RELIGION PÅ VRANGEN

Santería-religionen er dybt fascinerende og i kraftig vækst, men den fremstår barbarisk og primitiv for den udenforstående.

Den på Cuba vidt udbredte religion Santería fremstår umiddelbart lyssky og tillukket, men den fordom blev for mig gjort til skamme i januar 2014, da jeg fik lov at overvære og dokumentere en rituel slagtning i en Santería-menighed i Havannas gamle bydel, Habana Vieja.

Vi boede i et casa particular på Mercaderes-gaden, og en dag var der en del virak i en bolig på etagen under os på den anden side af en trang indre gård. Kvinder med hvid hovedbeklædning kom og gik, og undertiden hørte vi messende sang. Da en flok mænd med hvide hatte op ad formiddagen begyndte at slæbe fjerkræ i stort antal og 8-10 skrækslagent brægende geder op til lejligheden, var min nysgerrighed vakt.

Slagtning på stuegulvet
Jeg kunne fra et lille vindue kigge ned på svalegangen, der førte til lejligheden, og pludselig så jeg min daværende kone stå dernede og tale med en af de mange kvinder. Hun vinkede mig derned, og jeg forstod, at jeg var velkommen til at overvære den rituelle slagtning, som de mange mennesker havde forberedt hele formiddagen. Slagtningen skulle foregå midt i familiens dagligstue, hvilket er normalt i Santería, som altid har været en undergrundsreligion.

img_8309
Adskillige høns – og deres fjer og blod – indgår i en typisk ceremoniel slagtning i Santería-religionen.

Først skulle vi gnide hænderne i et hvidt pulver – formentlig var det mel – og kaste det over hovedet og skuldrene. Det gjorde os klar til at overvære ritualet, som fandt sted som forberedelse til en Santería-fest den følgende fredag.

Negativ energi
Jeg vil tro, at 14-16 duer og høns og fire geder måtte lade livet i de følgende timer, mens de mandlige slagtere fremsagde remser og modtog svar fra menigheden. Fuglene blev af en af menighedens ældste – en kvinde, som jeg opfattede som en præstinde – ført hen over hovedet og ned over bryst, skridt og fødder på en af de yngre mænd, før slagtningen. Formålet med dette ritual, blev jeg fortalt, er at trække negative energier ud, som derefter forsvinder med dyrets død.

Fuglene fik derefter hovederne vredet af, og deres blod blev dryppet ud over relikvier opstillet på stuegulvet. Derefter blev fjer drysset ud over de blodstænkede figurer, som til sidst blev overhældt med sirup eller rom.

Gulvet blev mellem hver ofring ryddet for relikvier og blev vasket af en af de ældre koner, hvorefter nye relikvier blev stillet frem og en ny slagtning kunne gå i gang. Denne gang for en ny gud, en såkaldt ‘Orisha’.

Sær ømhed
Gederne blev aflivet ved at få halsen skåret over, og når blodet var løbet fra, skar slagteren hovedet af geden og lagde det til rette sammen med relikvier og hønsehoveder. Alt blev til sidst overhældt med rom og sirup og nogle gange overstrøet med fjer fra fuglene. Alt sammen under slagternes messende dialog med menigheden.

img_8386
Mellem hver ofring vaskede en gammel kone gulvet rent for blod, hvorefter nye offerdyr blev bragt ind og deres blod dryppet over et nyt sæt relikvier.

Inden slagtningen blev gederne kastreret og derefter i en sær demonstration af ømhed kysset på hovedet af slagteren, som søgte han tilgivelse for det, der skulle ske.

Alle dyr blev straks efter slagtningen gjort klar til spisning, og de to slagtere kunne drage videre med de overskydende dyr.

Jeg forstod, at de havde yderligere tre rituelle slagtninger den dag – og jeg kunne af deres påklædning og dyre tennissko udlede, at de tjener godt på deres særprægede erhverv.

Religion i vækst
Rituelle slagtninger foregår med jævne mellemrum i dagligstuer tilhørende medlemmer af menigheden. Ofte i forbindelse med værten eller værtindens fødselsdag, som det var tilfældet den dag, jeg blev vidne til ritualet. Der er intet krav om, at Santaría-medlemmer kun må spise rituelt slagtet kød. Alle kan spise, hvad de vil, og det rituelt slagtede kød har ingen særstatus.

img_8491
Intet går til spilde. Alle offerdyr bruges til føde. Slagterne gør det grove arbejde, før de fortsætter til næste rituelle slagtning.

Oplevelsen var højst speciel for mig. Selve ofringen af dyrene påvirkede mig ikke synderligt, idet de ikke syntes at lide under slagternes professionelle behandling, men ritualet fremstod barbarisk og primitivt. Ikke desto mindre er religionen i kraftig vækst i disse år, og ikke få cubanere i høje stillinger bekender sig til Santería.

Et sejlivet rygte vil endog vide, at selveste Fidel Castro var ‘santéro’, præst i menigheden. Intet underbygger imidlertid denne påstand – og slet ikke den kendsgerning, at Cuba med Castro ved roret i årtier systematisk undertrykte religiøse grupper i landet.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *