CUBA PÅ LANGS

Tag på et roadtrip mellem Cubas to største byer og oplev alle sider af den cubanske virkelighed.

Cuba er så stor, og kulturen i det myteomspændte, socialistiske land så mangfoldig, at man sikkert aldrig bliver færdig med at udforske det. Om hvert hjørne, i hvert kvarter og i hver by venter nye indtryk og oplevelser. Langt de fleste turister når imidlertid aldrig længere end Havanna og den vestlige del af den over 1000 kilometer lange ø.

Men har man mod på at kaste sig ud i et uforudsigeligt roadtrip i bil eller bus fra pulserende Havanna i vest til revolutionens vugge i Santiago de Cuba i øst, kan man få næsten alle sider af det mærkelige og vidunderlige land at se.

Der er omtrent 900 kilometer mellem de to største byer på øen, men uden at stresse kan man nå at køre tur-retur og suge til sig i næsten alle Cubas provinser på under to uger. Kører man i lejet bil, og har man mere tid til rådighed, er der rig mulighed for at tage afstikkere fra den direkte rute og opleve endnu mere.

img_6525
El Morro-fæstningen ved indsejlingen til Havanna-bugten.

Dag 1: Havanna – Sancti Spiritus:
Læg hårdt ud og kom et langt stykke allerede på førstedagen, hvor det meste af rejsen foregår på god motorvej. Ruten er ikke videre interessant, idet den fortrinsvis går gennem ensartet landsbrugsland. Trafik er der sædvanligvis heller ikke meget af, men græssende køer, oksekærrer og et par cyklister skal man nok støde på.

Sancti Spiritus er en hyggelig oase uden overflod af turister. Der er ikke mange seværdigheder, men en slentretur på ’el bulevar’ – gågaden – i den fredelige, gæstfri by er endnu bedre end et museum. På Hotel Plaza på Parque Sánchez serveres gode mojítos, som kan nydes med udsigt over den trafikerede plads.

Tip til dig med bil og god tid: Cirka 60 km nord for Sancti Spiritus ligger byen Yaguajay, der har et interessant museum og mindesmærke for revolutionshelten Camilo Cienfuegos (se ‘Statslig heltedyrkelse’).

img_7599
Calle Maximo Gomez, som løber langs Parque Serafin Sánchez i Sancti Spiritus.

Dag 2: Sancti Spiritus – Camagüey:
Omkring Havanna hersker ofte en lidt trøstesløs stemning, men mod øst synes livsglæden og stoltheden over revolutionen at vokse for hver kilometer.
Folk pynter deres huse og haver med blomster, flag og hyldester til Fidel. Camagüey er absolut et besøg værd med bymidtens smalle, snoede gader, der er et særsyn i cubanske storbyer.

Desværre er byen hjemsøgt af plattenslagere – såkaldte ’jineteros’ – som ofte aggressivt går efter at score ussel mammon på godtroende turister. Det kan være ret opslidende konstant at være mål for sådanne lykkeriddere, så man har ofte nok i en enkelt overnatning i den smukke by. Tag eventuelt en nat på Gran Hotel og nyd den billige aftenbuffet på øverste etage med skøn udsigt over byen.

dsc04254
Et stræde i Camagüey ved nattetide.

Dag 3: Camagüey – Bayamo:
Bayamo er en fredelig by med en livlig og imødekommende befolkning. Hver lørdag forvandles centrum til en i Cuba enestående gadefest, Fiesta de la Cubania, hvor restauranter og private serverer mad på gaden efterfulgt af skak-konkurrencer. Der er flere interessante skak-saloner i byen, hvor det strategiske spil dyrkes med dyb passion. Dans og musik til ud på natten er en selvfølge.

Byens kulturhus er opkaldt efter The Beatles, og de fire beatler i bronzeudgaver vogter indgangen til huset (faktisk snarere en åben gård), hvor der ofte er koncerter og kulturelle arrangementer.

Tip til dig med bil og god tid: Sydvest for Bayamo når man via byen Bartolomé Masó og en drabelig bjergvej frem til Sierra Maestra-nationalparken, hvorfra Castro førte guerillakrig mod diktator Batista. Godt udflugtsmål for hikere.

dsc04384
Offentlig transport i Santiago de Cuba. En stor del af den daglige transport for cubanerne foregår på ladet af lastbiler.

Dag 4-5-6: Bayamo – Santiago de Cuba:
Fidel Castro indledte revolutionen, da han med sine folk angreb kasernen Cuartel Moncado i Santiago i 1953. Kasernen er i dag et interessant museum.
Efter sin død i november 2016 blev Fidel Castro stedt til hvile på Santa Ifigenia-kirkegården i Santiago de Cuba.

Den store by er absolut et besøg værd. Forureningen og larmen fra de utallige motorcykler og gamle dollargrin kan være slem, men byen sprudler af liv og kultur, historie, dans og musik.

Tip til dig med bil og god tid: Øst for Santiago de Cuba ligger byen Guantánamo og den isolerede, amerikanske flådebase.
Traditionelt har man kunnet få et glimt af basen fra udsigtspunktet Mirador de Malones cirka 30 km sydøst for byen. I de senere år har der kun være yderst begrænset adgang til stedet, som også er en militær kontrolpost. Det forlyder endog, at stedet er permanent lukket, så man bør spørge sig for i Guantánamo, før man kører af sted.
Den verdenskendte folkesang Guantánamera handler i øvrigt om en bondepige fra Guantánamo-provinsen.

dsc07672
Cykeltaxi med sidevogn i Holguín.

Dag 7: Santiago de Cuba – Holguín:
Holguín er kendt som ’parkernes by’, og årsagen er indlysende. Det er en rolig, venlig by med kun få ’jineteros’, der forsøger at platte sig til hård valuta.
En spadseretur i byen er ren afslapning – indtil man når til La Loma de la Cruz, et formidabelt udsigtspunkt, der nås ved hjælp af en trappe med 460 trin.

Tip til dig med bil og god tid: Nær landsbyen Birán mellem Santiago og Holguín er Fidel Castro født. Jeg har ikke selv besøgt stedet, men efter sigende er Castros fødegård et ganske interessant museum.
Castros forældre ligger begravet på stedet, der bærer navnet Sitio Historico de Birán.

dsc04600
Et blik ud over det centrale Ciego de Ávila.

Dag 8: Holguín – Ciego de Ávila:
Den uforlignelige Cuba-guide fra Lonely Planet siger det hele: ’Ciego de Ávila er Cuba uden indpakningspapir’. En by, turister oftest kører uden om, men centrum er absolut et besøg værd.

Bymidten er dog skæmmet af en gigantisk betonboligblok, som et eller andet fjols i sovjettiden beordrede klasket op midt i de maleriske omgivelser.

Gå en tur på gågaden og på pladsen Parque Marti og mærk hverdagens puls. Snup en fortrinlig kop kaffe på den anerkendte La Fontana-kaffebar og slut af med mad og musik på Restaurante Don Pepe.

Playa Ancon, Trinidad de Cuba
Playa Ancon, Trinidad de Cuba

Dag 9-10-11: Ciego de Ávila – Trinidad:
Trinidad giver et førsteklasses indtryk af kolonitiden, idet byen med sine pastelfarvede huse og brostensbelagte stræder ikke synes at have ændret sig meget, siden de spanske koloniherrer trak sig ud. Syd for byen ligger den smukke Ancón-strand, og om aftenen er der fuldt blus på salsaen i det udendørs Casa de la Musica i byens centrum, hvor der er billige mojítos og garanti for en svingom.

Tip til dig med bil og god tid: Få kilometer nordøst for Trinidad ligger Valle de los Ingenios. Denne dal var engang overstrøet med sukkermøller og var et centrum for sukkerproduktion og slavehandel på Cuba.
Nord for Trinidad ligger desuden nationalparken Topes de Collantes, hvor man blandt andet kan kaste sig ud i en spændende, strabadserende vandretur til vandfaldet Salto del Caburni.

img_6783redlille
Et udtjent dollargrin hoster sig vej gennem Centro Habana.

Dag 12: Trinidad – Havanna:
Sidste etape går gennem for det meste velkendt terræn på motorvejen mod Havanna, men først går turen langs kysten op mod Cienfuegos, hvor man kan gøre holdt og spise frokost. Fra kystpromenaden ud mod byens sydspids – Punta Gorda – skimtes på bugtens modsatte bred det ufuldendte atomkraftværk, der blev opgivet, da Sovjetunionen kollapsede. Det historiske centrum i Cienfuegos kom på Unescos verdensarvliste i 2005.

Tip til dig med bil og god tid: Cirka 90 km vest for Cienfuegos ligger Playa Girón i Svinebugten, hvor CIA-trænede eksilcubanere i 1961 forsøgte at invadere Cuba. Et interessant museum fortæller historien.
I Playa Larga nord for Playa Girón kan man besøge en af egnens mange krokodillefarme.

Vel tilbage i Havanna skulle der gerne være et par dage til at traske rundt i handelsgaden Obispo og spise en middag på en af de mange ’paladares’ – private restauranter – nær katedralen, før turen atter går hjem til Danmark.

Uden tvivl med svær overvægt af minder for livet.

EVENTYRLAND I HAVANNA

Havanna-forstaden Jaimanitas er ved at blive forvandlet til et fantasifuldt univers skabt af kunstneren José Fuster.

Ud af det blå dukker eventyrlandet op. Efter 15 kilometer ud af Malecón – Havannas verdensberømte kystvej – gennem bydelene Centro, Vedado og Miramar med deres faldefærdige beboelsesejendomme, pastelfarvede palæer, gamle velhavervillaer og prangende ambassader når man Playa og forstaden Jaimanitas.

Et højresving, og pludselig strømmer farverne, figurerne og fablerne en i møde. På de første huse dækker mosaikkerne endnu ikke helt, men man ved, at man er nået til et helt særligt sted.

Dekorationerne i Jaimanitas hylder naturligvis også revolutionen, Castro og Cubas nære allierede til sin død, den venezuelanske præsident Hugo Chavez.
Dekorationerne i Jaimanitas hylder naturligvis også revolutionen, Castro og Cubas nære allierede til sin død, den venezuelanske præsident Hugo Chavez.

Jaimanitas er hjemsted for keramikeren, skulptøren og kunstmaleren José Fuster, og han er i gang med at omdanne hele sit kvarter til ét stort kunstværk.

Ukendt seværdighed
Hans eget hus, der også rummer hans atelier, er centrum i det fantasifulde univers, han har skabt med utallige skulpturer og farvestrålende mosaikker. Et kaleidoskopisk eventyrland for nogle. En kunstnerisk rodebutik for andre.

Men for alle et overrumplende kig ind i en del af Havanna, der er ukendt for langt hovedparten af de hundredtusinder af turister, der hvert år besøger Cuba.

Udsmykning på kunstneren José Fusters hjem.
Udsmykning på kunstneren José Fusters hjem.
Endnu en udsmykket ejendom i byen.
Endnu en udsmykket ejendom i byen.
'Viva Cuba'. Fusters kunst er hele vejen igennem tro mod Castro-regimet.
‘Viva Cuba’. Fusters kunst er hele vejen igennem tro mod Castro-regimet.

Ingen guidebøger, jeg kender til, viser vej til Fusters univers. Det var således ved et rent tilfælde, at jeg kom forbi, idet jeg med min daværende kone skulle besøge et familiemedlem på en graviditetsklinik i Jaimanitas. En klinik, der i øvrigt også er prydet af Fusters mosaikker.

Vi slog vejen omkring José Fusters hus, og vi var så heldige, at han ikke var hjemme. Porten til privaten var derfor slået op, og en opsynsmand inviterede os indenfor.

Her viser kunstnerens ihærdighed sig at nå ud i enhver krog. Alt – trappetrin, lofter, vægge og gulve – er overdådigt udsmykket. Der er heste, køer, alligatorer, høns. Sol, måne og stjerner. Palmer og blomster. Og figurer fra Yoruba-religionen blandet med revolutionære slagord og kærlighedserklæringer til livet.

Prøv lykken
Der er ikke organiserede rundvisninger, men læg vejen forbi og se, hvad der sker. Folk i kvarteret virker ikke specielt gæstfri, men dem, der prøver at sælge lidt kaffe og kage ved havelågen, byder da fremmede velkommen.

Mange huse har en indgangsportal udsmykket efter José Fusters anvisning.
Mange huse har en indgangsportal udsmykket efter José Fusters anvisning.

Som støtte til projektet betalte vi uopfordret 20 CUC, cirka 130 kroner, for en fin rundvisning i Casa Fuster.

Som sagt er der ikke altid adgang til privaten, men nogle gange er man heldig. Prøv eventuelt et par gange. Det er dog ikke altafgørende at komme helt ind i maskinrummet, for der er rigeligt at se på udenfor, og kunstværket breder sig hele tiden.

Har man ikke bil til rådighed, kan man tage en taxi fra centrum og bede chaufføren vente, mens man kigger, før turen så atter går til Havanna. Det vil koste cirka 30 CUC (200 kroner). Adressen er: Estudio Taller Fuster, Calle 226, esq. 3ra A, Jaimanitas, Ciudad de La Habana, Cuba.

DOBBELT VALUTA

Cuba er et fattigt land, og turister er et vigtigt bytte i statens evige jagt på indtægter.

Cuba hylder frihed, lighed og broderskab, og over alt i landet ser man slagord malet på husfacader med det ædle budskab. I praksis holder staten sig imidlertid ikke tilbage fra at gøre endog markant forskel på folk.

På museer betaler turister typisk 20-25 gange mere i entré end en cubaner, og vil man en tur i Gran Teatro i Havanna, betaler turisten omkring 100 gange den pris, en cubaner betaler.

Forskelsbehandlingen udøves i kraft af de to valutaer, der opereres med: CUP (cubanske pesos) for cubanere, og CUC (konvertible pesos) for turister. I daglig tale kaldes CUP for ‘pesos’ eller ‘pesos cubanos’. CUC kaldes også ‘convertibles’ eller ‘dollar’.

Dollar dømt ude
Dollar-betegnelsen skyldes, at den amerikanske dollar indtil november 2004 var gangbar mønt på Cuba. Som et led i den ideologiske strid mellem Cuba og USA valgte Cuba at annullere dollar som betalingsmiddel på Cuba. Erstatningen blev CUC, som havde eksisteret siden 1994, men var blevet brugt ganske lidt. Mange fortsatte imidlertid med at bruge betegnelsen ‘dollar’ om den eftertragtede turistvaluta, og dollartegnet ($) bruges også officielt, når det gælder CUC. Det optræder for eksempel på CUC-mønterne.

Men den amerikanske dollar er altså (officielt) ubrugelig som betalingsmiddel. Jeg plejer at tage rigeligt med euro med og så veksle i de officielle veksleboder, kaldet Cadeca (CAsas DE CAmbio = veksle-huse). Veksl aldrig penge på gaden! Gør man det, bliver man snydt. I Cadeca-boderne, som findes i alle større byer i Cuba, kan man også hæve penge på sit Visa-kort.

Det koster tre procent i gebyr til den cubanske stat, så der kan let ryge nogle cubanske månedslønne på den konto. Til gengæld slipper man for at rende rundt med alt for mange kontanter i pengebæltet, når man hæver lidt ad gangen.

Kursen på CUC og dollar følger hinanden tæt. 1 CUC = 24 pesos = cirka seks kroner. Den aktuelle kurs kan findes på Coinmill og Cubacurrency. CUC kan udelukkende købes og sælges i Cuba.

Eftertragtet valuta
CUC bruges på hoteller, i taxier, restauranter, museer og i særlige butikker, der kun modtager CUC. Priserne her er tårnhøje i forhold til peso-butikkerne, der til gengæld har uhyre skrabet udvalg.
Varemanglen betyder, at cubanere er meget ivrige efter at skaffe sig CUC, så de kan købe varer, de ellers er afskåret fra at købe.

Går man som turist ind i en peso-butik eller en peso-bar, kan det ske, at man bliver afkrævet betaling i CUC – altså prisen ganget med (mindst) 24. Det gælder, selv om man har pesos på lommen og kan betale som alle andre. Og inviterer man en cubaner på en drink eller en middag, kommer man ofte også til at betale i dollar for sin ledsager.

Hold øje med menuen
I det fattige land vil man altid som turist blive opfattet som en mulig indtægtskilde og blive behandlet derefter. Vær ikke nærig, men lad dig heller ikke holde for nar. For eksempel er det klogt at tjekke menukortet, før man sætter sig til bords.

Visse restauranter har menukort med forskellige CUC-priser, og lader man til at være nem at narre, får man det med de høje priser stukket i hånden. En middag på en god restaurant koster sjældent over 20 CUC inkl. drikkevarer.

Forskelsbehandlingen sker helt åbenlyst og tilsyneladende uden skrupler. Nogle vil hævde, at det er cubanerne, der forkæles med statsunderstøttede lave priser, og ikke turisterne, der udplyndres systematisk. Sandheden skal nok søges i den enkeltes politiske overbevisning.

TIP TIL SOLOREJSEN

På egen hånd i Cuba er der ingen rejseleder, der blander sig hele tiden – men heller ingen til at give gode råd.

Vælger man at rejse rundt på egen hånd i Cuba, er man sikret en enestående oplevelse, men man risikerer også at fare vild i den labyrint af muligheder, landet tilbyder, når der ikke er nogen til at vise vej.

Seks gange har jeg besøgt Cuba, og var jeg stoppet efter den første, ville mine minder om det ejendommelige land ikke være de bedste. Jeg følte mig næsten dagligt snydt og bedraget, da jeg igen og igen trådte ned i en af de turistfælder, der er opstillet overalt.

Den slags koster penge, og det kan blive ret dyrt at finde sig til rette i et fremmed land som Cuba. Men det er ikke kun økonomisk, at man kan få en over nakken. Værre er det, at man også rent menneskeligt let føler sig udnyttet. Her følger en stribe tip, der kan sikre, at Cuba-rejsen allerede i første forsøg bliver en oplevelse for livet.

Godt begyndt er halvt fuldendt
Man kan overlade alt til et rejsebureau, men det er billigere selv at arrangere rejsen og finde billetter på nettet. Ud over flybilletten skal man huske visum, der kan købes hos visse rejsebureauer, selv om man ikke køber rejsen der. Det gælder for eksempel Check Point Travel, som jeg rejste med, da jeg første gang besøgte Cuba.

Man kan også købe visum på den cubanske ambassade i København. Visum skal købes der, hvis rejsen strækker sig ud over 30 dage. Mod betaling af et gebyr kan det ordnes pr. post, så man behøver ikke møde personligt op på ambassaden, hvis man bor i en anden del af landet.

Den cubanske stat kræver mindst to forudbestilte overnatninger på hotel eller i privat hjem, og det kan også ordnes på nettet. Desuden kræver staten dokumentation for, at man har en gyldig rejseforsikring. Kontrollen sker ved stikprøve i lufthavnen i Havanna.

Sikkert land
Selv om Cuba regnes for at være det sikreste land i Latinamerika at rejse i, er kriminalitet ikke ukendt. Vær på vagt, men vær ikke paranoid.

Frisørsalon i Habana Vieja.
Frisørsalon i Habana Vieja.

Man kan sagtens tage imod et tilbud om en rundvisning til fods i Havana eller gå på bar med en cubaner, man møder på gaden. Man skal bare først og fremmest følge sin sunde fornuft.

Voldskriminalitet er sjælden i Cuba. Det samme er røverier, men der er eksempler på tasketyverier, hvor unge gutter på cykel eller til fods drøner forbi en café og snupper en taske eller et fotografiapparat, som en skødesløs turist ikke har under opsyn.

Jeg har også læst om turister, der har fået flået en taske af skulderen, når de går på gaden. Men det er uhyre sjældent, at sådanne episoder finder sted – og det sker oftest, når ofrene nærmest selv beder om det ved at optræde uforsigtigt og nærmest udstille de værdier, de går rundt med.

Simpelt tyveri er hverdagskost, som det er i resten af verden. En ubevogtet taske er der stor risiko for at miste. En efterladt ejendel må man næsten med garanti vinke farvel til.

Evig pengejagt
En gennemsnitscubaner tjener cirka 190 kroner om måneden, og en stor del af hverdagen drejer sig derfor om at skrabe penge sammen.

Dollargrin i Habana Vieja. Tit bliver man afkrævet penge for at tage billeder af personer og deres offentligt parkerede køretøjer.
Dollargrin i Habana Vieja. Tit bliver man afkrævet penge for at tage billeder af personer og deres offentligt parkerede køretøjer.

Mange gør det ved at tigge eller platte sig frem på gaden, og selv på restauranter og i butikker skal man være påpasselig med ikke at blive taget ved næsen.

Et noget ucharmerende træk ved Cuba er, at langt de fleste kontakter med cubanere munder ud i et ønske om betaling. Man bør vælge fra i tide, hvis man ikke er parat til at betale.

På museerne trækker kustoderne for eksempel gerne de besøgende ind bag afspærringer og giver en eksklusiv rundvisning, men det koster altså. På gaden bliver man ofte afkrævet en dollar, hvis man tager et billede af en tilfældig cubaner.

Prostitueret på Calle Obispo i Habana Vieja. Prostitutionen er i de senere år blevet langt mere iøjnefaldende end tidligere.
Prostitueret på Calle Obispo i Habana Vieja. Prostitutionen er i de senere år blevet langt mere iøjnefaldende end tidligere.

Ofte støder man på de såkaldte jineteros. Det er mandlige plattenslagere, der sælger falske cigarer eller veksler hård valuta til cubanske pesos – eller endog til udgåede sedler, der er komplet værdiløse.
Andre har en prostitueret, en jinetera, på slæb, og de annoncerer deres vare med et hviskende ’chica, chica’! (spansk for ’pige’). For at narre politiet optræder luder og alfons ofte som kærestepar på spadseretur.

Bo privat
Man har næsten garanti for en god oplevelse, hvis man fravælger hotellet for at bo i et casa particular (spansk for ‘privat hus’). Det er også væsentligt billigere. Man kan booke via internettet på eksempelvis Casa Particular Cuba og Casa Havana Particular.

Regn med 35 CUC (ca. 240 kr.) for et værelse til to personer med eget bad og toilet. Regn også med en madras af beskeden standard. Det er desværre en landeplage i Cuba.

Alle legale casaer har et hvidt skilt med et blåt symbol på døren. Symbolet findes også i rødt. Det signalerer, at der her findes et casa particular for cubanere: Billigt og ydmygt, hvor man undertiden deler værelse og oftest bad med andre gæster.

Symbolet, der pryder alle casas particulares - altså private værelser, der typisk udlejes til turister. Et tilsvarende symbol i rødt signalerer, at der er tale om et casa particular for cubanere - lavere standard, lavere pris.
Symbolet, der pryder alle casas particulares – altså private værelser, der typisk udlejes til turister.
Symbolet i rødt signalerer, at der er tale om et casa particular for cubanere – lavere standard, lavere pris.

Skal man bo i hovedstaden er det bedst at reservere hjemmefra, men det er også muligt at finde et værelse på stedet. Kig efter det blå-hvide symbol og spørg løs. Hvis udlejeren har alt booket, hjælper han oftest ivrigt med at finde en anden udlejer, som belønner ham med et par CUC for ulejligheden (og hæver prisen på værelset tilsvarende, så turisten betaler regningen).

I provinsen er det oftest let at finde privat indkvartering. Ankommer man i bil, vil driftige gutter på cykler ofte hvirvle rundt om den i håb om at få overdraget den opgave at vise vej til et casa particular.

Måske vil de – for at få chaufføren til at stoppe – signalere, at bilen er punkteret, eller at vejen længere fremme er blokeret. Ignorer dem! Det er ikke svært selv at finde et casa particular, og brug af en ‘konsulent’ øger kun prisen. Kig efter huse, der skilter med ‘habitación’, ‘hostal’ eller ‘rent room’.
På lang afstand kan man med fordel spejde efter aircondition-anlæg, som stikker bagenden ud af vinduerne. Det er ofte et tegn på, at der er værelser til udlejning.

Ankommer man i bus, vil der som regel stå værelsesudlejere og vente på busstationen – nogle af dem udstyrede med fine mapper med billeder og beskrivelse af deres casa particular.

Husk medicin
Nogle af de gamle, smukke apoteker i storbyerne er nænsomt restaureret og giver den besøgende et fint indblik i svundne tiders storhed og velstand. Men der er ikke meget medicin på hylderne.

Apotek i Pinar del Rio. Ud over tandpasta, helsekostprodukter og måske en pakke bleer eller to er der ikke meget på hylderne i et gennemsnitligt apotek i Cuba.

I Cuba er der udbredt vareknaphed, når det gælder håndkøbsmedicin, så tag rigeligt med hjemmefra. På de lange transkontinentale flyvninger oplever jeg ofte tørhed i næse og svælg, og jeg bliver efterfølgende næsten konsekvent ramt af halsonde og snotnæse.

I mit rejseapotek har jeg altid hovedpinepiller, næsespray, sugetabletter som Strepsils og Hexokain, læbepomade, C-vitamin, medicin mod ‘feriemave’ og halsbrand, afføringsmiddel, hostemedicin i pilleform og desinficerende håndgel.

Jeg har også altid desinfektionsservietter, vådservietter og toiletpapir med i rygsækken, når jeg bevæger mig rundt i landet. De sanitære forhold lader mange steder meget tilbage at ønske, så det er rart at være klar til lidt af hvert, når naturen kalder.

Tag en taxi
Mange af de gamle, amerikanske dollargrin, man ser – og lugter – overalt, fungerer som taxier. Indtil 2012 var det kun tilladt for cubanere at benytte disse taxier (og cykeltaxier), mens turisterne var henvist til en flåde af gamle Lada’er eller lidt nyere Toyota’er.

Nu er alle taxier tilgængelige for alle, og det har skabt en indædt konkurrence – og desværre en intensiveret og nu helt ulidelig jagt på kunder. Som turist bliver man konstant overdænget med tilbud om en taxitur – også selv om man åbenlyst ikke har brug for det; når man går tur på gågaden Obispo i Havanna, for eksempel.

De gamle dollargrin, som i Vesten for længst ville være skrottet, kører i dag som taxier og sikrer mange turister en helt særlig oplevelse.
Gamle dollargrin, som i Vesten for længst ville være skrottet, kører i dag som taxier og sikrer mange turister en helt særlig oplevelse.

Den bedste forsikring mod at blive snydt (og det bliver man, hvis man ikke er på vagt!) er at bede om at få taximeteret tændt. På spansk hedder det: ‘Por favor, ponga el taximetro’. Eller spørg blot, om chaufføren har et taxameter: ‘Tiene metro?’.

Hvis chaufføren afviser, så find en anden taxi. Der er nok af dem. Når man bliver lidt mere rutineret og har en fornemmelse for prislejet, kan man udmærket aftale en pris på forhånd. Snart sagt alle chauffører kører uden brug af taximeter, når de har indtjent det af det statslige taxiselskab forventede daglige beløb.

En tur fra Habana Vieja til Habana del Este, hvor min datters cubanske familie bor, plejer vi at kunne gøre for fem-syv CUC. En tur fra Habana Vieja til Vedado bør ikke koste mere end fire CUC. Chaufførerne kræver sjældent under 10 dollar for en tur, men prisen er altså til forhandling.

Frihed i egen bil
Der er ringe grund til at leje bil, så længe man opholder sig i Havanna. Der kommer man lettest omkring til fods eller med taxi. Men til en tur ud i landet er en lejet bil nummer et. Det er nemmest at leje hjemmefra via rejsebureauet eller internet, men man kan sagtens gøre det på stedet. Det kræver bare lidt benarbejde og måske en ekstra dags ventetid. De fleste hoteller har en skranke med biludlejning.

Nogle udlejere kræver betaling for fuld tank, hvorefter bilen efter endt leje kan afleveres igen med tom tank. Sørg dog altid for, at der er rigeligt med benzin på bilen, for ude på landet kan der være meget langt mellem tankstationerne.

Tusindvis af små Hyundai'er kører rundt på Cuba som lejebiler. Her er vores parkeret i nationalparken Topes de Collantes nær Trinidad.
Tusindvis af små Hyundai’er kører rundt på Cuba som lejebiler. Her er vores parkeret i nationalparken Topes de Collantes nær Trinidad.

Og vær på vagt, når du tanker. Tankpasseren scorer gerne benzindækslet og erstatter det med for eksempel en gammel pilledåse i plastic. Derpå tilbyder han at sælge dig et dæksel, som han ’tilfældigvis’ har liggende. Han kan også prøve på at få penge for mere, end han har fyldt på bilen.

Jeg slap engang kun for at betale for ti liter ekstra, da jeg med instruktionsbogen i hånden kunne bevise, at min lille, lejede Hyundai slet ikke kunne rumme alle de liter, tankpasseren hævdede at have fyldt på den.

Spis godt
Cuba er ikke kendt som et gastronomisk paradis, men man kan sagtens spise overordentligt gode måltider i landet, der for menige cubaneres vedkommende ofte er plaget af fødevaremangel. Kylling, ris og bønner er vigtige ingredienser i cubanernes hverdagskost og indgår også i restauranternes menuer.

Rejer, oksekød og hummer er som regel kun til at betale for turister og findes oftest kun i private husholdninger, når mutter i køkkenet har nogle turister i et lejet værelse at sælge de dyre madvarer til.

Salg af grøntsager og kød i en pesos-butik i Habana Vieja.
Salg af grøntsager og kød i en pesos-butik i Habana Vieja.

Især i provinsen tilbyder de private udlejere aftensmad, mens udlejerne i Havanna oftest kun tilbyder morgenmad. Jeg har spist mine ubetinget bedste måltider i private hjem. Især i Trinidad og Playa Girón har standarden været meget høj.

Cubansk mad er sjældent særligt krydret og er aldrig stærk, hvilket kom noget bag på mig, da jeg første gang besøgte Cuba. Jeg havde en forestilling om, at maden nok ville være noget i retning af det mexicanske køkken, men det er altså ikke tilfældet.

På restaurant kan et godt måltid inklusive drikkevarer typisk fås for under 100 kroner. I et casa particular koster morgenmad typisk fem CUC (cirka 35 kroner), mens en middag som regel koster 10 CUC. Læg dertil noget at drikke, og man nærmer sig restaurantpriser. Men kvaliteten er ofte højere, og så er der ofte noget særligt charmerende ved at spise i et privat hjem.

TAG EN BID AF CUBA

Cuba byder på lange afstande, men på under en uge kan man gabe over en ordentlig mundfuld af den smukke ø.

Med over 1000 km fra Pinar del Rio i vest til Santiago de Cuba i øst er Cuba alt for stor at favne på en kort ferie. I bil kan man dog på under en uge nå en så stor bid af den smukke ø, at sindet bliver fyldt rigeligt op og scrapbøgerne vil bugne.

Med min cubanske veninde Mercedes tog jeg en rundtur fra Havanna til Cienfuegos, Trinidad, Santa Clara og tilbage igen. Seks dage med storslået natur, brændende varme sandstrande, kolonial charme og revolutionsromantik.

Den centrale Parque Martí i Cienfuegos, som er opkaldt efter generalen José Cienfuegos i 1829.
Den centrale Parque Martí i Cienfuegos, som er opkaldt efter generalen José Cienfuegos i 1829.
Byliv i Cienfuegos.
Byliv i Cienfuegos.

Cienfuegos ligger 250 km fra Havanna og er en hyggelig provinsby. Den har ikke mange seværdigheder, så man har god tid til bare at slentre rundt og lave ingenting.

Et godt valg til den slags er boulevarden Paseo del Prado, der skærer gennem byen til den sydligste spids, Punta Gorda, der rager ud i Cienfuegos-bugten.

I Punta Gorda ligger de bedste restauranter. Jeg kan anbefale Club Cienfuegos. Det ser dyrt ud, men priserne er rimelige. Tjek også Palacio de Valle. Her er maden dyrere, men bygningen er interessant: Et kitschet mesterværk med kakler, ornamenter, søjler, buer og tårne.

Rejse i tiden
Fra Cienfuegos til Trinidad er der kun 90 km, og det giver allerede på førstedagen rig lejlighed til at nyde denne prægtige by, der ikke synes at have ændret sig markant, siden de spanske koloniherrer trak sig ud. Brostensbelægningen og de smukt restaurerede bygninger giver mindelser om et frilandsmuseum. Det samme gør de ofte alt for mange turister.

Velkommen til Trinidad.
Velkommen til Trinidad.

Når man er installeret i sit casa particular, kan man vende blikket ud af byen. Jeg vil anbefale to ture: Først og fremmest til den pragtfulde strand på Ancón-halvøen syd for byen. En solnedgang her er hele turen værd.

En typisk baggård i sidegaderne i den sydlige del af Trinidad. Det er kun centrum, der er smukt renoveret. Andre steder træder fattigdommen tydeligt frem.
En typisk baggård i sidegaderne i den sydlige del af Trinidad. Det er kun centrum, der er smukt renoveret. Andre steder træder fattigdommen tydeligt frem.

Dernæst til smukke Valle de los Ingenios. Denne dal havde engang snesevis af sukkermøller og var centrum for sukkerproduktion på Cuba. Manaca Iznaga var et hovedsæde for slavehandel og fra et 44 meter højt tårn blev slaverne overvåget. Det koster en skilling at få lov at klatre helt til tops, hvorfra udsigten er storslået. I gården bag hovedbygningen kan man købe et glas ‘guarapo’ – sukkerrørsjuice – som man selv presser, ligesom slaverne gjorde det.

Sceneri fra Topes de Collantes.
Sceneri fra Topes de Collantes.

Overvældende smuk
Fra Trinidad valgte vi den snirklede vej gennem nationalparken Topes de Collantes til Santa Clara. Ruten går over El Escambray-bjergkæden, og den kræver tålmodighed og is i maven.

Vejen er temmelig dårlig, og vores lille Hyundai måtte slide hårdt i det på stigningerne. Men turen er overvældende smuk. Undervejs er der fantastisk udsigt over den tilsyneladende uspolerede natur.

Det tog fire-fem timer at nå til Santa Clara, hvor Che Guevara i december 1958 sejrede i et afgørende slag under revolutionen. Det har sikret byen dens største seværdighed: Che Guevaras sidste hvilested.

Che Guevaras jordiske rester - minus hans hænder - er lagt til hvile i et mausolæum under den gigantiske plads, der rummer 'Memorial Comandante Ernesto Che Guevara'.
Che Guevaras jordiske rester – minus hans hænder – er lagt til hvile i et mausolæum under den gigantiske plads, der rummer ‘Memorial Comandante Ernesto Che Guevara’.

Monumentet rummer et museum, der i høj grad romantiserer den argentinske læges liv, men det er alligevel vældigt interessant.

Og så gik turen tilbage til Havanna efter seks spændende dage. En rundtur, som i øvrigt let kan udvides med et besøg i Pinar del Rio og den uendeligt smukke Viñales-dal 175 km vest for Havanna. På min første Cuba-tur tog jeg dertil i bus, og en dag vil jeg tilbage og opleve det hele igen – men så skal det være i bil i mit eget tempo.

Denne artikel er en let redigeret version af en artikel, der oprindeligt blev publiceret i Ekstra Bladet, 14. oktober 2008.

SOLO I HAVANNA

Vil du tæt på det virkelige Cuba, så drop pakkeløsningerne og tag af sted på egen hånd.

Det er nemt og bekvemt, trygt og godt, og alt er ordnet hjemmefra. Men der er ikke megen plads til at følge en pludselig indskydelse på sådan en pakkerejse med busture, museumsbesøg i gåsegang og faste spisetider.

Og spontanitet er lige præcis, hvad Cuba indbyder til. På egen hånd – væk fra turistreservaterne og uden for turistbussen – kan man komme tættere på det virkelige Cuba.

Man mærker bare livet på en anden måde, når man bor på gæsteværelset i et privat hjem, handler i en peso-butik med skrabet udvalg eller lader sig føre gennem byen af en af gadens driftige gutter, der mod beskeden betaling viser vej bag facaden.

dsc02720_jpg-for-web-large
Eduardo øver sig på sin trækbasun på den verdensberømte kystvej Malecón i Havanna.

Enhver Cuba-rejse bør begynde i Havanna. Staten kræver dokumentation for mindst to overnatninger (på hotel eller hos en autoriseret privat udlejer), og her er valget efter min mening let: Man bør bosætte sig så tæt på den gamle bydel – Habana Vieja – som muligt.

Begynd i Havanna
Det er her, der er gang i den på gaden og på markederne, og det er her, de fleste seværdigheder, restauranter og barer findes. De fleste begynder deres ophold på hotel, men når man er mere fortrolig med byen, kan man rykke ind på et privat værelse – et casa particular (spansk for ’privat hus’).

Dem er der masser af i større byer over hele Cuba, og de er ofte af virkelig god standard. Det er langt billigere end hotel og giver god chance for at komme i kontakt med de lokale. Man kan endog ’risikere’ at blive inviteret med til en fugtig nattefest i nabolaget.

Forfaldne boulevarder
Bliv ikke skræmt af selv voldsomt ramponerede facader på husene, for indvendigt er der oftest rent og pænt. Forvent dog ikke luksus.

Når man så er installeret, er det ellers bare om at komme i gang med at udforske millionbyen Havanna. De fleste af de store seværdigheder kan man nå til fods. Og netop til fods mærker man bedst millionbyens puls banke.

Den kendte hovedfærdselsåre Prado i Havanna. Vejen officielle navn er Paseo José Martí.
Den kendte hovedfærdselsåre Prado i Havanna. Mellem de to spor i hver retning findes en pragtfuld promenade, hvor cubanerne leger spadserer, flirter og slapper af.  Vejens officielle navn er Paseo José Martí.

Plattenslagere
Havanna suger en ned ad sidegaderne og ind på de private restauranter – de såkaldte paladares. Den opsluger en i mylderet på kød-, blomster- og frugtmarkederne, åbner sig på de brede, forfaldne boulevarder og lukker sig igen i mørke barer, hvor bartenderen mikser en stærk mojito – og sikkert bagefter forsøger at afsætte en kasse ’ægte’ Monte Cristo-cigarer, han tilfældigvis som den eneste i Havanna kan sælge uden om den ellers strengt statslige distribution.

For Havanna er spækket med plattenslagere. På min første tur lod jeg mig alt for let narre og blev irriteret over cubanernes evindelige forsøg på at hive penge ud af folk. Men er man forberedt, kan Cuba blive en oplevelse for livet.

Denne artikel er en let redigeret udgave af en artikel, der oprindeligt blev publiceret i Ekstra Bladet 14. oktober 2008.

ET MINDE FOR LIVET

Millioner af turister besøger Cuba hvert år. De får alle en oplevelse for livet – og den er ikke nødvendigvis god.

Der er noget særligt ved Cuba. Alene navnet sætter en lavine af positive associationer i gang hos de fleste: Sol, sommer, romantik, nostalgi, livsglæde, eventyr. Et sorgløst liv med cigarer og rom og smukke mennesker på hvide sandstrande. Dans og musik i gaderne. Afslappet frisind og livsglæde trods fattigdommens begrænsninger.

Sådan ser de fleste af os Cuba, før vi har været der. Mange får bekræftet deres forestilling om, hvad Cuba er, når de endelig aflægger øen visit, og de rejser hjem med de bedste ferieminder om den caribiske ø.

Andre ser lige igennem forstillelserne, løgnene og fortielserne i det socialistiske land og ser et dysfunktionelt samfund, som aldrig beskrives i de gængse guidebøger. For virkeligheden er en ganske anden end den, guidebøgerne beskriver: Cuba er et diktatur, som udøves med den brutalitet, diktaturer nu engang fordrer. Det er der intet romantisk ved.

Overrumplende virkelighed
Ikke desto mindre besøger stadigt flere turister Cuba hvert eneste år. I 2016 var besøgstallet vokset til fire millioner mennesker, hvilket er ganske overvældende i et land med 11 millioner indbyggere.

De milliarder, turisterne pumper ind i landet, er altafgørende for regimets overlevelse. Det siger i sig selv noget om dette ejendommelige styre, som afskyr kapitalismen, at det kun undgår det totale kollaps i kraft af turister fra kapitalistiske lande. Diktaturet lever så at sige af forbuden frugt. Ingen i landet synes dog at have øje for dette paradoks.

Et af talløse dollargrin fra 1940'erne og 1950'erne, som stadig kører rundt på Cuba.
Et af talløse dollargrin fra 1940’erne og 1950’erne, som stadig kører rundt på Cuba.

Og turisterne lader sig velvilligt malke for penge af et regime, som officielt foragter dem. Kun få af dem synes at bekymre sig om regimets undertrykkelse af frihedsrettighederne.

Det gjorde jeg heller ikke, da jeg første gang kom til Cuba. Jeg vidste selvfølgelig, at Cuba er et diktatur, men jeg havde en forestilling om, at det nok ikke var så diktatorisk, at det gjorde noget.

Jeg var ellers ganske velforberedt, da jeg kom til Cuba for første gang i januar 2007. Eller rettere: Jeg troede, jeg var velforberedt, idet jeg flittigt havde studeret guidebøger og læst op på landets historie. Men den virkelighed, jeg trådte ind i, da jeg omsider landede i José Martí-lufthavnen, kom helt og aldeles bag på mig.

Cuba er et ferieparadis, ja, men for cubanerne selv er livet ikke en dans på roser.
Cuba er et ferieparadis, ja, men for cubanerne selv er livet ikke en dans på roser.
En boligblok i Cienfuegos. Forfaldet er iøjnefaldende over alt i Cuba.
En boligblok i Cienfuegos. Forfaldet er iøjnefaldende over alt i Cuba.

Falsk billede
Hurtigt gik det op for mig, at det billede af Cuba, som turistindustrien har opbygget gennem årene, er et glansbillede. Alt det pæne er poleret, og det grimme er retoucheret væk.

Jeg væmmedes ved at se socialistiske slagord om frihed, lighed og sammenhold malet på husfacader af statens skiltemalere – og så samtidig opleve mig og alle andre turister forfordelt.

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre, som Kammerat Napoleon udtrykker det i George Orwells tankevækkende, satiriske roman – som i øvrigt er forbudt i Cuba. Det skyldes givetvis, at Orwells bidende satire, som oprindeligt var rettet mod Sovjetunionen, lige så vel kan ses som en hudfletning af Fidel Castros caribiske utopi.

At jeg skulle betale 50-100 gange mere for at besøge museer og forlystelser end cubanerne, stødte min retfærdighedssans, og decideret forulempet følte jeg mig, når jeg ikke kunne gå ét skridt gennem byen – sådan føltes det – uden at en eller anden krævede min opmærksomhed for at liste nogle penge ud af mig.

Livsglæde for penge
Jeg fandt det krænkende og absurd, at jeg ikke uden videre kunne invitere en cubaner på middag, for hun skulle gemme sig for politiet, der mistænkte alle i selskab med turister for at være ludere.

Jeg var målløs, da det stod mig klart, at cubanerne ikke måtte overnatte på hoteller i deres eget land, og at de som udgangspunkt var uønskede på turistbarer og -restauranter.

Livsglæde så jeg kun, når den var drevet frem af forventning om de dollar, som turister ivrigt deler ud til enhver, der skiller sig ud – for eksempel til oldinge, der som dresserede bjørne danser uden for barerne på Obispo, og de brogede karikaturer af cubanitaer, der på Plaza de Catedral og byens andre pladser presser turister til at betale vild overpris for at få taget et souvenirfoto med en ‘ægte’ cubaner ved deres side.

img_7043
Karikeret cubanita på Calle Obispo i Havanna. Disse kvinder, som ligner væsener, der næppe nogensinde har eksisteret på Cuba, tjener tykt på at presse turister til at lade sig fotografere med dem. En dreven fupmager i denne branche tjener let en gennemsnitlig cubansk månedsløn på en dag.

Efter en uge havde jeg ikke meget til overs for disse mennesker og dette land, hvis fremmeste opgave det syntes at være at suge så mange penge ud af landets gæster som muligt. Gæster, der i øvrigt helst ikke skulle blande sig for meget med cubanerne. De skulle bare malkes for penge og så sparkes ud af landet igen.

Nysgerrigheden vandt
Trods min dybe skuffelse nød jeg min ferie, da jeg vendte turistfælderne ryggen og i stedet prøvede at opleve Cuba bag facaden – med alle de mentale og økonomiske knubs, dét så førte med sig. Jeg ville vide mere og vendte tilbage til Cuba de følgende år, og jeg har nu seks gange besøgt Castro-brødrenes eksperimentarium i Caribien.

Jeg var cubansk gift gennem næsten ti år, og jeg har set et andet og dejligere Cuba end det ugæstfrie land, jeg stiftede bekendtskab med på min første tur. Meget har forandret sig til det bedre i de senere år, og jeg har lært at værdsætte Cuba som feriemål. Vejen dertil har været særdeles ujævn, men den har været lærerig. Jeg har set en masse, og det fortæller jeg om på disse sider om Cuba.

Noget af det kan andre måske bruge til at få det bedste ud af deres rejse til Cuba. God fornøjelse.