejst til Havanna, har det taget over to timer at komme ud af lufthavnen.

Dyre biler
Transport rundt på Cuba kan ske i lejet bil, i bus, tog eller fly. Jeg har aldrig fløjet indenrigs i Cuba, så på det punkt er jeg blank. Tog er det heller aldrig blevet til, idet cubanere, jeg har spurgt til råds, har vendt det hvide ud af øjnene og rystet på hovedet. Det har været advarsel nok for mig.

Tæt trafik på den brede Paseo de Martí - i folkemunde kaldet 'Prado'. Den hvide bygning er Hotel Inglaterra.
Tæt trafik på den brede Paseo de Martí – i folkemunde kaldet ‘Prado’ – i Havanna. Den hvide bygning er Hotel Inglaterra, som jeg med stor tilfredshed har boet på et par gange.

Jeg har prøvet både lejebil og bus, og jeg kan anbefale begge dele. Der er fordele og ulemper ved begge transportformer.

I bil har man langt større frihed, men det er også langt dyrere end bus. I forhold til befolkningens gennemsnitlige indkomst er Cuba et umådeligt dyrt land at leje bil i. En gennemsnitlig cubaner tjener under 200 kroner om måneden, mens en lejet bil inklusiv forsikring let koster det tredobbelte. Om dagen.

Man kan reservere en bil hjemmefra på nettet, eller man kan leje, når man er nået frem. Dog risikerer man da at skulle vente et par dage på en ledig vogn. Til gengæld får man ofte en bedre bil, idet udlejerne har en tendens til at reservere de mest slidte vogne til lejere, der har booket og betalt hjemmefra, mens de finere biler bruges til at friste impulsive lejere.

De fleste hoteller har en biludlejningsskranke. Hjemmefra har jeg problemfrit lejet bil via hjemmesiden Cuba Travel Network.

En gade i Trinidad de Cuba.
En gade i Trinidad de Cuba.

Billige busser
Et billigt alternativ til bil er at tage bussen. Busselskabet Viazul, der fortrinsvis fragter turister, kører mellem alle større byer i Cuba i nyere busser af kinesisk fabrikat.

Med afrejse fra busstationen over for zoologisk have (8-10 CUC i taxi fra centrum), koster en enkeltrejse fra Havanna til Santiago de Cuba cirka 350 kroner. Det er lidt dyrere at købe billet fra by til by på rejsen, men stadig er bussen langt billigere end en lejet bil.
Busselskabet Astro er sat i verden for at betjene cubanere, men som jeg forstår det, er to pladser på hver afgang er reserveret til (rygsæk-)turister. Det er næppe så bekvemt som en rejse i en Viazul-bus, men der er til gengæld chance for at opnå tæt kontakt til helt almindelige cubanere.

Glem GPS’en
Det er forbudt at medbringe en GPS til Cuba, så man er overladt til sin egen stedsans og den ofte sparsomme skiltning, når man skal finde vej i det lange land. Det er dog ikke svært, for der er på landet ikke mange veje at vælge imellem, og der er ikke megen trafik.

Playa Ancón ved Trinidad.
Playa Ancón ved Trinidad.

Det er dog klogt at støtte sig til et kort – og at medbringe et hjemmefra. Udvalget på Cuba er ofte særdeles sparsomt. Når først, man har fundet vej til motorvejen, Autopista Nacional, er det bare at køre ligeud ad den flere steder ottesporede vej, der efter cirka 350 kilometer østpå stopper brat og afløses af landevej.

Hele vejen til Santiago de Cuba er vejen god, men de mindre sideveje kan være ufremkommelige. Det er klogt at spørge en stedkendt cubaner til råds, før man begiver sig på afveje. Husk dog, at alt er relativt. Spørger man en cubaner, om vejen er god, vil han ofte svare bekræftende, hvis der bare er en lille chance for at komme frem.

Jeg har kørt en lille Hyundai fra Baracoa i det østlige Cuba til Holguín ad en ‘fin vej’. Det viste sig at være en veritabel forhindringsbane, der kaldte på en Landrover.

Vi kørte omkring 20 km/t. det meste af vejen og takkede højere magter for, at der ikke blev revet hul på bilens bund de talløse gange, vi røg ned i de dybe, vandfyldte huller på ruten.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *