ET MINDE FOR LIVET

Millioner af turister besøger Cuba hvert år. De får alle en oplevelse for livet – og den er ikke nødvendigvis god.

Der er noget særligt ved Cuba. Alene navnet sætter en lavine af positive associationer i gang hos de fleste: Sol, sommer, romantik, nostalgi, livsglæde, eventyr. Et sorgløst liv med cigarer og rom og smukke mennesker på hvide sandstrande. Dans og musik i gaderne. Afslappet frisind og livsglæde trods fattigdommens begrænsninger.

Sådan ser de fleste af os Cuba, før vi har været der. Mange får bekræftet deres forestilling om, hvad Cuba er, når de endelig aflægger øen visit, og de rejser hjem med de bedste ferieminder om den caribiske ø.

Andre ser lige igennem forstillelserne, løgnene og fortielserne i det socialistiske land og ser et dysfunktionelt samfund, som aldrig beskrives i de gængse guidebøger. For virkeligheden er en ganske anden end den, guidebøgerne beskriver: Cuba er et diktatur, som udøves med den brutalitet, diktaturer nu engang fordrer. Det er der intet romantisk ved.

Overrumplende virkelighed
Ikke desto mindre besøger stadigt flere turister Cuba hvert eneste år. I 2016 var besøgstallet vokset til fire millioner mennesker, hvilket er ganske overvældende i et land med 11 millioner indbyggere.

De milliarder, turisterne pumper ind i landet, er altafgørende for regimets overlevelse. Det siger i sig selv noget om dette ejendommelige styre, som afskyr kapitalismen, at det kun undgår det totale kollaps i kraft af turister fra kapitalistiske lande. Diktaturet lever så at sige af forbuden frugt. Ingen i landet synes dog at have øje for dette paradoks.

Et af talløse dollargrin fra 1940'erne og 1950'erne, som stadig kører rundt på Cuba.
Et af talløse dollargrin fra 1940’erne og 1950’erne, som stadig kører rundt på Cuba.

Og turisterne lader sig velvilligt malke for penge af et regime, som officielt foragter dem. Kun få af dem synes at bekymre sig om regimets undertrykkelse af frihedsrettighederne.

Det gjorde jeg heller ikke, da jeg første gang kom til Cuba. Jeg vidste selvfølgelig, at Cuba er et diktatur, men jeg havde en forestilling om, at det nok ikke var så diktatorisk, at det gjorde noget.

Jeg var ellers ganske velforberedt, da jeg kom til Cuba for første gang i januar 2007. Eller rettere: Jeg troede, jeg var velforberedt, idet jeg flittigt havde studeret guidebøger og læst op på landets historie. Men den virkelighed, jeg trådte ind i, da jeg omsider landede i José Martí-lufthavnen, kom helt og aldeles bag på mig.

Cuba er et ferieparadis, ja, men for cubanerne selv er livet ikke en dans på roser.
Cuba er et ferieparadis, ja, men for cubanerne selv er livet ikke en dans på roser.
En boligblok i Cienfuegos. Forfaldet er iøjnefaldende over alt i Cuba.
En boligblok i Cienfuegos. Forfaldet er iøjnefaldende over alt i Cuba.

Falsk billede
Hurtigt gik det op for mig, at det billede af Cuba, som turistindustrien har opbygget gennem årene, er et glansbillede. Alt det pæne er poleret, og det grimme er retoucheret væk.

Jeg væmmedes ved at se socialistiske slagord om frihed, lighed og sammenhold malet på husfacader af statens skiltemalere – og så samtidig opleve mig og alle andre turister forfordelt.

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre, som Kammerat Napoleon udtrykker det i George Orwells tankevækkende, satiriske roman – som i øvrigt er forbudt i Cuba. Det skyldes givetvis, at Orwells bidende satire, som oprindeligt var rettet mod Sovjetunionen, lige så vel kan ses som en hudfletning af Fidel Castros caribiske utopi.

At jeg skulle betale 50-100 gange mere for at besøge museer og forlystelser end cubanerne, stødte min retfærdighedssans, og decideret forulempet følte jeg mig, når jeg ikke kunne gå ét skridt gennem byen – sådan føltes det – uden at en eller anden krævede min opmærksomhed for at liste nogle penge ud af mig.

Livsglæde for penge
Jeg fandt det krænkende og absurd, at jeg ikke uden videre kunne invitere en cubaner på middag, for hun skulle gemme sig for politiet, der mistænkte alle i selskab med turister for at være ludere.

Jeg var målløs, da det stod mig klart, at cubanerne ikke måtte overnatte på hoteller i deres eget land, og at de som udgangspunkt var uønskede på turistbarer og -restauranter.

Livsglæde så jeg kun, når den var drevet frem af forventning om de dollar, som turister ivrigt deler ud til enhver, der skiller sig ud – for eksempel til oldinge, der som dresserede bjørne danser uden for barerne på Obispo, og de brogede karikaturer af cubanitaer, der på Plaza de Catedral og byens andre pladser presser turister til at betale vild overpris for at få taget et souvenirfoto med en ‘ægte’ cubaner ved deres side.

img_7043
Karikeret cubanita på Calle Obispo i Havanna. Disse kvinder, som ligner væsener, der næppe nogensinde har eksisteret på Cuba, tjener tykt på at presse turister til at lade sig fotografere med dem. En dreven fupmager i denne branche tjener let en gennemsnitlig cubansk månedsløn på en dag.

Efter en uge havde jeg ikke meget til overs for disse mennesker og dette land, hvis fremmeste opgave det syntes at være at suge så mange penge ud af landets gæster som muligt. Gæster, der i øvrigt helst ikke skulle blande sig for meget med cubanerne. De skulle bare malkes for penge og så sparkes ud af landet igen.

Nysgerrigheden vandt
Trods min dybe skuffelse nød jeg min ferie, da jeg vendte turistfælderne ryggen og i stedet prøvede at opleve Cuba bag facaden – med alle de mentale og økonomiske knubs, dét så førte med sig. Jeg ville vide mere og vendte tilbage til Cuba de følgende år, og jeg har nu seks gange besøgt Castro-brødrenes eksperimentarium i Caribien.

Jeg var cubansk gift gennem næsten ti år, og jeg har set et andet og dejligere Cuba end det ugæstfrie land, jeg stiftede bekendtskab med på min første tur. Meget har forandret sig til det bedre i de senere år, og jeg har lært at værdsætte Cuba som feriemål. Vejen dertil har været særdeles ujævn, men den har været lærerig. Jeg har set en masse, og det fortæller jeg om på disse sider om Cuba.

Noget af det kan andre måske bruge til at få det bedste ud af deres rejse til Cuba. God fornøjelse.

Forfatter: Brian Askvig

Jeg er journalist med speciale i professionel cykelsport. Har besøgt Cuba flere gange og vender nok snart tilbage. Far til Anna, som er mit et og alt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *