TROEN LEVER PÅ TRODS

Religiøs bevidsthed spores let i den cubanske dagligdag, selv om Castro i årtier undertrykte religionerne.

Den katolske kirke anslår ifølge Wikipedia, at 70 procent af cubanerne tilhører kirken, men det er ikke den klassiske katolicisme, der først springer i øjnene, når man færdes på øen.

Det er derimod blandingsreligionen Santería, der tydeligst signalerer, at religion stadig spiller en stor rolle i det socialistiske land, selv om alle trosretninger i årtier blev undertrykt af Castro-regimet.

Ofte ser man på gaden mennesker klædt i hvidt fra top til tå. Det er medlemmer af Santería-menigheden, der med den hvide klædedragt understreger deres fromhed og renhed. I ét år går de klædt sådan, hvorefter de igen glider ind i det brogede hverdagsliv.

img_3607
Foran Hotel Inglaterra på grænsen mellem Habana Vieja og Centro skubber en ældre herre en figur forestillende helgenen San Lazaro rundt.

Andre fører religiøse figurer rundt i gaderne – især op mod højtiderne – og giver forbipasserende lejlighed til at donere penge, frugt, kage eller blot et kys til helgenfigurerne i håb om at vinde deres gunst.

Det er dog uden tvivl ejerne af de ofte meget kulørte figurer, der får størst udbytte af folks overtro.

Santería er udsprunget af stammereligioner, som slaverne tog med sig over Atlanten, da de blev kidnappet i Nigeria og ført til Cuba for at arbejde i sukkerplantagerne. Mange tilhørte Yorubá-folket og bekendte sig til dets religion, som omfatter ofring af dyr, hellig trommedans og stræben efter en trancelignende tilstand, hvor man kan kommunikere med forfædre og guder.

Denne unge mand bærer en San Lazaro-figur rundt på hovedet i Havannas gamle bydel for at indsamle penge - givetvis til sig selv. Jeg har også set ham kravle gennem handelsgaden Obispo skubbende en lille vogn med religiøse artefakter. Da jeg tog dette billede på lang afstand, fik han øje på mig, og signalerede øjeblikkeligt med sin pegefinger, at jeg skyldte ham en dollar.
Denne unge mand, som fremstår lettere retarderet, så jeg på min seneste rejse flere gange bære en San Lazaro-figur rundt i Havannas gamle bydel for at indsamle penge – givetvis til sig selv. Jeg har også set ham kravle i laser og pjalter gennem handelsgaden Obispo skubbende en lille vogn med religiøse artefakter. Da jeg tog dette billede på lang afstand, fik han øje på mig og signalerede øjeblikkeligt med sin pegefinger, at jeg skyldte ham en dollar. Hans figur syntes at være identisk med den, jeg så en ældre herre skubbe rundt på en vogn ved Hotel Inglaterra et par dage tidligere.

Dyrkede egne guder
På Cuba blev stammereligionerne naturligvis forsøgt undertrykt og udryddet af de spanske koloniherrer, som tvang katolicismen ned over hovedet på de stakkels mennesker. Uvillige til at opgive deres tro og kultur begyndte slaverne at dyrke deres egne guder under dække af katolicismen og dens talrige helgener. Når de for eksempel pligtskyldigt hyldede den katolske San Lazaro (Sankt Lazarus), der er de syge og svages beskytter, var det i virkeligheden Yorubá-figuren Babalú Ayé, der har de samme kvaliteter, de tilbad.

Over tid smeltede de to figurer – og de to religioner – sammen i Santería. Katolicismen dyrkes stadig i sin oprindelige form, mens Santería, der også rummer elementer af Cubas oprindelige, indianske religion, så at sige er en udvidet version af den klassiske katolicisme.

img_8830fri
To Santería-kvinder på vej gennem Havanna. Mange af religionens udøvere tager det meget ilde op, når turister fotograferer dem.

De to religioner overlapper hinanden i den forstand, at Santería-tilhængere, som for flertallets vedkommende er døbte katolikker, gerne besøger katolske kirker. Omvendt holder ortodokse katolikker sig fra Santerías mystiske, okkulte ritualer, som blandt andet giver sig udslag i, at gravstene og kirkegårdsmure bliver ‘udsmykket’ med nyslagtede høner. Det kan man jævnligt ved selvsyn konstatere, når man besøger den enorme Cristóbal Colón-kirkegård i Havanna.

Det store flertal af Santería-medlemmer udøver dog deres religion i al diskretion. De har måske et par Santería-figurer udstillet i hjemmet, eller  måske har de lavet et lille alter med billeder af afdøde familiemedlemmer, stearinlys og et askebæger, hvis indhold understreger tobakkens vigtige rolle i religionen.

Denne kvinde røg konstant cigarer under mit flere timer lange besøg i en Santería-menighed (se ‘Religion på vrangen’). 

Tobaksrøg skaber ifølge overbeviste santeros forbindelse til den spirituelle verden og leder vejen ind i trancen, hvor man kan blive forenet med sine forfædre.

Mange cubanere har opstillet et lille alter til ære for afdøde slægtninge. Ofte er forskellige drikkevarer stillet frem som tilbud til ånderne, og også tobaksrøg opfattes som en luksus, der behager de afdøde. Dette alter har jeg fotograferet ved en fattig familie i Trinidad.

Mange cubanere bekender sig ikke til en bestemt religion, men går til det religiøse tag selv-bord, når der er brug for det. Selv erklærede ateister lægger undertiden vejen forbi kirken eller en klog Santería-kone, når hverdagens problemer vokser sig for store.

Præster udvandrede
Også andre trossamfund har overlevet på Cuba. Der findes for eksempel menigheder for Jehovas Vidner, muslimer, jøder, buddhister og mormoner. Da Castros revolution sejrede i 1959, blev der lagt strenge restriktioner på udøvelse af religion, idet regimet anså det for kontra-revolutionært, reaktionært og overtroisk at tilbede andet end den marxisme-leninisme, regimet bekendte sig til.

img_8759
Katedralen i Havanna, udsmykket med lys i anledning af en kulturfestival i 2014. Pladsen foran katedralen er et populært mødested i byen.

I løbet af de første år efter ’revolutionens triumf’ forlod 80 procent af landets katolske og protestantiske præster Cuba, og troende blev diskrimineret på arbejdspladser og læreanstalter.

Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 skete en markant opblødning, og Castro-regimet gav troende adgang til at blive medlem af kommunistpartiet. I 1992 blev marxisme-leninisme afskrevet som grundlag for det cubanske samfund, og det blev forbudt at diskriminere på baggrund af religiøs overbevisning.

img_6777vert
Interiør i kirken Capilla La Inmaculada i Centro-bydelen i Havana. Statuer i cubanske kirker er ofte klædt i tekstiler.

Ven med paven
I 1998 tog pave Johannes Paul II mod en invitation fra Cubas regering og besøgte øen, hvor han holdt messe for hundredtusinder af mennesker på Plaza de la Revolución. Da paven døde syv år senere, skrev både Fidel og Raúl Castro kondolencetelegrammer, hvori de hyldede ham som en ’uforglemmelig ven’.

26. marts 2012 kom også den nye pave, Benedikt XVI, på besøg i Cuba. Han holdt gudstjeneste i Santiago de Cuba og mødtes i Havanna med Raúl Castro, med hvem han givetvis diskuterede østatens vanskelige situation, som ifølge pavens erklæring før ankomsten skyldes, at den kommunistiske styreform har spillet fallit.

Paver på stribe
Pavens korte ophold på øen blev afsluttet med en messe på Plaza de la Revolución. Ifølge bloggeren Yoani Sánchez var arbejdere i realiteten tvangsudskrevet til at deltage, idet de ville miste et særligt løntillæg, hvis de valgte at blive væk.

San Lazaro-figur opstillet på et fortov i Centro Habana. Forbipasserende donerer penge – som uden tvivl går ubeskåret til figurens ejermand snarere end de syge og svage, som San Lazaro er beskytter for.

I september 2015 aflagde den nuværende pave, Frans, visit på Cuba og vakte som sine forgængere henrykkelse – måske i særlig grad, fordi han som argentiner taler sproget.

Det cubanske styre benådede i anledning af pave Frans’ besøg 3.500 fanger og fulgte dermed en tradition, der blev grundlagt ved pave Johannes Pauls besøg. Antallet af benådede fanger i 2015 er dog det højeste antal, som er blevet benådet på én gang siden revolutionen i 1959.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *