AFRIKA LEVER I HAVANNA

Callejón de Hamel er en kulturel eksplosion midt i Havanna, hvor Cubas afrikanske rødder træder tydeligt frem.

Mens den centrale del af Havannas gamle bydel – Habana Vieja – i vid udstrækning har gennemgået renovering og fremstår ren, nydelig og pastelfarvet, skal man ikke bevæge sig ret langt ned ad sidegaderne for at få et helt andet og mere retvisende billede af Cubas hovedstad.

Stærkt ramponerede huse, ja, sine steder nærmest ruiner, kommer en i møde i en uendelig strøm, og kaster man et blik ind bag facaderne, ind i portene og baggårdene, forbløffes man ofte over, at der overhovedet kan bo mennesker i disse nedslidte, ofte fugtplagede og formentlig sundhedsskadelige bygninger.

Pludselig dukker det farverige Callejon de Hamel op i det ensfarvede forfald i Centro Habana.
Pludselig dukker det farverige Callejón de Hamel op i Centro Habana.

Ensfarvet forfald
Endnu værre end i Habana Vieja ser det ud i Centro-bydelen, der med den forsømte pragtpromenade Prado som skillelinje støder op til den gamle bydel. End ikke de talrige vægmalerier med revolutionsslogans og hyldest til nationalhelte som Che Guevara, Julio Antonio Mella og Camilo Cienfuegos vedligeholdes.
Malingen skaller af og murværket smuldrer, og hele bydelen har antaget forfaldets ensfarvede kulør.

Kunstneren González er primus motor i det store projekt.
Kunstneren Salvador González Escalona er primus motor i det store projekt. Jeg var heldig at møde ham i 2010 på et tidspunkt, da han havde tid til at vise rundt og fortælle om sin ambition med projektet.

Men går man op af hovedfærdselsåren San Lazaro fra Prado (parallelt med kystvejen Malecón) og bevæger sig cirka to kilometer mod vest, eksploderer bydelen pludselig i et orgie af farver og figurer. Boligkarréen Callejón de Hamel ligger her mellem Hospital-gaden og Aramburu-gaden og stråler og lyser op i alt det grå med kunst og kultur ud af det blå.

Maleren Salvador González Escalona er primus motor i det fantasifulde kompleks, hvor han har udsmykket bygninger og pladser med malerier og skulpturer. Mange er skabt ved hjælp af kasserede badekar, som synes at have Salvadors særlige opmærksomhed.

Hovedindgangen til Callejon de Hamel.
Hovedindgangen til Callejón de Hamel.

Oser af religion
Kunstneren, som jeg mødte i vinteren 2010, hævder, at han ikke er religiøs, men hans kunst trækker i høj grad på afrikanske traditioner, som også er fremtrædende i Santería-religionen.

Hans atelier i Callejón de Hamel afslører hans dybe fascination af denne forbindelse til mystiske stammereligioner fra Afrika, men fascinationen tjener altså kun som inspiration, siger Salvador.

Kvarterets beboere nyder godt af Salvadors store sociale engagement. Børnene har fået legepladser og et spændende univers at udforske, og hver måned er der teaterforestillinger for både børn og voksne.

Søndag klokken 11 er der rumba-musik på programmet, hvilket igen kalder de afrikanske traditioner frem, når beboere og gæster kaster sig ud i inciterende dans, der kan virke ret fremmed og overvældende på den udenforstående.

Badekar synes at have Salvadors særlige interesse.
Badekar synes at have Salvadors særlige interesse.
Farverne vælter en i møde, når man går rundt i kvarteret.
Farverne vælter en i møde, når man går rundt i kvarteret.

Pas på platugler
Uden at være totalt overrendt tiltrækker Callejón de Hamel en del turister, og det tiltrækker pr. naturlov jineteros – platugler og lommetyve. De er yderst fingernemme, så pas på.

Selv på dage uden arrangementer er det værd at lægge vejen forbi, så vil man undgå at blive belejret af plattenslagere, er det fornuftigt at drible uden om programsatte begivenheder og bare slentre en tur i området.

På disse dage er der også langt større chance for, at Salvador har tid til en sludder og måske en lille rundvisning.

Callejón de Hamel kan også nås fra Habana Vieja ved at spadsere ad Neptuno-gaden fra Prado og dreje til højre ad Aramburu. Spadsereturen giver i sig selv et fint indtryk af et Havanna, som man ikke kommer tæt på, hvis man kun tager på de traditionelle turistudflugter.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *