FATTIGDOM BAG SMINKET FACADE

Man kan let komme i tvivl om, hvorvidt cubanerne virkelig er så fattige, som de benytter enhver lejlighed til at påstå.

En dag i januar 2014 blev jeg i den nordlige del af Havannas gamle bydel, Habana Vieja, passet op af en ung fyr, der uden hilsen eller nogen anden form for indledning forlangte en dollar (cirka 6 kr.).

‘One dollar!’, sagde han simpelt hen og forventede øjensynligt, at jeg bare hostede op med pengene. I panden bar han et par tilsyneladende kostbare solbriller, og han var klædt i moderigtige jeans, Nike-sko og en T-shirt med prangende påskrift. Hans mørke hår sad perfekt, og han lugtede af parfume. I den ene hånd holdt han en tændt cigaret.

‘Porque?’, spurgte jeg. Hvorfor skal jeg give dig penge? Jeg pegede på hans solbriller og sagde: ‘One dollar?’ Det affødte en strøm af spanske eder, da han gik sin vej uden den dollar, han mente at have krav på.

Pyntesyge unge
Episoden fortæller en del om det mærkværdige samfund, som Castro-brødrene skabte i det mere end halve århundrede, de sad ved magten.

img_8221
Fattigdommen springer tit i øjnene, men i de større byer er der masser af elegant klædte borgere, som snarere udstråler velstand.

Fattigdom er et livsvilkår for langt hovedparten af de 11 millioner borgere, men armodet afholder ikke de forfængelige cubanere fra at gøre ganske meget ud af sig selv. I storbyerne støder man ofte på saloner, hvor unge og ældre kvinder venter i kø på at blive udstyret med lange, farverige, kunstige negle, og frisørsaloner finder man også rigeligt af. Tatoo- og piercing-studioer skyder også op som paddehatte overalt.

Der er butikker med dyrt modetøj, italiensk skomode og US-inspireret streetwear, og på gaden er der en sand vrimmel af elegant klædte mennesker. Mange af dem ryger, og forbløffende mange har udstyret sig selv med en mobiltelefon og en hund i snor. Ja, i dette angiveligt ludfattige land findes endog på Havannas hovedstrøg Obispo en velbesøgt butik med alt til kæledyret.

Skjult fattigdom
Man kommer derfor let i tvivl om, hvorvidt cubanerne faktisk er så fattige, som de benytter enhver lejlighed til at påstå. Det kan være svært at forstå, at velklædte, velplejede, velmanicurerede og velfriserede rygere skulle være så nødlidende, at de nedværdiger sig selv til at tigge på gaden.

Ud over den unge mand med solbrillerne har jeg mødt talløse cubanere, som uden blusel har bedt om penge. Filosofien synes at være den, at udlændinge er rige, og cubanere er fattige, og det er derfor kun ret og rimeligt, at den rige betaler til den fattige. Igen og igen. Uophørligt. Rigtigt mange rækker bare rutinemæssigt lappen frem, når de får øje på en udlænding.

img_8558
Mange unge i storbyerne er piercede og tatoverede, hvilket må betyde, at de ikke lever i dybeste armod.

Det er som regel interessant at møde disse mennesker med et spørgsmål som det, jeg stillede den unge mand i Habana Vieja: ‘Porque?’ Man behøver ikke at kunne spansk for at forstå svaret, for det indeholder med meget stor sandsynlighed ingen gyldige argumenter.

Oftest står blot forbløffelse og målløshed malet i ansigterne på dem, for de opfatter tiggeriet som så naturligt, at de ikke blot i ét sekund har overvejet det rimelige i at bede ‘de rige’ om penge. De fleste slår blot ud med armene og trækker på skuldrene og går væk, når man afkræver dem svar på, hvorfor de har fortjent penge.

img_8557
Bryllupper bliver oftest fejret med pomp og pragt, og det samme gør pigernes 15 års-fødselsdage, Quinceañera, hvor der bestemt ikke mangler noget.

Trods de mange tegn på velstand bør man ikke tro, at fattigdommen i landet ikke er reel. På landet og i mange kvarterer i storbyerne træder armodet langt tydeligere frem, og havde man mulighed for at besøge de elegant klædte cubanere, man møder på gaden, ville man med stor sandsynlighed kunne konstatere, at de fleste af dem trods den tilstræbt glamourøse facade lever et temmelig skrabet liv.

På den anden side er der ikke tale om et dybt forarmet land, hvilket bloggen Best Cuba Guide tydeliggør. Der er på alle måder langt fra Cuba til visse afrikanske lande, hvor hungersnød og altomfattende fattigdom hersker.

Blind tigger på handelsgaden Obispo i Havanna. I kraft af turister tjener hun formentlig mere end en gennemsnitlig cubaner.
Blind tigger på handelsgaden Obispo i Havanna. I kraft af turister tjener hun formentlig mere end en gennemsnitlig cubaner.

Ingen husleje
En gennemsnitlig cubaner tjener, hvad der svarer til 190 kroner om måneden. Dette tal for 2016 stammer fra Trading Economics. Det cubanske Oficina Nacional de Estadísticas angiver snitlønnen i 2014 til at ligge på et beløb, der svarer til 163 kroner månedligt.

Middellønnen stiger tydeligvis markant, men stadig er der tale om beskedne beløb. Umiddelbart er det svært at forstå, at en løn på under 200 kroner om måneden – som tilmed ofte skal forsørge en hel familie – skulle levne plads til noget som helst ud over det helt basale i tilværelsen.
Man skal imidlertid vurdere lønnen ud fra den kendsgerning, at de faste udgifter for en cubansk familie er absolut overskuelige.

Lægehjælp og uddannelse er gratis, og få betaler husleje, fordi cubanerne ejer deres boliger og oftest lader dem gå i arv til børn og børnebørn. Udgifter til el, gas og vand er beskedne. En familie på tre personer i Havanna betaler for eksempel månedligt tre pesos (75 øre) for vand, mens el-forbruget beløber sig til cirka 25 pesos (6,25 kr.), hvis familien ikke gør overdrevent brug af elektricitet og således ikke har for eksempel aircondition. Beløbene er fra 2014.

rationeringlille
Rationeringsbog – en såkaldt ‘libreta’ – tilhørende en familie i Havanna.

Store tilskud
Oven i lønnen yder staten massiv støtte til fødevarer gennem et rationeringssystem. Eksempelvis i Havanna får hver person månedligt adgang til at købe ris til 0,5 pesos pr. pund (cirka 12 danske øre) op til fem pund. Derefter koster de følgende to pund pr. person hver én peso (cirka 25 øre), og har man yderligere brug for ris, som er den velnok vigtigste bestanddel i cubansk kost, er der ingen statsstøtte, og man må betale varens reelle pris, nemlig fem pesos (1,25 kr.) pr. pund.

Det er indlysende, at der ikke er meget tilbage, når en familie har stillet sulten, men i mange familier er der flere lønninger at gøre godt med, idet familierne ofte bor sammen på tværs af generationer.

Ineffektivt landbrug
Undertiden meldes der om fødevaremangel i landet. Det gælder dog ikke turister, som aldrig vil opleve, at de ikke kan købe sig til et godt måltid mad. Derimod kan der være vareknaphed i de pesos-butikker, der er reserveret til almindelige cubanere, men det er som regel en kortvarig situation.

Unge cubanere med smartphones på Havannas Plaza Vieja, som bestemt ikke udstråler fattigdom.
Unge cubanere med smartphones på Havannas Plaza Vieja, som efter omfattende renovering og flytning af fattige beboere til andre kvarterer udstråler alt andet end fattigdom.

De 11 millioner cubanere ville i øvrigt ikke skulle bekymre sig om varemangel, hvis staten kunne få det ineffektive landbrug op i omdrejninger. Den anerkendte, franske agronom René Dumont vurderede engang, at Cuba med sit enorme landbrugsareal og gode klima burde kunne brødføde 50 millioner mennesker.

Men ifølge nyhedsbureauet Reuters må Cuba importere over 60 procent (World Food Programme anslår, at der er tale om 70-80 procent) af landets fødevarer. Der er fortrinsvis tale om ris, korn, soya og bønner samt mælkepulver og kylling for et beløb svarende til 14 milliarder kroner årligt.

Et ufatteligt beløb i et land, hvor få hundrede kroner om måneden kan holde sulten fra døren for en hel familie – og ofte samtidig opretholde en facade af velstand.

STATSLIG HELTEDYRKELSE

Che Guevara, Camilo Cienfuegos og andre revolutionshelte dyrkes intensivt på Cuba for at holde Castros triumf i frisk erindring.

Alle genkender Che Guevara med det tynde skæg, det uudgrundelige blik og baskerhuen på Alberto Kordas fotografi fra 1960. Billedet af den argentinskfødte revolutionshelt  er et af de mest kendte portrætter i verden, og det er et varemærke, som den cubanske regering dygtigt har udnyttet til at sikre sig enorme indtægter ved salg af Che-souvenirs.

Over alt i Cuba støder man på det ikoniske billede, men Che – som cubanerne blot kalder ham – er ikke den eneste helt i det socialistiske samfund. Langt fra. Det vrimler med mænd, der tilsyneladende hver især har haft helt afgørende betydning for det mønstersamfund, brødrene Castro hævdes at have opbygget.

Forræderi mod staten
Heltene forekommer at være en hjørnesten i samfundet og tjener øjensynligt til skabelse af en mytologi omkring den århundredlange cubanske kamp for frihed. En kamp, som ifølge den aktuelle historieskrivning blev fuldendt med Fidel Castros sejr over diktator Fulgencio Batista ved årskiftet 1958-1959.

img_3273
Che Guevaras portræt på Indenrigsministeriet på Revolutionspladsen er en af de kendteste seværdigheder i Havanna.
img_3530
José Martís buste står ved enhver skole i Cuba og også her ved indgangen til modelbyen Maqueta de la Habana i bydelen Miramar.

Den massive heltedyrkelse antager nærmest religiøse dimensioner og fortæller historien om tapre, uselviske mænd, der ofrede alt for revolutionen og det cubanske folk.

Deri ligger naturligvis, at det vil være et forræderi mod nationen og disse mænd at ønske forandring, og det skaber den ejendommelige situation, at mænd, der betalte den højeste pris for at forandre verden, i dag udnyttes til det yderste for at bevare det eksisterende og afværge en ny gennemgribende forandring.

Det sker uden smålig skelen til de idealer, som heltene faktisk var forkæmpere for – idealer som individuel frihed, demokrati og ytringsfrihed.

Roterer i sin grav
En af de vigtigste figurer i den cubanske frihedskamp er José Martí, som var revolutions-filosof, frimurer, forfatter, poet, politiker og journalist. I store dele af Latinamerika er han et revolutionsikon, og i Cuba ser man statuer af ham overalt. Ved enhver skole finder man for eksempel en buste af Martí, hvorfor cubanerne helt fra barnsben lærer at forstå, at dette er en mand, de står i stor gæld til. På hans fødselsdag 28. januar er der hvert år optog og fest i snart sagt enhver flække i Cuba.

martibusteskygge
José Martí.

Men nationalhelten Martí ville nok vende sig i sin grav, hvis han så, hvordan hans virke i dag udnyttes til at understøtte et autoritært styre. Martí var bestemt ikke en mand, der talte imod frie valg og ønskede restriktive udrejseregler. Han var selv vidt berejst, og mange værker i hans omfattende forfatterskab havde frihed og demokrati som rød tråd.

I øvrigt er det interessant, at Martí også blev hyldet som nationalhelt af det diktatoriske Batista-regime, som Castro væltede af pinden nytårsaften 1958. Det enorme monument på Revolutionspladsen er således rejst af Batista-styret til ære for José Martí.

Dræbt i smoking
José Martí var revolutionær, men pennen og ikke sværdet var hans våben. Han blev dræbt i den cubanske revolution i 1895, da han på en hvid hest, iklædt smoking og med kun én våbenfælle ved sin side lancerede et håbløst angreb på spanske styrker.

Dygtigere på slagmarken var revolutionsheltene Maximo Gomez, Antonio Maceo, Carlos Manuel de Cespedes og Calixto Garcia, som er yderligere fire af de store helte fra de tidlige uafhængighedskrige mod Spanien. Den sidste nåede sin afslutning i 1898. Da var konflikten eskaleret til en krig mellem USA og Spanien, som USA vandt. Ved den lejlighed blev den stadig eksisterende amerikanske flådebase ved Guantánamo grundlagt.

dsc04447
Monument i Santiago de Cuba til ære for revolutionshelten Antonio Maceo.

Efter krigene mod Spanien oplevede cubanerne blot ny undertrykkelse af regimer under amerikansk indflydelse. Det sidste var Fulgencio Batistas styre, som var gennemsyret af korruption og langt hen ad vejen kontrolleret af den amerikanske mafia.

Den sidste revolution
Castro satte sig tungt på magten og opbyggede målrettet en personkult omkring sig selv og – i noget mindre grad – sin lillebror Raúl, der var sin brors mest trofaste og loyale støtte.

Fra første dag efter ‘revolutionens triumf’ var det åbenlyst, at Castro anså sin revolution for at være den sidste, Cuba havde brug for, og han undertrykte politiske modstandere og skabte et étpartisystem efter sovjetisk forbillede.

Lillebror Raúl var under revolutionen en skånselsløs revolutionær, der umiddelbart efter sejren over Batista indfangede snesevis af diktatorens officerer og lod dem henrette uden rettergang. På sine gamle dage er han tilsyneladende blevet lidt mere blød, og han forsøgte at reformere samfundet som ny præsident efter sin storebror, der i 2008 trak sig på grund af sygdom og døde i 2016.

dsc05024
Blomster og kranse ved foden af Martí-statuen i Parque Central midt i Havannas centrum på hans fødselsdag 28. januar.

Reformerne har ikke ændret meget. Cuba er i dag fortsat i dyb, økonomisk krise, som landet har været det, siden livlinen til Sovjetunionen blev kappet i 1991, da supermagten kollapsede. Fattigdommen er udbredt, og utilfredsheden ulmer i et samfund, hvor langt hovedparten af befolkningen ikke længere synes at finde næring i de revolutionære idéer, der for over 50 år siden bragte Castro-brødrene til magten.

Enorme portrætter
Så meget desto mere grund til at fastholde nationalheltenes position, synes magthaverne at tænke. Til stadighed dukker der nye hyldestmalerier, mindetavler og statuer op. Et af de seneste store projekter er det kæmpe portræt af revolutionshelten Camilo Cienfuegos, der i oktober 2009 blev hængt op på facaden af informationsministeriet på Revolutionspladsen. Det skete i 50-året for hans død, og Camilo fik dermed en lige så fremtrædende plads som Che Guevara, hvis portræt på indenrigsministeriet på Revolutionspladsen er et af de kendteste motiver fra dagens Cuba.

Nu mangler bare Julio Antonio Mella. Han afbilledes ofte sammen med Che og Camilo, men endnu er hans portræt ikke nået til Revolutionspladsen, hvor Havannas borgere jævnligt bliver trommet sammen til massedemonstrationer.

***

chepipe
Che Guevara fotograferet i Cuba i 1958. Den argentinske læge var en af Fidel Castros mest trofaste følgere. Han var parat til at ofre alt for revolutionen. (Foto: Public domain).

Ernesto Rafael ‘Che’ Guevara de la Serna blev født i Argentina i 14. juni 1928 af velstående forældre. Som ung foretog han en dannelsesrejse gennem Sydamerika, hvor han blev forfærdet over de elendige forhold, som masserne levede under. Han ændrede radikalt livssyn og anså snart verdensrevolution for at være den eneste måde at stoppe imperialismen på. Mødte i Mexico Fidel Castro og sluttede sig til den skare af revolutionære, som i 1956 gik i land i den nuværende Granma-provins i Cuba.

Guevara ledede som ‘comandante’ det afgørende slag i revolutionen, da han i december 1958 slog diktator Batistas styrker ved Santa Clara. Indtog en ledende rolle i Castros styre, men frasagde sig alle poster i 1965 for at udbrede revolutionen til lande i Afrika og Sydamerika.

Det havde han ikke stor succes med, og han mødte sit endeligt i landsbyen La Higuera i Bolivia i 1967, da han blev likvideret med ni skud af det bolivianske militær. 30 år senere blev resterne af hans legeme fundet nedgravet nær flyvepladsen i Vallegrande. Liget blev udleveret til Cuba, hvor det blev lagt i en grav ved Guevara-monumentet i Santa Clara.

Hans hænder manglede, idet de blev amputeret umiddelbart efter hans død. Nogle kilder angiver, at hænderne blev sendt til først La Paz og siden Argentina, hvor man ved hjælp af fingeraftryk kunne fastslå, at den henrettede mand faktisk var Che Guevara. Andre kilder anfører, at hænderne blev bragt til Cuba, hvor de blev opbevaret i et skrin på Plaza de la Revolución.

Guevara var en kompromisløs revolutionær, som personligt slog masser af mennesker ihjel og beordrede talløse modstandere henrettet i stræben efter at opfylde sin drøm om et klasseløst, kommunistisk samfund, hvor frivilligt arbejde til fordel for fællesskabet var en hjørnesten.

Guevara erklærede efter Cuba-krisen, der bragte verden på randen af atomkrig, at han – hvis de russiske atommissiler på Cuba var kommet under hans kontrol – ville have affyret missilerne mod USA velvidende, at det ville koste hundredtusinder af uskyldige mennesker livet. Det var, mente Guevara, en pris, der var værd at betale for at besejre imperialisterne *.

(* Kilde: Guevara, Ernesto; Deutschmann, David (1997). Che Guevara Reader: Writings by Ernesto Che Guevara on Guerrilla Strategy, Politics & Revolution. Ocean Press. ISBN 1-875284-93-1.)

***

camilo_cienfuegos
Camilo Cienfuegos gjorde Fidel Castro rangen stridig som den populæreste figur i Cuba, og han hyldes stadig overalt. (Foto: Public domain).
Camilo Cienfuegos Gorriarán blev født 6. februar 1932 i Havanna. Blev allerede som 16-årig politisk aktiv og deltog i demonstrationer mod stigende billetpriser i den offentlige transport. Som 22-årig sluttede han sig til en undergrunds-organisation, som havde til formål at vælte diktator Batista.

Cienfuegos blev såret under en demonstration i 1955 og måtte snart forlade Cuba. Han rejste til New York, men blev udvist og havnede i Mexico, hvor han mødte Fidel Castro og Che Guevara. Han sluttede sig til dem og var med ombord på yachten Granma, der i 1956 bragte 82 revolutionære til Cuba.

Opnåede under revolutionen stor berømmelse og var landets populæreste person efter Fidel Castro, da revolutionen havde sejret. I oktober 1959 blev Cienfuegos af Castro sendt til Camagüey for at arrestere en politisk modstander. På vej tilbage til Havanna forsvandt hans Cessna-fly sporløst på en natteflyvning over havet. Cienfuegos blev måneden efter erklæret død. Et vedholdende rygte om, at det var Castro, der stod bag hans forsvinden og dermed havde ryddet en rival af vejen, er aldrig verificeret.

***

Julio Antonio Mella Fotocopia Carlos Pereira 18/07/75 Archivo 2-1 Publicada 14/07/2000 Mell0004
Julio Antonio Mella. Hyldes som stifter af Cubas første kommunistiske parti. (Foto: Public domain).

Julio Antonio Mella blev født i Havanna i 1903. Besøgte flere gange USA som ganske ung, før han begyndte at læse jura på universitetet i Havanna. Her blev han aktiv i de studerendes kamp for bedre vilkår og blev bortvist i 1925.

Var forinden medstifter af Cubas første ‘internationaliserede’ kommunistparti, som i 1925 blev anerkendt af Moskva. Mella flygtede samme år fra Cuba efter anklage om, at han havde planlagt et bombeanslag mod universitetet.

Han rejste til Mellemamerika og mødte sit endeligt i Mexico i 1929, da han blev snigmyrdet. Hvem, der stod bag, er aldrig endeligt afklaret, men mange historikere hælder til, at Mella, der var erklæret trotskist, blev offer for fejden mellem Trotskij og Stalin.

***

fidelcastro1978
Fidel Castro i 1978. (Foto: Public domain).

Fidel Alejandro Castro Ruz blev født 13. august 1926 i Birán i det østlige Cuba som søn af en velhavende farmer og dennes tjenestepige. Læste til advokat i Havanna, hvor han blev politisk aktiv og nåede den konklusion, at kun væbnet kamp kunne vælte diktator Batista. Ledede et amatøragtigt angreb på Moncada-kasernen i Santiago de Cuba i 1953 og overlevede som en af få. Blev efterfølgende fængslet.

Efter to år bag tremmer rejste han af frygt for likvidering til Mexico, hvor han planlagde en ‘invasion’ af sit fødeland. Den slog fejl, og under 20 af de 82 mænd på yachten Granma overlevede de første kampe med Batistas soldater. Blandt andre Fidel, Raúl, Che og Camilo søgte tilflugt i Sierra Maestra-bjergene, hvorfra revolutionen langsomt voksede sig større.

Blev enehersker i Cuba ved årsskiftet 1958-1959 og holdt sig ved magten til 2008, da han fratrådte alle poster. Til sin død 25. november 2016 var han dog fortsat en magtfuld figur i Cuba og lod med sine ‘refleksioner’ i partiavisen Granma ingen være i tvivl om, hvad der var den rette vej for det cubanske samfund.

Fidel Castro hævdes som sit sidste ønske at have krævet, at hans navn aldrig vil optræde på et monument eller et vejskilt, idet han ikke ønskede at blive genstand for en personkult. Dette står imidlertid i skarp modsætning til den rolle, han konstruerede til sig selv, da han gennem et halvt århundrede var ubestridt leder af nationen.

***

fidel-raul-castro
Fidel og Raúl Castro under en samling i det cubanske parlament i 2001. Parlamentet er – som i ethvert diktatur – en ren vittighed. (Foto: Public domain).

Raúl Modesto Castro Ruz er født 3. juni 1931 i Birán og er således knapt fem år yngre end sin karismatiske storebror, som han siden sin pure ungdom fulgte loyalt.

I modsætning til Fidel var Raúl middelmådig i skolen, men han brændte lige så stærkt for den socialistiske sag og deltog ved sin brors side i voldsomme demonstrationer mod Batista-styret.

Fængslet efter Moncada-angrebet med Fidel og få andre overlevende. Fulgte med til Mexico og vendte på yachten Granma tilbage til Cuba i 1956. Blev under revolutionen udnævnt til ‘comandante’ og stod i spidsen for revolutionære styrker i det østlige Cuba, men han opnåede ingen nævneværdige sejre.

Efter Batistas fald blev Raúl af sin bror udnævnt til minister for de væbnede styrker, og han holdt denne post, indtil han i 2008 blev valgt til Cubas præsident – en post, som placerede ham som øverstkommanderende for alle væbnede styrker i Cuba.

I april 2018 trådte Raúl Castro tilbage og overlod ved et ufrit præsidentvalg magten til sin marionetdukke Miguel Díaz-Canel.

DEN GODE AMERIKANER

Forfatteren Ernest Hemingway fremhæves i Cuba som hengiven ven af Fidel Castro, men de to mødtes kun en enkelt gang.

Uden erfaring med dybhavsfiskeri og således med et påfaldende begynderheld lykkedes det i maj 1960 Fidel Castro at vinde den internationale fiskekonkurrence Hemingway Fishing Tournament.

På Hotel Ambos Mundos hænger et af de billeder, der blev taget af Hemingway og Castro.
På Hotel Ambos Mundos hænger et af de billeder, der blev taget af Hemingway og Castro.
img_8656
På Hotel Ambos Mundos, hvor Hemingway havde en fast base i et årti, er forfatteren mindet med en fotovæg i lobbyen.

Ved den lejlighed mødtes han kortvarigt med den verdenskendte forfatter Ernest Hemingway, der har lagt navn til turneringen.
De billeder, der blev taget den dag, er siden blevet brugt flittigt af den cubanske regering i propagandakrigen mod USA som bevis på, at Hemingway stod på venskabelig fod med Castro og var en varm tilhænger af hans kommunistiske projekt.

Ikke mange amerikanere hyldes af det officielle Cuba, men Ernest Hemingway – som af mange kærligt kaldes ‘papa Hemingway’- har en høj stjerne. Han boede i 20 år i den fattige Havanna-forstad San Francisco de Paula, hvor hans hus stadig i dag står, som da han forlod det for sidste gang.

Henrykt over revolution
Mødet mellem diktatoren og forfatteren fandt sted på det, der i dag kaldes Marina Hemingway i Havannas Playa-bydel. Det var det første og eneste møde mellem de to, så i modsætning til det, propagandaen prædiker, kan der ikke have været tale om et nært venskab.

Spisestuen i Hemingways hus i San Francisco de Paula.
Spisestuen i Hemingways hus i San Francisco de Paula.

Hemingway var ganske vist notorisk modstander af det brutale og korrupte Batista-regime og lod i et interview i New York Times forstå, at han var ‘henrykt’ over den cubanske revolution og Bastistas fald. Men den nationalisering af amerikansk ejendom, som Castro efter ‘revolutionens triumf’ rygtedes at overveje, var Hemingway ikke begejstret for.

Han frygtede for sin store ejendom, Finca Vigía, i San Francisco de Paula. Forsøgte han den dag i maj 1960 at overtale Castro til at holde fingrene fra ejendommen, lykkedes det ikke. Det stod klart kun lidt over et år senere.

Hemingway forlod Cuba ikke længe efter mødet med Castro og vendte aldrig tilbage. Nedbrudt af depresssion, svækket af et hårdt liv med heftigt alkoholforbrug og plaget af mén fra flere ulykker – blandt andet to flystyrt, en trafikulykke og en steppebrand i Afrika – begik Ernest Hemingway 2. juli 1961 selvmord i Idaho, USA. Det skete knapt tre uger før, han ville være fyldt 62 år.

Hemingways skrivebord. Sine noveller og romaner skrev han efter sigende i sit soveværelse. Stående.
Hemingways skrivebord. Sine noveller og romaner skrev han efter sigende i sit soveværelse. Stående.

Det var få måneder efter den fejlslagne, CIA-støttede invasion i Svinebugten, som fik Castros nationalisering af amerikansk og anden udenlandsk ejendom til at tage fart. Umiddelbart efter Hemingways selvmord kom turen til Finca Vigía inklusive et væld af personlige ejendele og op mod 8.000 bøger.

‘Gave’ til det cubanske folk
Den officielle forklaring i Cuba på statens overtagelse af Finca Vigía er, at Hemingways enke overlod forfatterens jordiske gods på Cuba til det cubanske folk i taknemmelighed for det gode liv, han havde nydt på øen. Denne udlægning støttes af fundet af et brev, som Mary Hemingway, forfatterens sidste hustru, skrev til en bekendt ikke længe efter Ernest Hemingways død.

I sin selvbiografi ‘How it was’ lader Mary Hemingway imidlertid forstå, at der snarere var tale om en beslaglæggelse end en donation.

img_7920
Mindesmærke for Hemingway rejst i Cojímar øst for Havanna, hvor han havde sin elskede fiskerbåd, Pilar, liggende.

Efter hendes mands død var hun blevet kontaktet af Castro-styret, som gav besked om, at ejendommen ville blive eksproprieret. Hun protesterede og indledte forhandlinger om i det mindste at få udleveret let transportable ejendele. Det lykkedes at få nogle få malerier og bøger samt en mængde manuskripter, der lå gemt i en bankboks i Havanna, udleveret. Alle andre ejendele måtte efterlades.

Det betyder, at turister i dag kan få et enestående kig ind i Hemingways verden. Huset står stort set uberørt fra den dag, Ernest og Mary forlod det. Tusinder af bøger over alt i huset vidner om dets belæste beboere, og skrivemaskinen i soveværelset, hvor Hemingway – efter sigende altid stående – forfattede sine noveller og romaner står stadig, hvor han forlod den.

Lukket i regnvejr
Masser af jagttrofæer og souvenirs fra Hemingways talløse rejser samt hans pladesamling og møbler kan også beses. Der er adgang forbudt til selve huset, men i godt vejr er vinduer og døre slået på vid gab, og man kan få et fint kig ind i snart sagt enhver afkrog af huset. I regnvejr er ejendommen lukket for besøg.

Skrivestuen i det tårn, Hemingway lod opføre på sin ejendom i San Francisco de Paula.
Skrivestuen i det tårn, Hemingway lod opføre på sin ejendom i San Francisco de Paula. I godt vejr kan man se helt til Havannas gamle bydel fra tårnets top.
Over alt i huset i San Francisco de Paula er der bøger at se. Flere tusinde bind efterlod Hemingway i huset, da han forlod det.
Kun nogle få ejendele lykkedes det Hemingways sidste hustru, Mary, at få udleveret, da den cubanske stat overtog ejendommen.

Ved siden af villaen lod Mary Hemingway i 1950 et tårn opføre, hvorfra man har storslået udsigt over Havanna. Finca Vigía kan oversættes til ‘farmen med udsigtstårnet’. Øverst i tårnet indrettede Ernest en skrivestue, hvor han tilbragte megen tid.

Finca Vigía var ikke Hemingways første bolig i Cuba. Fra 1932 til 1939 betragtede han værelse 511 på Hotel Ambos Mundos som sit eget. Hotellet ligger på hjørnet af Obispo og Mercaderes i Havannas gamle bydel, Habana Vieja.

Han påbegyndte der romanen ‘Hvem ringer klokkerne for?’, som han siden afsluttede i Finca Vigía i San Francisco de Paula. Han lejede villaen i 1939, da Martha Gellhorn, som han havde indledt en affære med, selv om han var gift med Pauline Pfeiffer, ikke kunne finde sig til rette på Hemingways lille værelse på Ambos Mundos. Før Pauline var Hemingway gift med Hadley Richardson, som var ved hans side i årene i Paris.

Skaffede penge med bestseller
Da Ernest og Pauline blev skilt, giftede Hemingway sig med Martha og købte i december 1940 villaen for penge, han tjente på ‘Hvem ringer klokkerne for?’ Romanen var udkommet samme år og var hurtigt blevet en bestseller.

Hemingway og Gellhorn blev skilt i 1945, men forfatteren blev boende i huset, som allerede året efter fik en ny frue, da Hemingways sidste af fire koner flyttede ind. Mary blev ved Hemingways side til hans død.

Hemingways båd, Pilar, er udstillet på ejendommen i San Francisco de Paula. Da han levede, lå den fast i fiskerlejet Cojímar øst for Havanna.
Hemingways båd, Pilar, er udstillet på ejendommen i San Francisco de Paula. Da han levede, lå den fast i fiskerlejet Cojímar øst for Havanna.

Finca Vigía blev et populært mål for talløse af Hemingway-parrets venner. Forfattere og skuespillere (Hollywood-stjernen Ava Gardner svømmede engang nøgen i husets swimmingpool) søgte mod San Francisco de Paula for at nyde livet. Eller de tog med Hemingway til fiskerbyen Cojímar i det østlige Havanna, hvor forfatteren havde sin båd, El Pilar, liggende. Båden er i dag udstillet på ejendommen i San Francisco de Paula.

Også et væld af katte og hunde fandt et hjem i Finca Vigía. 11 katte havde Hemingway på et tidspunkt, og flere af hans hunde ligger begravet på ejendommen.

Evigt populær i Cuba
San Francisco de Paula ligger 25 kilometer fra Havannas centrum og er en fattig, ydmyg forstad til storbyen. Hemingway, som vandt Nobelprisen i litteratur i 1954, levede i uhørt luksus i forhold til lokalbefolkningen, men han vandt stor popularitet, fordi han ikke bosatte sig i en rigmands-ghetto og øjensynligt befandt sig bedst blandt almindelige cubanere.

Så godt som dagligt tog han ind til Havanna, hvor han besøgte sine stamværtshuse El Floridita og La Bodeguita del Medio. Begge steder eksisterer stadig og lever højt på at sælge henholdsvis daiquirí og mojíto til turister.

Hemingway fotograferet omkring 1953 i huset i San Francisco de Paula. Hemingway-portrættet på væggen er malet af Waldo Pierce i 1929. Dette fotografi er ‘public domain’ og indgår i ‘Ernest Hemingway Photograph Collection’, John F. Kennedy Presidential Library and Museum, Boston.

Efter opblødningen af det forstenede forhold mellem Cuba og USA har Cubas El Consejo Nacional de Patrimonio Cultural – det nationale råd for kulturarv – indgået aftale med amerikanske Finca Vigía Foundation om at bevare Hemingways bog- og dokumentsamling i Cuba for eftertiden.

Tidens tand gnaver
Den private, amerikanske fond har ifølge avisen The Telegraph indsamlet 900.000 dollar til opførelse af et laboratorium, hvor konservatorer kan redde smuldrende dokumenter, der i årtier har været udsat for høj luftfugtighed og varme, og i øvrigt sikre, at Marys og Ernests ejendele ikke forgår.

Huset i San Francisco de Paula nås lettest i taxi. Det er klogt at få chaufføren til at vente, til besøget er overstået, så man har kørelejlighed tilbage til Havanna. Fra den gamle bydel i Havanna koster en tur som denne i omegnen af 35 CUC (cirka 240 kroner).

FÅ GRATIS GLÆDER I HAVANNA

Man kommer let til at bruge mange penge i Cubas hovedstad, men en spadseretur ved aftentide er gratis underholdning.

Man behøver som turist ikke kede sig om aftenen og natten i Cubas hovedstad, der er velforsynet med statsdrevne barer, restauranter og cabareter.

Her kan pengestærke gæster lægge endnu en cubansk månedsløn eller tre for nogle få timers adspredelse – og dermed puste endnu en smule liv i det socialistiske styre, der lever af frugten af den kapitalisme, som det officielt fordømmer og foragter.

En gratis fornøjelse er det derimod at trave rundt i de dunkle gader, hvor den sparsomme gadebelysning kaster et varmt, gult lys på de slidte facader og afslører en helt ny side af byen.

Gadeliv om natten
De mørkeste gyder skal man nok holde sig fra, men hovedstrøgene er det meste af døgnet bevogtet af et talstærkt korps af politibetjente, så man med nogenlunde ro i sjælen kan spadsere rundt i den forfaldne by, der engang var en arkitektonisk perle i Caribien.

Malecón i Havanna en sen aftentime. Det meste af døgnet befinder der sig mennesker på den verdensberømte kystvej.
Malecón i Havanna en sen aftentime. Det meste af døgnet befinder der sig mennesker på den verdensberømte kystvej.

Langt de fleste cubanere har ikke råd til at gå på dollar-barer, hvor turisterne holder til, og det kniber endog for rigtig mange at finde den skilling, en mojito koster på en pesos-bar. Så når de går i byen, går de helt bogstaveligt ud i byen: Især på den verdensberømte kystvej Malecón de la Habana samles unge og gamle cubanere og fester, danser, snakker og flirter. Af en eller anden grund er det oftest på strækningen ved luksushotellet Hotel Nacional i Vedado, at man ser store grupper forsamle sig til langt ud på natten.

Politiet holder øje
Ellers hænger mange ud nær barerne i Habana Vieja, hvor de fra gaden kan nyde musikken og – især for kvindernes vedkommende – måske få øjenkontakt med en turist indenfor og blive inviteret på en drink og en glad aften, som de aldrig selv får råd til at betale for.

'Chicas' nyder musikken udefra ved Bar Monserrate i Habana Vieja. Ofte håber de på at få øjenkontakt med en turist indenfor, som vil invitere dem på en drink.
‘Chicas’ nyder musikken udefra ved Bar Monserrate i Habana Vieja. Ofte håber de på at få øjenkontakt med en turist indenfor, som vil invitere dem på en drink.

Kvinderne er ikke nødvendigvis prostituerede, men skridtet til prostitution er lille, og risikoen for, at sexturismen blomstrer, som den gør det visse steder i Asien, er en reel bekymring i Cuba.

Det fik for år tilbage staten til at sætte hårdt ind mod især unge cubanske kvinder, der befandt sig i selskab med turister. Blot formodning om, at de prostituerede sig, kunne føre til alvorlige sanktioner – først i form af registrering i arkiverne og i gentagelsestilfælde endog frihedsstraf, hvor de blev sendt på en slags genopdragelse på landet.

Alle kvinder mistænkt
Jævnligt oplevede man da blandede par – cubansk kvinde og mandlig turist – blive stoppet af civilklædt politi på gaden, hvorefter kvinden skulle identificere sig og forklare sit forhold til turisten.

Det var naturligvis ganske ydmygende for kvinden så åbenlyst at blive mistænkt for at være luder – såkaldt jinetera. Men det var en pris, regimet fandt det rimeligt, at landets mødre, søstre og døtre betalte i den større sags tjeneste.

På den altid livlige Obispo-gade i Habana Vieja er der garanti for at løbe ind i 'jineteros' og 'jineteras' på alle tider af døgnet.
På den altid livlige Obispo-gade i Habana Vieja er der garanti for at løbe ind i ‘jineteros’ og ‘jineteras’ på alle tider af døgnet.

Siden er der dog sket meget. Prostitutionen, som for blot få år siden foregik diskret, er blomstret op, og man oplever nu prostituerede åbenlyst stå og trække på de mest befærdede handelsstrøg. Sine steder anråber luderne endog turister og faldbyder deres ydelser uden blusel – og uden politiets indgriben.

Pas på platugler
I natten støder man også på de såkaldte jineteros. Det er mandlige plattenslagere, der ernærer sig ved – og som regel lever godt af – at bøffe turister for penge. Det sker gennem salg af tarvelige cigarer prydet med falske Monte Cristo-mavebælter eller snyd med kurserne, når de har lokket en godtroende turist til at veksle euro eller amerikanske dollar til den lokale valuta.

Få cubanere blander sig i det hele taget med turister uden tanke på et muligt økonomisk udbytte. Det kan være temmelig træls at blive opfattet som en omvandrende kontantautomat, og så hjælper det nogle gange at holde sig lidt for sig selv – for eksempel med en spadseretur gennem Havanna ved aftentide.

LA BUENA MÚSICA CUBANA

Et væld af musikalske stilarter dyrkes på Cuba, men det er og bliver salsa, der er uløseligt forbundet med øen.

Den socialdemokratiske politiker Mogens Lykketoft blamerede sig i 1987, da han i en kronik i Aktuelt – skrevet sammen med den senere kulturminister Jytte Hilden – begejstret betegnede det politiske system i Cuba som ‘charmerende samba-socialisme’.

Ud over den tankevækkende kendsgerning, at demokraten Lykketoft kunne finde charmerende træk ved et regime, der ikke tillader frie valg,  afslørede Lykketoft uvidenhed om, at samba intet som helst har med Cuba at gøre.

Samba spilles og danses i Brasilien, mens det er salsa, der dyrkes på Cuba.

Fløjtenist i gruppen Cuarteto Rumi på fortovscaféen El Louvre på Hotel Inglaterra i Havanna.
Fløjtenist i gruppen Cuarteto Rumi på fortovscaféen El Louvre på Hotel Inglaterra i Havanna.

Lykketoft kan ikke have brugt mange minutter på research, for man kan ikke gå mange skridt – i det mindste ikke i de større byer – uden at få ørerne fyldt med salsamusik fra radioer, fjernsyn eller levende orkestre på barer og caféer.

Musik og dans spiller en afgørende rolle i den cubanske hverdag, og høj som lav synes at være i stand til at vride hofterne til de livsbekræftende toner.

En blanding af det hele
Undertiden ser man cubanere, der næppe nogensinde får råd til at købe en drink indenfor på barerne, samle sig på gaden, hvor de giver los og danser løs til den gratis musik.

For de fleste af os, der kommer udefra, lyder det hele ens, og vi kalder det salsa (spansk for ’sovs’). Det utrænede øre skelner næppe mellem det væld af stilarter, der på sådan en eftermiddag udøves af store og små ensembler på fortovscaféerne og små barer.

Men jo mere, man lytter og lærer, desto mere klart står det, at der ikke kun er salsa på repertoiret. Stilarter som merengue, rumba, son og cha cha cha fylder en del. Man bemærker også snart, at det repertoire, der spilles af de forskellige orkestre, ikke adskiller sig meget fra hinanden.

Percussionist i Cuarteto Rumi. Denne dag spillede fem musikere med i kvartetten.
Percussionist i Cuarteto Rumi. Denne dag spillede fem musikere med i kvartetten.

Musikerne skal nemlig have udstedt autorisation til at spille på caféer og restauranter, og ud over nidkært at opkræve efter sigende ganske betragtelige summer for en spilletilladelse hersker der i den licensudstedende myndighed åbenlyst en forventning om, at traditionel cubansk musik – og tilmed ganske bestemte sange – bliver spillet.

Det forklarer, hvorfor snart sagt alle ensembler har den verdensberømte ‘Guantánamera’ på programmet. Også ’Hasta Siempre Comandante’, som er en drivende sentimental hyldest til revolutionshelten Che Guevara, og klassikeren ’Chan chan’ synes at være obligatoriske indslag.

Frit spil om natten
Målet med statens musikpolitik er formentlig at give turisterne netop det, de formodes at være kommet efter: At opleve det traditionelle Cuba med revolutionsromantik, prustende dollargrin, mojítos, store cigarer og sorgløs dans og musik.

Kunsten for de ofte vanvittigt dygtige musikere er at fortolke de gamle travere og få det bedste ud af dem. Og så ellers knibe så meget nyt som muligt ind imellem.

img_8547red
Fløjtenist på El Louvre-caféen på Hotel Inglaterra.

Heldigvis er der større valgfrihed, når mørket falder på. Ved deciderede koncerter på for eksempel Casa de la Musica i Havanna er der frit spil, og på barer og hoteller spilles der om aftenen salsa for fulde gardiner. På Monserrate Bar i Habana Vieja spiller for eksempel ofte yderst velkvalificerede bands, og når der virkelig er gang i den, venter en musikalsk stor oplevelse.

MUSEUM PÅ HJUL

Ved siden af salsamusik og cigarer er gamle amerikanerbiler Cubas kendteste varemærke.

Er amerikanske dollargrin fra 1940’erne og 1950’erne de rene evighedsmaskiner? Eller har Cuba de dygtigste og mest opfindsomme mekanikere i verden?

Spørgsmålene stiller man uvilkårligt sig selv, når man bevæger sig rundt på Cuba, hvor tusinder og atter tusinder af de flotte flydere stadig efter alle disse år ruller rundt i gaderne og landskabet i en dunst af udstødningsgas og bulder fra de kraftfulde motorer.

En meget stor del af de gamle amerikanerbiler i Cuba fungerer som taxier - legale eller illegale.
En meget stor del af de gamle amerikanerbiler i Cuba fungerer som taxier – legale eller illegale. Denne flotte bil er fotograferet på kystvejen Malecón i Havanna.

Nogle af de gamle biler er i forbløffende fin form og ville på det frie marked i USA og Europa formentlig kunne indbringe vældige summer, mens hovedparten af vognparken efterhånden er slidt op og næppe har mange år tilbage.

Ny mekanik under kølerhjelmen
Reservedele har været en mangelvare, siden USA indførte handelsblokade af landet i 1961, og det har drevet cubanerne til at udtænke særprægede løsninger på de stadigt mere hyppige motorstop.

Udskiftning af de brølende, benzinslugende motorer med først russiske Lada-motorer og siden koreanske Hyundai-motorer er den mest vidtgående løsning, og der kører talrige ældgamle Chevrolet’er og Buick’er rundt på Cuba med ny, asiatisk mekanik under kølerhjelmen.

Gamle amerikanere og nyere asiater deles om vejnettet i Cuba, som i vid udstrækning i de større byer er anlagt efter amerikansk mønster med nummerede avenuer og gader og mange ensretninger.
Gamle amerikanere og nyere asiater deles om vejnettet i Cuba, som i vid udstrækning i de større byer er anlagt efter amerikansk mønster med nummerede avenuer og gader og mange ensretninger.

Da Sovjetunionen holdt liv i Cuba, blev tusindvis af Lada’er importeret til øen, og de fungerer for en stor del i dag som – sædvanligvis totalt nedslidte – taxier. Indtil for ikke længe siden var de forbeholdt cubanere, men i dag kan alle taxier lovligt betjene turister såvel som cubanere.

Biler i rutefart
En meget stor del af de gamle dollargrin fungerer som taxier. Nogle som taxier, som vi kender dem, mens andre fungerer som en slags minibusser, der kører i rutefart, og hvor hver passager betaler en sum for at blive fragtet hen i nærheden af deres hjem eller arbejde.

I Havanna stopper disse biler ved faste, men umarkerede stoppesteder, hvor de samler passagerer op. Derpå sætter de kursen ud af centrum ad faste ruter. For eksempel kører taxier, der stopper på hjørnet af Prado og Neptuno til Miramar og Playa i det vestlige Havanna, mens de, der gør holdt på Cardenas-gaden, kører til Bahía og Alamar i det østlige Havanna.

Evigt transportproblem
Kun relativt få cubanere ejer en bil, og de færreste af dem benytter den alene til transport eller rekreative formål. En bil giver mulighed for god indtjening.

Vores faste taxichauffør under vores seneste besøg i Cuba med sin gamle øse, hvis motor han har udskiftet med en Hyundai-motor.
‘Vores’ taxichauffør, Geomar, under vores seneste besøg i Cuba. Han har udskiftet motoren i sin gamle øse med en koreansk Hyundai-motor.

Det udnytter langt de fleste bilejere, som enten lovligt eller ulovligt (på spansk: ‘a la izquierda’ = ’til venstre’) tilbyder taxikørsel eller anden transport.

Mange biler er nedarvet gennem generationer, mens andre er tildelt betroede medarbejdere i statslige virksomheder som et frynsegode. Dog er der flere og flere, der faktisk har råd til at købe en bil, hvilket er blevet tilladt inden for de senere år. Køb af bil kræver oftest mange års opsparing og massiv hjælp fra slægtninge i udlandet.

Offentlig transport er umådelig vigtig for flertallet af cubanere, som ikke har anden transportmulighed end de almindeligvis tætpakkede og ofte uhumske busser, staten stiller til rådighed.

Der findes sikkert køreplaner, men ingen synes at forvente, at bussen kommer på faste tidspunkter. Folk tager bare opstilling ved busstoppestedet og venter med tilsyneladende evig tålmodighed på en transportmulighed.

Blaffere overalt
Andre tager den på stop, og dagligt ser man ved trafikknudepunkter snesevis af mennesker blaffe til og fra arbejde. På landet er det sat i system, idet en embedsmand i okkergul uniform ganske enkelt stopper biler, der ikke er fyldt helt op, hvorefter han sørger for, at ventende passagerer får et lift. Det er dog kun biler fra statslige virksomheder og visse militære køretøjer, der har pligt til at tage blaffere med.

Ofte støder man på sjældne og særprægede køretøjer i Cuba. For eksempel denne VW.
Ofte støder man på sjældne og særprægede køretøjer i Cuba. For eksempel denne VW. Jeg er ingen bilekspert, så jeg kender ikke modellen. Det er i øvrigt ikke utænkeligt, at VW-emblemet er stjålet fra en anden bil og sat på denne som pynt.

Ved samme lejlighed tjekker embedsmanden i øvrigt, om de statsejede køretøjer bruges efter hensigten. Disse biler har en blå stribe på de hvide nummerplader og kombinationen af tal og bogstaver afslører, om køretøjet må bruges af den pågældende chauffør på det pågældende tidspunkt og ikke misbruges til et privat ærinde som for eksempel at fragte venner og familie til stranden.

I de senere år er stadigt flere nye – eller i det mindste nyere – biler kommet til landet. Mange som gaver fra andre regeringer, og talløse Hyundai’er, Toyota’er, Seat’er og Kia’er kører i dag rundt på de cubanske landeveje. Men det er og bliver de gamle amerikanerbiler, der er Cubas varemærke.

Særligt en af dem har gennem tiden opnået nærmest mytisk status: Forfatteren Ernest Hemingsways Chrysler New Yorker DeLuxe, som forsvandt, da Castro greb magten.
Hemingway købte den i 1955, og da han forlod Cuba for altid i 1960, overlod han den i sin chaufførs varetægt.

En Chrysler New Yorker Deluxe som den, Hemingway købte i 1955. Forfatterens eksemplar var dog en 'convertible' - altså uden fast tag. (Foto: Wikimedia Commons / jeremyg3030).
En Chrysler New Yorker Deluxe som den, Hemingway købte i 1955. Forfatterens eksemplar var dog en ‘convertible’ – altså uden fast tag – og farverne var byttet om således, at kølerhjelmen var rød (rettere ‘Navajo Orange’) og siderne hvide (‘Desert Sand’). (Foto: Wikimedia Commons / jeremyg3030).

Skattejagt
Siden forsvandt bilen, der ville kunne indbringe en formue på en auktion, fuldstændigt ud af offentlighedens søgelys. Den har i årtier lokket skattejægere til øen fra nær og fjern, og den er flere gange meldt fundet. Sent i 2010 fremviste den cubanske regering så endelig et eksemplar af bilen og erklærede, at det var Hemingways.

Beviset var den forsikringspolice, som Hemingway udtog på køretøjet. Siden forfatterens død i 1961 havde bilen været ejet af hans læge, og den gik i arv i hans familie for til sidst at stå opmagasineret i en garage tilhørende en vis Leopoldo Nuñez Gutiérrez.

Det oprindeligt rød-hvide køretøj (ifølge Chrysler var bilen malet i farverne ‘Navajo Orange’ og ‘Desert Sand’) var i en sølle forfatning. Et lag hvid vægmaling skjulte den oprindelige lakering, det lækre indtræk var ædt op af fugt og ælde, og rust var begyndt at brede sig.

Bilen er nu under restaurering og skal udstilles ved Hemingways hus i Havanna-forstaden San Francisco de Paula ved siden af hans fiskerbåd, Pilar.

RELIGION PÅ VRANGEN

Santería-religionen er dybt fascinerende og i kraftig vækst, men den fremstår barbarisk og primitiv for den udenforstående.

Den på Cuba vidt udbredte religion Santería fremstår umiddelbart lyssky og tillukket, men den fordom blev for mig gjort til skamme i januar 2014, da jeg fik lov at overvære og dokumentere en rituel slagtning i en Santería-menighed i Havannas gamle bydel, Habana Vieja.

Vi boede i et casa particular på Mercaderes-gaden, og en dag var der en del virak i en bolig på etagen under os på den anden side af en trang indre gård. Kvinder med hvid hovedbeklædning kom og gik, og undertiden hørte vi messende sang. Da en flok mænd med hvide hatte op ad formiddagen begyndte at slæbe fjerkræ i stort antal og 8-10 skrækslagent brægende geder op til lejligheden, var min nysgerrighed vakt.

Slagtning på stuegulvet
Jeg kunne fra et lille vindue kigge ned på svalegangen, der førte til lejligheden, og pludselig så jeg min daværende kone stå dernede og tale med en af de mange kvinder. Hun vinkede mig derned, og jeg forstod, at jeg var velkommen til at overvære den rituelle slagtning, som de mange mennesker havde forberedt hele formiddagen. Slagtningen skulle foregå midt i familiens dagligstue, hvilket er normalt i Santería, som altid har været en undergrundsreligion.

img_8309
Adskillige høns – og deres fjer og blod – indgår i en typisk ceremoniel slagtning i Santería-religionen.

Først skulle vi gnide hænderne i et hvidt pulver – formentlig var det mel – og kaste det over hovedet og skuldrene. Det gjorde os klar til at overvære ritualet, som fandt sted som forberedelse til en Santería-fest den følgende fredag.

Negativ energi
Jeg vil tro, at 14-16 duer og høns og fire geder måtte lade livet i de følgende timer, mens de mandlige slagtere fremsagde remser og modtog svar fra menigheden. Fuglene blev af en af menighedens ældste – en kvinde, som jeg opfattede som en præstinde – ført hen over hovedet og ned over bryst, skridt og fødder på en af de yngre mænd, før slagtningen. Formålet med dette ritual, blev jeg fortalt, er at trække negative energier ud, som derefter forsvinder med dyrets død.

Fuglene fik derefter hovederne vredet af, og deres blod blev dryppet ud over relikvier opstillet på stuegulvet. Derefter blev fjer drysset ud over de blodstænkede figurer, som til sidst blev overhældt med sirup eller rom.

Gulvet blev mellem hver ofring ryddet for relikvier og blev vasket af en af de ældre koner, hvorefter nye relikvier blev stillet frem og en ny slagtning kunne gå i gang. Denne gang for en ny gud, en såkaldt ‘Orisha’.

Sær ømhed
Gederne blev aflivet ved at få halsen skåret over, og når blodet var løbet fra, skar slagteren hovedet af geden og lagde det til rette sammen med relikvier og hønsehoveder. Alt blev til sidst overhældt med rom og sirup og nogle gange overstrøet med fjer fra fuglene. Alt sammen under slagternes messende dialog med menigheden.

img_8386
Mellem hver ofring vaskede en gammel kone gulvet rent for blod, hvorefter nye offerdyr blev bragt ind og deres blod dryppet over et nyt sæt relikvier.

Inden slagtningen blev gederne kastreret og derefter i en sær demonstration af ømhed kysset på hovedet af slagteren, som søgte han tilgivelse for det, der skulle ske.

Alle dyr blev straks efter slagtningen gjort klar til spisning, og de to slagtere kunne drage videre med de overskydende dyr.

Jeg forstod, at de havde yderligere tre rituelle slagtninger den dag – og jeg kunne af deres påklædning og dyre tennissko udlede, at de tjener godt på deres særprægede erhverv.

Religion i vækst
Rituelle slagtninger foregår med jævne mellemrum i dagligstuer tilhørende medlemmer af menigheden. Ofte i forbindelse med værten eller værtindens fødselsdag, som det var tilfældet den dag, jeg blev vidne til ritualet. Der er intet krav om, at Santaría-medlemmer kun må spise rituelt slagtet kød. Alle kan spise, hvad de vil, og det rituelt slagtede kød har ingen særstatus.

img_8491
Intet går til spilde. Alle offerdyr bruges til føde. Slagterne gør det grove arbejde, før de fortsætter til næste rituelle slagtning.

Oplevelsen var højst speciel for mig. Selve ofringen af dyrene påvirkede mig ikke synderligt, idet de ikke syntes at lide under slagternes professionelle behandling, men ritualet fremstod barbarisk og primitivt. Ikke desto mindre er religionen i kraftig vækst i disse år, og ikke få cubanere i høje stillinger bekender sig til Santería.

Et sejlivet rygte vil endog vide, at selveste Fidel Castro var ‘santéro’, præst i menigheden. Intet underbygger imidlertid denne påstand – og slet ikke den kendsgerning, at Cuba med Castro ved roret i årtier systematisk undertrykte religiøse grupper i landet.

TROEN LEVER PÅ TRODS

Religiøs bevidsthed spores let i den cubanske dagligdag, selv om Castro i årtier undertrykte religionerne.

Den katolske kirke anslår ifølge Wikipedia, at 70 procent af cubanerne tilhører kirken, men det er ikke den klassiske katolicisme, der først springer i øjnene, når man færdes på øen.

Det er derimod blandingsreligionen Santería, der tydeligst signalerer, at religion stadig spiller en stor rolle i det socialistiske land, selv om alle trosretninger i årtier blev undertrykt af Castro-regimet.

Ofte ser man på gaden mennesker klædt i hvidt fra top til tå. Det er medlemmer af Santería-menigheden, der med den hvide klædedragt understreger deres fromhed og renhed. I ét år går de klædt sådan, hvorefter de igen glider ind i det brogede hverdagsliv.

img_3607
Foran Hotel Inglaterra på grænsen mellem Habana Vieja og Centro skubber en ældre herre en figur forestillende helgenen San Lazaro rundt.

Andre fører religiøse figurer rundt i gaderne – især op mod højtiderne – og giver forbipasserende lejlighed til at donere penge, frugt, kage eller blot et kys til helgenfigurerne i håb om at vinde deres gunst.

Det er dog uden tvivl ejerne af de ofte meget kulørte figurer, der får størst udbytte af folks overtro.

Santería er udsprunget af stammereligioner, som slaverne tog med sig over Atlanten, da de blev kidnappet i Nigeria og ført til Cuba for at arbejde i sukkerplantagerne. Mange tilhørte Yorubá-folket og bekendte sig til dets religion, som omfatter ofring af dyr, hellig trommedans og stræben efter en trancelignende tilstand, hvor man kan kommunikere med forfædre og guder.

Denne unge mand bærer en San Lazaro-figur rundt på hovedet i Havannas gamle bydel for at indsamle penge - givetvis til sig selv. Jeg har også set ham kravle gennem handelsgaden Obispo skubbende en lille vogn med religiøse artefakter. Da jeg tog dette billede på lang afstand, fik han øje på mig, og signalerede øjeblikkeligt med sin pegefinger, at jeg skyldte ham en dollar.
Denne unge mand, som fremstår lettere retarderet, så jeg på min seneste rejse flere gange bære en San Lazaro-figur rundt i Havannas gamle bydel for at indsamle penge – givetvis til sig selv. Jeg har også set ham kravle i laser og pjalter gennem handelsgaden Obispo skubbende en lille vogn med religiøse artefakter. Da jeg tog dette billede på lang afstand, fik han øje på mig og signalerede øjeblikkeligt med sin pegefinger, at jeg skyldte ham en dollar. Hans figur syntes at være identisk med den, jeg så en ældre herre skubbe rundt på en vogn ved Hotel Inglaterra et par dage tidligere.

Dyrkede egne guder
På Cuba blev stammereligionerne naturligvis forsøgt undertrykt og udryddet af de spanske koloniherrer, som tvang katolicismen ned over hovedet på de stakkels mennesker. Uvillige til at opgive deres tro og kultur begyndte slaverne at dyrke deres egne guder under dække af katolicismen og dens talrige helgener. Når de for eksempel pligtskyldigt hyldede den katolske San Lazaro (Sankt Lazarus), der er de syge og svages beskytter, var det i virkeligheden Yorubá-figuren Babalú Ayé, der har de samme kvaliteter, de tilbad.

Over tid smeltede de to figurer – og de to religioner – sammen i Santería. Katolicismen dyrkes stadig i sin oprindelige form, mens Santería, der også rummer elementer af Cubas oprindelige, indianske religion, så at sige er en udvidet version af den klassiske katolicisme.

img_8830fri
To Santería-kvinder på vej gennem Havanna. Mange af religionens udøvere tager det meget ilde op, når turister fotograferer dem.

De to religioner overlapper hinanden i den forstand, at Santería-tilhængere, som for flertallets vedkommende er døbte katolikker, gerne besøger katolske kirker. Omvendt holder ortodokse katolikker sig fra Santerías mystiske, okkulte ritualer, som blandt andet giver sig udslag i, at gravstene og kirkegårdsmure bliver ‘udsmykket’ med nyslagtede høner. Det kan man jævnligt ved selvsyn konstatere, når man besøger den enorme Cristóbal Colón-kirkegård i Havanna.

Det store flertal af Santería-medlemmer udøver dog deres religion i al diskretion. De har måske et par Santería-figurer udstillet i hjemmet, eller  måske har de lavet et lille alter med billeder af afdøde familiemedlemmer, stearinlys og et askebæger, hvis indhold understreger tobakkens vigtige rolle i religionen.

Denne kvinde røg konstant cigarer under mit flere timer lange besøg i en Santería-menighed (se ‘Religion på vrangen’). 

Tobaksrøg skaber ifølge overbeviste santeros forbindelse til den spirituelle verden og leder vejen ind i trancen, hvor man kan blive forenet med sine forfædre.

Mange cubanere har opstillet et lille alter til ære for afdøde slægtninge. Ofte er forskellige drikkevarer stillet frem som tilbud til ånderne, og også tobaksrøg opfattes som en luksus, der behager de afdøde. Dette alter har jeg fotograferet ved en fattig familie i Trinidad.

Mange cubanere bekender sig ikke til en bestemt religion, men går til det religiøse tag selv-bord, når der er brug for det. Selv erklærede ateister lægger undertiden vejen forbi kirken eller en klog Santería-kone, når hverdagens problemer vokser sig for store.

Præster udvandrede
Også andre trossamfund har overlevet på Cuba. Der findes for eksempel menigheder for Jehovas Vidner, muslimer, jøder, buddhister og mormoner. Da Castros revolution sejrede i 1959, blev der lagt strenge restriktioner på udøvelse af religion, idet regimet anså det for kontra-revolutionært, reaktionært og overtroisk at tilbede andet end den marxisme-leninisme, regimet bekendte sig til.

img_8759
Katedralen i Havanna, udsmykket med lys i anledning af en kulturfestival i 2014. Pladsen foran katedralen er et populært mødested i byen.

I løbet af de første år efter ’revolutionens triumf’ forlod 80 procent af landets katolske og protestantiske præster Cuba, og troende blev diskrimineret på arbejdspladser og læreanstalter.

Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 skete en markant opblødning, og Castro-regimet gav troende adgang til at blive medlem af kommunistpartiet. I 1992 blev marxisme-leninisme afskrevet som grundlag for det cubanske samfund, og det blev forbudt at diskriminere på baggrund af religiøs overbevisning.

img_6777vert
Interiør i kirken Capilla La Inmaculada i Centro-bydelen i Havana. Statuer i cubanske kirker er ofte klædt i tekstiler.

Ven med paven
I 1998 tog pave Johannes Paul II mod en invitation fra Cubas regering og besøgte øen, hvor han holdt messe for hundredtusinder af mennesker på Plaza de la Revolución. Da paven døde syv år senere, skrev både Fidel og Raúl Castro kondolencetelegrammer, hvori de hyldede ham som en ’uforglemmelig ven’.

26. marts 2012 kom også den nye pave, Benedikt XVI, på besøg i Cuba. Han holdt gudstjeneste i Santiago de Cuba og mødtes i Havanna med Raúl Castro, med hvem han givetvis diskuterede østatens vanskelige situation, som ifølge pavens erklæring før ankomsten skyldes, at den kommunistiske styreform har spillet fallit.

Paver på stribe
Pavens korte ophold på øen blev afsluttet med en messe på Plaza de la Revolución. Ifølge bloggeren Yoani Sánchez var arbejdere i realiteten tvangsudskrevet til at deltage, idet de ville miste et særligt løntillæg, hvis de valgte at blive væk.

San Lazaro-figur opstillet på et fortov i Centro Habana. Forbipasserende donerer penge – som uden tvivl går ubeskåret til figurens ejermand snarere end de syge og svage, som San Lazaro er beskytter for.

I september 2015 aflagde den nuværende pave, Frans, visit på Cuba og vakte som sine forgængere henrykkelse – måske i særlig grad, fordi han som argentiner taler sproget.

Det cubanske styre benådede i anledning af pave Frans’ besøg 3.500 fanger og fulgte dermed en tradition, der blev grundlagt ved pave Johannes Pauls besøg. Antallet af benådede fanger i 2015 er dog det højeste antal, som er blevet benådet på én gang siden revolutionen i 1959.

AFRIKA LEVER I HAVANNA

Callejón de Hamel er en kulturel eksplosion midt i Havanna, hvor Cubas afrikanske rødder træder tydeligt frem.

Mens den centrale del af Havannas gamle bydel – Habana Vieja – i vid udstrækning har gennemgået renovering og fremstår ren, nydelig og pastelfarvet, skal man ikke bevæge sig ret langt ned ad sidegaderne for at få et helt andet og mere retvisende billede af Cubas hovedstad.

Stærkt ramponerede huse, ja, sine steder nærmest ruiner, kommer en i møde i en uendelig strøm, og kaster man et blik ind bag facaderne, ind i portene og baggårdene, forbløffes man ofte over, at der overhovedet kan bo mennesker i disse nedslidte, ofte fugtplagede og formentlig sundhedsskadelige bygninger.

Pludselig dukker det farverige Callejon de Hamel op i det ensfarvede forfald i Centro Habana.
Pludselig dukker det farverige Callejón de Hamel op i Centro Habana.

Ensfarvet forfald
Endnu værre end i Habana Vieja ser det ud i Centro-bydelen, der med den forsømte pragtpromenade Prado som skillelinje støder op til den gamle bydel. End ikke de talrige vægmalerier med revolutionsslogans og hyldest til nationalhelte som Che Guevara, Julio Antonio Mella og Camilo Cienfuegos vedligeholdes.
Malingen skaller af og murværket smuldrer, og hele bydelen har antaget forfaldets ensfarvede kulør.

Kunstneren González er primus motor i det store projekt.
Kunstneren Salvador González Escalona er primus motor i det store projekt. Jeg var heldig at møde ham i 2010 på et tidspunkt, da han havde tid til at vise rundt og fortælle om sin ambition med projektet.

Men går man op af hovedfærdselsåren San Lazaro fra Prado (parallelt med kystvejen Malecón) og bevæger sig cirka to kilometer mod vest, eksploderer bydelen pludselig i et orgie af farver og figurer. Boligkarréen Callejón de Hamel ligger her mellem Hospital-gaden og Aramburu-gaden og stråler og lyser op i alt det grå med kunst og kultur ud af det blå.

Maleren Salvador González Escalona er primus motor i det fantasifulde kompleks, hvor han har udsmykket bygninger og pladser med malerier og skulpturer. Mange er skabt ved hjælp af kasserede badekar, som synes at have Salvadors særlige opmærksomhed.

Hovedindgangen til Callejon de Hamel.
Hovedindgangen til Callejón de Hamel.

Oser af religion
Kunstneren, som jeg mødte i vinteren 2010, hævder, at han ikke er religiøs, men hans kunst trækker i høj grad på afrikanske traditioner, som også er fremtrædende i Santería-religionen.

Hans atelier i Callejón de Hamel afslører hans dybe fascination af denne forbindelse til mystiske stammereligioner fra Afrika, men fascinationen tjener altså kun som inspiration, siger Salvador.

Kvarterets beboere nyder godt af Salvadors store sociale engagement. Børnene har fået legepladser og et spændende univers at udforske, og hver måned er der teaterforestillinger for både børn og voksne.

Søndag klokken 11 er der rumba-musik på programmet, hvilket igen kalder de afrikanske traditioner frem, når beboere og gæster kaster sig ud i inciterende dans, der kan virke ret fremmed og overvældende på den udenforstående.

Badekar synes at have Salvadors særlige interesse.
Badekar synes at have Salvadors særlige interesse.
Farverne vælter en i møde, når man går rundt i kvarteret.
Farverne vælter en i møde, når man går rundt i kvarteret.

Pas på platugler
Uden at være totalt overrendt tiltrækker Callejón de Hamel en del turister, og det tiltrækker pr. naturlov jineteros – platugler og lommetyve. De er yderst fingernemme, så pas på.

Selv på dage uden arrangementer er det værd at lægge vejen forbi, så vil man undgå at blive belejret af plattenslagere, er det fornuftigt at drible uden om programsatte begivenheder og bare slentre en tur i området.

På disse dage er der også langt større chance for, at Salvador har tid til en sludder og måske en lille rundvisning.

Callejón de Hamel kan også nås fra Habana Vieja ved at spadsere ad Neptuno-gaden fra Prado og dreje til højre ad Aramburu. Spadsereturen giver i sig selv et fint indtryk af et Havanna, som man ikke kommer tæt på, hvis man kun tager på de traditionelle turistudflugter.

DYRT AT BEVÆGE SIG RUNDT

Transport på Cuba er temmelig kostbar for turister, som dagligt kan komme til at betale i billeje, hvad en gennemsnitlig cubaner tjener i kvartalet.

Har man ikke via et rejsebureau købt bustransfer fra lufthavnen til sit hotel, stifter man allerede ved ankomsten til Cuba bekendtskab med en af de største udfordringer i landet: Transport.

Infrastrukturen har store huller, og transportproblemet er enormt. Det gælder både vare- og persontransport. Hestevogne, cykeltaxier og oksekærrer er almindelige overalt, og mange steder bruges åbne lastbiler som lokale busser, hvor passagererne pakkes tæt sammen på ladet. Blafning er sat i system i landet, og enhver gammel øse kan tilsyneladende prajes på gaden som taxi.

Blaffere venter efter endt arbejdsdag på et lift – sædvanligvis mod beskeden betaling – ved en af Havannas hovedfærdselsårer, Malecón.

Når man ankommer som turist til José Martí-lufthavnen uden for Havanna, er taxi det naturlige valg til den videre rejse til hotel eller casa particular. Det vrimler med chauffører ved ankomstterminalen, så man kommer ikke til at vente længe på en taxi.

Slår plat på turister
Mange plattenslagere blander sig med de autoriserede chauffører og kører piratkørsel. Jeg foretrækker de autoriserede vogne, for opstår der bøvl, har man et sted at klage, og det er noget, chaufførerne har respekt for.

Selv de autoriserede chauffører kører ofte uden taxameter, men angiver en fast pris. Vær beredt på, at de som udgangspunkt oftest sætter prisen temmelig højt.

Typisk må man slippe 25 CUC (cirka 175 kroner) for at blive kørt til centrum – en pris, der skal ses i lyset af, at gennemsnitslønnen på øen er 30 CUC om måneden.

Det er ikke muligt at benytte kreditkort i taxi, og da man ikke kan veksle til turistvalutaen CUC uden for Cuba, er man nødt til at veksle straks efter ankomsten. Læs om Cubas to valutaer her. Uden for ankomstterminalen findes to veksleboder (Cadeca), så man slipper for at stå alt for længe i kø.

Parlamentsbygningen Capitolio i Havanna. Den store bygning er i dag mest til pynt.
Parlamentsbygningen Capitolio i Havanna. Den store bygning, som er en kopi af den amerikanske kongresbygning, er i dag mest til pynt.

Jaget vildt
For ikke så længe siden var man som turist jaget vildt af plattenslagere i ankomsthallen, men nu er uvedkommende nægtet adgang til hallen, og det har gjort ankomsten til Cuba noget mere behagelig.

Til gengæld er lufthavnspersonalet ivrigt begyndt at tilbyde hjælp med kufferter og børn i håb om at tjene lidt drikkepenge.

Kunne man så bare betale for hurtig betjening, ville det være værd at gøre. Men nej, man er nødt til at tage den slagne vej gennem immigrationskontrollen med fotografering og granskning af ens papirer, før man når til bagagehallen. Der må man sædvanligvis vente en rum tid på sin bagage. De to seneste gange, jeg er rejst til Havanna, har det taget over to timer at komme ud af lufthavnen.

Dyre biler
Transport rundt på Cuba kan ske i lejet bil, i bus, tog eller fly. Jeg har aldrig fløjet indenrigs i Cuba, så på det punkt er jeg blank. Tog er det heller aldrig blevet til, idet cubanere, jeg har spurgt til råds, har vendt det hvide ud af øjnene og rystet på hovedet. Det har været advarsel nok for mig.

Tæt trafik på den brede Paseo de Martí - i folkemunde kaldet 'Prado'. Den hvide bygning er Hotel Inglaterra.
Tæt trafik på den brede Paseo de Martí – i folkemunde kaldet ‘Prado’ – i Havanna. Den hvide bygning er Hotel Inglaterra, som jeg med stor tilfredshed har boet på et par gange.

Jeg har prøvet både lejebil og bus, og jeg kan anbefale begge dele. Der er fordele og ulemper ved begge transportformer.

I bil har man langt større frihed, men det er også langt dyrere end bus. I forhold til befolkningens gennemsnitlige indkomst er Cuba et umådeligt dyrt land at leje bil i. En gennemsnitlig cubaner tjener under 200 kroner om måneden, mens en lejet bil inklusiv forsikring let koster det tredobbelte. Om dagen.

Man kan reservere en bil hjemmefra på nettet, eller man kan leje, når man er nået frem. Dog risikerer man da at skulle vente et par dage på en ledig vogn. Til gengæld får man ofte en bedre bil, idet udlejerne har en tendens til at reservere de mest slidte vogne til lejere, der har booket og betalt hjemmefra, mens de finere biler bruges til at friste impulsive lejere.

De fleste hoteller har en biludlejningsskranke. Hjemmefra har jeg problemfrit lejet bil via hjemmesiden Cuba Travel Network.

En gade i Trinidad de Cuba.
En gade i Trinidad de Cuba.

Billige busser
Et billigt alternativ til bil er at tage bussen. Busselskabet Viazul, der fortrinsvis fragter turister, kører mellem alle større byer i Cuba i nyere busser af kinesisk fabrikat.

Med afrejse fra busstationen over for zoologisk have (8-10 CUC i taxi fra centrum), koster en enkeltrejse fra Havanna til Santiago de Cuba cirka 350 kroner. Det er lidt dyrere at købe billet fra by til by på rejsen, men stadig er bussen langt billigere end en lejet bil.
Busselskabet Astro er sat i verden for at betjene cubanere, men som jeg forstår det, er to pladser på hver afgang er reserveret til (rygsæk-)turister. Det er næppe så bekvemt som en rejse i en Viazul-bus, men der er til gengæld chance for at opnå tæt kontakt til helt almindelige cubanere.

Glem GPS’en
Det er forbudt at medbringe en GPS til Cuba, så man er overladt til sin egen stedsans og den ofte sparsomme skiltning, når man skal finde vej i det lange land. Det er dog ikke svært, for der er på landet ikke mange veje at vælge imellem, og der er ikke megen trafik.

Playa Ancón ved Trinidad.
Playa Ancón ved Trinidad.

Det er dog klogt at støtte sig til et kort – og at medbringe et hjemmefra. Udvalget på Cuba er ofte særdeles sparsomt. Når først, man har fundet vej til motorvejen, Autopista Nacional, er det bare at køre ligeud ad den flere steder ottesporede vej, der efter cirka 350 kilometer østpå stopper brat og afløses af landevej.

Hele vejen til Santiago de Cuba er vejen god, men de mindre sideveje kan være ufremkommelige. Det er klogt at spørge en stedkendt cubaner til råds, før man begiver sig på afveje. Husk dog, at alt er relativt. Spørger man en cubaner, om vejen er god, vil han ofte svare bekræftende, hvis der bare er en lille chance for at komme frem.

Jeg har kørt en lille Hyundai fra Baracoa i det østlige Cuba til Holguín ad en ‘fin vej’. Det viste sig at være en veritabel forhindringsbane, der kaldte på en Landrover.

Vi kørte omkring 20 km/t. det meste af vejen og takkede højere magter for, at der ikke blev revet hul på bilens bund de talløse gange, vi røg ned i de dybe, vandfyldte huller på ruten.